Cool klejnsmede, penge fra Ole til Ole og et fornemt besøg i Bagenkop

UGEREVY: Kender I den om programdirektøren, der bevilgede fondsmidler til sit eget projekt? Få den historie og en opsamling på det store frivilligudspil i denne uges overblik.

Over de næste tre år vil Nordea-fonden bruge 75 millioner kroner på at højne erhvervsskolernes anseelse. 
Over de næste tre år vil Nordea-fonden bruge 75 millioner kroner på at højne erhvervsskolernes anseelse. Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Godmorgen.

Så er hvedebrødsdagene forduftet for i år, og en ny uges strabadser ligger foran dig. Vi skal gøre vores bedste for at forsøde dit liv en smule med lidt civile snacks fra den uge, du har forladt. Og så kaster vi naturligvis også et blik ind i den allernærmeste fremtid.

Inden vi kaster os over den altdominerende historie fra det civile Danmark i sidste uge, skal vi lige have en spritny fondsnyhed på banen.

Nordea-fonden har her til morgen meldt ud, at det skal være cool at være klejnsmed. Over de næste tre år vil fonden bruge 75 millioner kroner på at øge anerkendelsen og attraktionsværdien af erhvervsuddannelserne, der døjer med vanskeligheder med at tiltrække elever.

“Vi håber, at flere unge og forældre får øjnene op for erhvervsuddannelsernes mange tilbud. Vi har som samfund brug for mangfoldighed både i uddannelserne og i uddannelsesvalget,” siger fondens direktør, Henrik Lehmann Andersen.

Pengene skal blandt andet gå til et korps af rollemodeller, som besøger folkeskolerne og fortæller om mulighederne på erhvervsuddannelserne.

Mere om den historie her

Pandoras Æske åbnet
Og så til sidste uges store historie - nemlig det frivilligudspil, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og socialminister Mai Mercado (K) slap løs sidste mandag.

Udspillet flåede nemlig låget af en veritabel Pandoras Æske og åbnede for jubelscener, kritik og højlydte meningsudvekslinger af mere eller mindre rituel karakter på kryds og tværs af det civile Danmark. 

Substansen i de to ministres udspil er, at der skal ryddes op i reglerne for frivilligt arbejde. Det er simpelthen blevet så svært at gennemskue, hvornår man må hvad, at det står i vejen for borgernes engagement.

“Vi har jo fået skabt et velfærdssamfund, hvor man er bange for at involvere sig i frivillig indsats. Kan man det? Må man det? Kommer der nogle og siger, at man stjæler andres job?” siger Troels Lund Poulsen i interviewet her i Avisen Danmark.

De to ministre bebuder nye regler - ikke mindst for ledige og frivillighed - samt en decideret civilsamfundsstrategi, der skal komme senere på året.

Udspillet aktiverede en byge af kommentarer, der bestod af lige dele begejstring og fortørnelse.

I det begejstrede kor var blandt andre DIF, DGI og Frivilligrådet, som var enige om, at udspillet er et stort fremskridt.

Helt anderledes toner lød der fra Socialdemokratiet og Enhedslisten, flankeret af arbejdsmarkedets parter.

Dels skubber de frivillige lønnede ansatte væk, mener parterne. Eller som Enhedslistens Henning Hyldested formuler det her hos DR:

“Det er frivilligt ulønnet arbejde, der kunne udbydes som lønarbejde i stedet for. De arbejdsløse tager i praksis jobbet fra sig selv, og det er vi ikke tilhængere af.”

Modstanderne henviser også til en evaluering, Altinget tidligere har beskrevet her.

Undersøgelsen viser tegn på, at frivilligt arbejde kan forlænge ledighedsperioden. Men den er omstridt, fordi metoderne ikke holder, lyder kritikken, som vi har omtalt her.

Fitness og fondskvaler
Som om alt det ikke skulle være nok, har udspillet også pillet låget af en anden årelang konflikt mellem kommercielle fitnessklubber og foreningsfitness.

Kernen i den konflikt er, at de kommercielle mener, at foreningerne udhuler deres forretningsgrundlag ved at tilbyde samme produkt billigere med offentlige penge ombord.

Nu kan de kommercielle kæder til deres fortrydelse se, at regeringen er parat til at lægge endnu et lod i foreningernes vægtskål.

“For mig at se er det klokkeklart, at vi allerede i dag har en situation, hvor fitnessforeningerne har en konkurrencefordel, fordi de har en masse offentlig støtte i ryggen. Og jeg bliver endnu mere bekymret, når jeg ser det her udspil. For jeg frygter, der sker en øget konkurrenceforvridning, hvis fitnessforeninger fremover kan benytte sig af frivillige, som er på dagpenge eller efterløn,” siger Morten Brustad, der er direktør i fitnesscentrenes brancheorganisation DFHO.

Hos Dansk Idrætsforbund kan chef for public affairs Poul Broberg ikke følge argumentationen.

“Han ser spøgelser,” lyder det.

”Jeg savner stadig dokumentation for, at der skulle være et konkurrenceproblem. Vi går efter forskellige målgrupper. Aktive i foreningsfitness er typisk lidt ældre, som ikke er trygge ved at komme i de traditionelle fitnesscentre. Derfor synes jeg, det er en lidt besynderlig diskussion,” siger han her.

Fra fitness til en fyr, der også holder sig i form, selv om han har skiftet løbebane og ikke længere kaster med kugler. Det er selvfølgelig Liberal Alliances Joakim B. Olsen. Han er gået ind i den historie, vi fortalte om i sidste uge med de skrantende almennyttige fonde, som i modsætning til de erhvervsdrivende ikke har indkomst fra en virksomhed og derfor må leve af de smuler, de får ud af deres værdipapirer.

Civilstyrelsen - der er optaget af udflytning - har ingen planer om at ændre på de regler, der regulerer fondenes investeringer. Men nu vil Joakim B. Olsen spørge skatteminister Karsten Lauritzen (V), om der er en rimelig grund til at begrænse de almennyttige fondes investeringer.

“Hvis ikke der er en rimelig forklaring, vil jeg arbejde på at få den (begrænsningen, red.) fjernet,” siger Joakim B. Olsen til ugebrevet Danmarks Fonde.

Syddanske fornemmelser for fondsmidler
I Bagenkop på Langeland har der været fornemt besøg, fortæller Fyns Amts Avis. Det er den socialdemokratiske leder, Mette Frederiksen, som har lagt vejen forbi for at se på en stribe ildsjæleprojekter - for eksempel Aqtiv-projektet og Fiskeriets Hus.

Og nu vejrer ildsjælene bag morgenluft. For sådan et besøg forbedrer chancerne for at få fondsstøtte, mener de.

“Sådan en dag som i dag, hvor der bliver skrevet noget positivt, det giver en god opmærksomhed, som bestemt gavner fondsansøgninger,” siger Ivan Nielsen, som er initiativtager til Aqtiv Bagenkop. Han tilføjer, at Aqtiv netop nu går og venter på svar på en stor fondsansøgning. Det gør han i artiklen her, som ligger bag betalingsvæg.

Fra Ole til Ole - og glædelig jul
Ville det hele ikke være herligt, hvis man bare kunne bevilge fondsmidler til sig selv?

Det er lige, hvad en konstitueret programdirektør for fonden Aarhus 2017 har gjort, fortæller TV 2 Østjylland. 

Direktøren var udlånt fra Horsens Kommune. Og mens han sad i fonden, bevilgede han sit eget projekt i Horsens 1,3 millioner kroner.

TV 2 Østjylland er i besiddelse af bevillingsbrevet, der indledes med ordene “Kære Ole Wolf” og slutter med ordene “Med venlig hilsen Ole Wolf”, hvorefter direktøren tilføjer et ønske om en glædelig jul. Til sig selv.

Det er måske ikke nødvendigt at sige det, men vi gør det alligevel. Sådan en praksis er ulovlig. Og det slår professor i selskabs- og fondsret ved Copenhagen Business School Søren Friis Hansen da også fast.

“Han må simpelthen ikke være inde over sine egne projekter. Det er slet og ret ulovligt og i strid med loven,” siger han. Altså ikke bare ulovligt, men også i strid med loven. Så er det alvorligt!

I Aarhus 2017 erkender man, at brevet ser lidt underligt ud. Men der er tale om en fejl, lyder det fra fonden. Bevillingen er altså givet af en anden - nemlig fondens direktør, Rebecca Mathews, lyder forklaringen, som du finder i artiklen her.

Vi nærmer os slutningen. Og det samme gør Folkets Hus på Nørrebro i København.

Ifølge en vurdering fra Københavns er huset nemlig blevet tilholdssted for banden Loyal to Familia, som bruger huset i forbindelse med hvervning af nye medlemmer.

Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen slår fast, at kommunale bygninger ikke skal stilles til rådighed for bandemiljøet. Fonden for de Åbne Rum, der driver huset, har taget konsekvensen og lukket det ned onsdag, skriver Berlingske her.

Årsregnskabets time
Vi svinger lige ind forbi regnskabsafdelingen i Aarhus Universitetsfond, som kom ud af 2016 med 100 millioner mere på bankbogen end året før. Nu står der knap 4,7 milliarder kroner. Fonden uddelte i årets løb 143,9 millioner kroner til forskning på universitetet.

Også Færchfonden har aflagt regnskab. Fonden kom ud af 2016 med et overskud på 26 millioner kroner. Det er rundt regnet en tredjedel af overskuddet året før. Der blev dog alligevel rum til at uddele 15,5 millioner kroner – primært til videnskabelige, kulturelle, sociale og fritidsformål.

Ugen, der kommer
Altinget afholder konference i dag fra klokken 9.30 til 16 om det aldrende samfund. Det foregår i Børssalen i København.

FN's verdensmål og oprindelige folk er til debat i dag, hvor IWGIA, der står for International Work Group for Indigenous Affairs, spørger, om verdensmålene kan sikre, at de oprindelige folk ikke bliver kørt bag af dansen.

Debatten foregår hos IWGIA i Classensgade 11E i København fra klokken 18.

Nu har vi ikke mere at byde på. Men vi er tilbage med en ny rundtur i den civile manege om en uge.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00