Civilt overblik: Mystisk fredspris, "Knæk Cancer"-kritik og en begmand til Jacob Holdt

UGEREVY: Diktator scorer fredspris, håndsrækning til selvmordslinjen og kritik af Knæk Cancer. Og så har stjernefotografs fond støttet Afrika langt mindre end hævdet. 

Søren Pape hyldede frivilligheden på weekendens landsråd.
Søren Pape hyldede frivilligheden på weekendens landsråd.Foto: Bo Amstrup/Scanpix
Rasmus Dahl Løppenthin

Velkommen til overblikket over stort og småt fra civilsamfundet i ugen, der gik.

Vi lægger ud med en bemærkelsesværdig prisuddeling. Det globale ngo-miljø har nemlig jublet, siden den tunesiske civilsamfundsorganisation 'Nationale Kvartet for Dialog' for nylig vandt Nobels Fredspris. Nu følger kineserne så trop med uddelingen af deres helt egen version af fredsprisen, som går til: Robert Mugabe. Ja, den Mugabe. Zimbabwes mangeårige diktator kommer dermed i selskab med den notoriske modstander af civilsamfund og forsamlingsfrihed, Ruslands Vladimir Putin, som også tidligere har vundet den mystiske, kinesiske fredspris. Det skriver Politiken. Vi gør af servicemæssige årsager opmærksom på, at historien ikke er taget fra ATS. 

Flere priser og borgerlige skåltaler 
Herhjemme er der også uddelt to priser; dog i den knap så kuriøse afdeling. Årets Tine Bryld Prisen gik onsdag til Kvisten i Viborg, som hjælper mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb. Med prisen følger en check på 500.000 kroner.

Og de Konservative har hyldet foreningslivet i forbindelse med weekendens landsråd. Sankt Lukas Stiftelsens børnehospice vinder nemlig partiets samfundspris.

“Vi hylder frivillige foreninger og organisationer og de ting, de udretter. Vi skylder det frivillige Danmark en særlig tak, fordi det udfylder en rolle, som det offentlige ikke kan klare. Det ligger dybt i det konservative DNA, og derfor har vi selvfølgelig genindført denne tidligere gode tradition i år,” udtalte partileder Søren Pape i en pressemeddelelse i weekenden.

Pape står dog ikke alene med sin omfavnelse af frivilligheden. Det spritnye borgerlige parti, Nye Borgerlige, bød også ind med en skåltale for civilsamfundet i sidste uge.

“Den bærende enhed i Danmark er ikke staten. Det er civilsamfundet og den kultur, der binder os sammen som folk, knytter os til vores fortid og gør os ansvarlige for vores fremtid. Derfor skal individet, familien og de frivillige fællesskaber have gode rammer for at trives og udvikles,” sagde stifter Pernille Vermund til Ritzau.

Liv i selvmordslinje og fuldfed pension
Sidst på ugen satte satspuljens forligskreds sig sammen på Christiansborg og fordelte pengene inden for sundheds- og ældreområdet. Størstedelen af kagen går til ældre og demente, men også Livslinien fik en tiltrængt pose penge på fem millioner kroner. Det betyder, at telefonlinjen for selvmordstruede ikke behøver lukke ned om natten alligevel. Læs mere her

Og så er det blevet tid til magtskifte i LO. Formand Harald Børsting træder tilbage tirsdag efter otte år på posten. Og han kan glæde sig over udsigten til et otium med penge på kistebunden. Han er nemlig sikret en årlig livstidspension på over 600.000 kroner, skriver bt.dk. Læs i øvrigt Søren Elkrog Friis’ portræt af Børstings formodede afløser her.

Ja til Oxfam og brev til Løkke
I udviklingsmiljøet har Ibis’ medlemmer været til generalforsamling og godkendt, at organisationen skal være en del af Oxfam. Nu venter en navneændring, en såkaldt “omlægningsproces” samt en endelig accept fra Oxfam selv, skriver ibis.dk

Samtidig er der holdt kog i kritikken af regeringens bebudede besparelser på udviklingsbistanden. Denne gang er det HIV-organisationerne, som er utilfredse med, at den Globale Fond til bekæmpelse af AIDS, tuberkulose og malaria bliver beskåret med 65 millioner kroner. Læs hele det åbne brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) her

I undervisningssektoren er man også bange for regeringens sparekniv, og højskolerne føler sig decideret forfulgte. Det kan du læse mere om her

Kritik af Knæk Cancer og begmand til stjernefotograf
Til gengæld er Kræftens Bekæmpelse godt ved muffen oven på sidste uges Knæk Cancer, som gav hele 145.486.640 kroner. Men nu møder kampagnen kritik fra politisk hold for at bruge for mange penge på alt muligt andet end kræft

Vi slutter ugerevyen med Weekendavisens efterårs-føljeton om fotografen Jacob Holdt. Avisen har tidligere dokumenteret faktuelle fejl i Amerikanske Billeder, og nu viser det sig, at ngo-darlingen er knap så gavmild som først antaget. Stjernefotografen har i årevis turneret med påstanden om, at han via en fond donerede alt overskud fra Amerikanske Billeder til Afrika. Men det passer ikke.

“Kun en begrænset del af indtægterne gik til fonden, og af den endte størstedelen langt væk fra Afrika - blandt andet i Holdts egne selskaber og projekter,” lyder en ekspertvurdering i artiklen.

Du kan læse hele historien og Jacob Holdts svar på kritikken i fredagsudgaven af Weekendavisen. Du kan også læse bt.dk's citathistorie og bagefter sige, at du har læst historien i fredagsudgaven af Weekendavisen.

Ugen, der kommer
I næste uge er der frister på flere puljer. 

Vi lægger ud allerede mandag med deadline på dyrevelfærdspuljen på seks millioner. Onsdag er der frist for ansøgninger til den milliard, som A.P. Møller Fonden har doneret til forbedring af undervisningen i den danske folkeskole. Fredag har Lottopulje til frivillige sociale organisationer deadline. Puljen er på 52,8 millioner kroner og er målrettet landsdækkende organisationer.

Det bliver også en uge med både goddag og farvel. Torsdag holder KORA tiltrædelsesreception for sin nye direktør Mickael Bech. Samme dag er der afskedsreception for afgående LO-formand Harald Børsting.

Og ingen uge uden utilfredshed med regeringens spareiver. Torsdag er det nedskæringerne på landets uddannelsesinstitutioner, som står for skud, når Uddannelsesalliancen demonstrerer i Aarhus og København. Man regner med omkring 12.000 deltagere. 

Til slut en servicemeddelelse til cyklisterne. Cyklistforbundet holder landsmøde i weekenden og inviterer søndag til åben temadag om cykelkulturens ildsjæle. 

God fornøjelse derude i det civile.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00