Civilsamfundets ABC: R for Regulering

Regulering har latinske rødder og betyder brug af målestok.

Der henvises til noget normativt foreskrivende. Det kan både dreje sig om uskrevne regler og om formaliserede retningslinjer, eventuelt lovfæstede paragraffer.

Overtrædelse kan være forbundet med straf, men det eneste, man kan være helt sikker på, når der indføres nye regler, er, at risikoen for brud på reglerne øges. Desuden kan intensiveret regulering være udtryk for – og kan måske samtidig føre til – mindre tillid, svækket frivillighed og svagere gensidighed i det civile samfund.

Regulering i demokratiske systemer er legitimeret i politiske kompromisser mellem konfliktende interesser og hensyn. Det kan for eksempel dreje sig om idealer om valgfrihed over for hensyn til lige adgang til offentlige ydelser.

Reguleringen sker ikke kun i form af forbud og påbud, men også gennem rationering, akkreditering og forhandling. Ofte er det mere effektivt at regulere adfærd gennem positive incitamenter. For eksempel kan punktafgifter og øremærkede tilskud få folk til at handle anderledes, end de ellers ville have gjort.

Det uregulerede civilsamfund
Sammenlignet med stat og marked er civilsamfundet i Danmark relativt ureguleret.

Organiseringen af foreningslivet og medieverdenen overlades stort set til selvregulering, og først i 1980’erne fik Danmark en formaliseret lovgivning på fondsområdet.

Det har vidtrækkende konsekvenser, hvilken lovgivning en fond er underlagt. Hvis den ikke er erhvervsdrivende, hører den under Lov om fonde og visse foreninger.

Her er reguleringen relativt begrænset, idet det statslige tilsyn udelukkende er baseret på stikprøvekontrol, og vi har i Danmark ingen håndfaste krav om de almennyttige uddelingers størrelse i forhold til fondes formuer og indtjening.

Frihed eller regulering
I den offentlige debat har vi identificeret forskelligartede (og delvis modstridende) krav til fondsregulering.

I den ene yderlighed argumenteres for, at fondene må gives større frihed til at arbejde frit efter stifternes suveræne vilje. Fra modsat hold kræves, at afkast fra fondenes formuer burde beskattes på lige fod med andre virksomheder, så pengene i højere grad kan disponeres af demokratisk valgte organer.

Alternativt er der blevet foreslået en fast sats på 5 pcrocent af den opsparede formue som minimum for de årlige uddelinger. Der argumenteres også for regulering af forholdet mellem de erhvervsdrivende og almennyttige aspekter ved fondsvirksomheden, og der stilles krav om offentlig indsigt i, hvordan bestyrelser sammensættes og prioriterer fondsmidlerne.

Status quo, tak
Af folketingsdebatter i forbindelse med et lovforslag fremsat i foråret 2011 fremgik det imidlertid, at det politiske flertal stort set foretrækker at fastholde status quo.

Det kan hænge sammen med, at fondsverdenen med stor dygtighed har argumenteret for, at det almennyttige og mangfoldige i civilsamfundet vil lide ubodelig skade, hvis der kommer større offentlig indblanding.

Mange talsmænd for fonde og fondslignende foreninger frygter, at regulering vil føre til fordyrende kontrol, der kan udarte sig til formalisme og bureaukrati.

I stedet argumenteres for øget selvregulering i stil med det, engelsktalende lande kalder accountability, bench marking og transparency, som allerede indgår i nogle danske fondes mission statements.

Gensidig involvering
Fonde og foreninger er vel at mærke ikke kun udsat for regulering udefra. De udfører også selv kontrol i relation til det omgivende samfund på forskellig vis.

”Vi er jo nødt til at adfærdsregulere vore fondsmodtagere,” siger en af de nøglepersoner, vi har interviewet.

De fleste fondsadministratorer foretrækker dog mere forsigtigt at tale om due diligence i form af gensidig involvering:

I stedet for efterkontrol vil fondene hellere tilbyde hjælp og rådgivning, så de investerede midler geares til maksimal effekt. Garvede modtagere af fondsbevillinger oplever ikke desto mindre, at sagsbehandlingen i lighed med tilskud fra stat og kommune er blevet mere formalistisk, selv om de fleste fonde og foreninger opfatter sig selv som langt mere fleksible og mindre bureaukratiske end den offentlige forvaltning.

Bureaukratiet kommer
Frygten for bureaukrati er det helt centrale argument imod topstyret regulering af civilsamfundet.

Begrebet, der tilskrives den franske økonom Vincent de Gournay, synes skabt med en nedsættende klang – som betegnelse for embedsmandsvælde, pedanteri, regelrytteri og skrankepaveri. Den tyske sociolog Max Weber plæderede dog for, at bureaukrati også kunne ses som noget positivt i bestræbelser på at sikre ordnede og ansvarlige forhold i professionel forvaltning med henblik på beskyttelse mod nepotisme, korruption og vilkårlighed.

Som i videnskabelig metodetænkning lagde Weber vægt på det upersonlige og professionelle i sagsbehandlingen, men erkendte samtidig, at tendenser til formaliseret kontrol, arrogance og omsvøb kan tage overhånd på bekostning af tillid, fleksibilitet og gensidighed.

Teksten er et uddrag af bogen "Civilsamfundets ABC" af Anker Brink Lund og Gitte Meyer, udgivet på forlaget Møller.
Læs flere opslag her.