Dansk Ungdoms Fællesråd vil bygge debatkrav ind i mediestøtten

EN GOD SNAK: Formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd vil belønne de medier, der rydder op i debatsporene og bidrager til en bedre politisk samtale. Hverken udgivere eller journalister er begejstrede for ideen.

Støtten til medierne skal ledsages af krav om at sikre en ordentlig debat og en god politisk samtale, mener Dansk Ungdoms Fællesråd. 
Støtten til medierne skal ledsages af krav om at sikre en ordentlig debat og en god politisk samtale, mener Dansk Ungdoms Fællesråd. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Medierne skal rydde op i deres debatspor, og de skal arbejde aktivt for at sikre en bedre politisk samtale i Danmark. Gør de ikke det, skal de rammes på mediestøtten.

Den melding kommer fra formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd, Kasper Sand Kjær, i et interview i Altinget i dag.

”Når vi giver midler til en masse medier, synes jeg, det er rimeligt at stille nogle krav om, at medierne bidrager til en ordentlig politisk samtale. Og en måde at sikre det på er at bygge det ind i mediestøtten,” siger Kasper Sand Kjær.

DUF har længe udtrykt bekymring for den hårde tone i den politiske debat – ikke mindst i blogs og kommentarspor på nettet. Den udfordring har medierne været for dårlige til at håndtere, mener Kasper Sand Kjær. Derfor kobler han nu debattonen direkte sammen med mediernes muligheder for at få statsstøtte.

Det er kun rimeligt, at vi sætter nogle standarder for, hvad medierne skal levere til samfundet.

Kasper Sand Kjær
Formand, Dansk Ungdoms Fællesråd

”Hvis medierne selv løftede ansvaret, behøvede vi ikke at have denne her snak. Men vi må konstatere, at kliktal og annoncepenge åbenbart går forud for tonen i debatten. Og så må vi jo se på, hvad der er af incitamenter – også økonomiske – til at sikre, at medierne bidrager til en bedre politisk samtale,” siger han og tilføjer:

”Det er kun rimeligt, at vi sætter nogle standarder for, hvad medierne skal levere til samfundet.”

Jeg er enig i, at der er en form for lidelse, men jeg er ikke sikker på, at hans medicin er den rigtige.

Lars Werge
Formand, Dansk Journalistforbund

”Den forkerte medicin”
I Dansk Journalistforbund er formand Lars Werge enig med Kasper Sand Kjær i, at der er brug at arbejde med tonen i den politiske debat. Men han køber ikke sammenkoblingen med mediestøtten.

”Jeg er enig i, at der er en form for lidelse, men jeg er ikke sikker på, at hans medicin er den rigtige. Jeg tror måske på en form for samtaleterapi – hvis vi skal blive i den metafor,” siger Lars Werge.

Han mener, det er en bunden opgave for udgiverne at sætte ressourcer af til at moderere debatter.

”Hvis man vil lægge plads til den frie debat, så er man også nødt til at sætte rammer op for den. Man kan ikke bare åbne portene og lade folk selv styre det, for med den debatmæssige junglelov, der trives nogle steder, er man nødt til at gå ind og kultivere det lidt. Og det kræver mandskab,” siger Lars Werge.

”Kontrollen med magten svækkes”
Heller ikke hos udgiverne i Danske Medier er der opbakning til tanken om at gøre indsatsen for den gode tone til en forudsætning for at modtage mediestøtte.

Rasmus Nielsen er, udover direktør og ansvarshavende chefredaktør for Altinget, formand for specialmedierne under Danske Medier. Også han er enig i, at der er brug for at sikre en sober debat. Men han vender sig skarpt mod forslaget om at bruge mediestøtten som værktøj.

”Vi skal som medier gøre det ud fra vores egne redaktionelle valg. Vi vil ikke dikteres til det, fordi så svækkes det kontrollerende led mellem magt og medier,” siger Rasmus Nielsen.

Han frygter, at et sådant krav vil være starten på en glidebane, der langsomt, men sikkert vil undergrave mediernes uafhængighed.

”Hvad bliver det næste? Så vil de have et program med Dansk Folkepartis Ungdom, men ikke med Venstres Ungdom. Og så vil de have flere debattører fra ungdomsorganisationer og ikke fra ældreorganisationer. Hvor snitter vi så kagen? Derfor skal man trygt overlade til ordentlige, demokratiske, opdragende medier at klare det der selv,” siger Rasmus Nielsen.

”Det smager af ensretning”
Tilsvarende kritiske toner lyder fra formanden for dagbladenes interessenetværk i Danske Medier, Ole Dall.

Han mener, at mediestøtten i forvejen er bundet op på rigeligt med krav til en mangfoldig dækning af livet i Danmark. Og der er ingen grund til at gå længere ad den vej, mener han.

”Der er forskel på, hvilken linje hvert enkelt medie lægger. Og det skal der vel være. Hvert enkelt medie må lægge en etisk linje for sig selv og under ansvar for lovgivningen,” siger Ole Dall og tilføjer:

”Der er ingen grund til, at en statsmagt eller andre skal lave bestemte regler om, hvordan den politiske samtale bør foregå. Det lyder meget elitært efter min mening og smager i virkeligheden også af en eller anden grad af ensretning. Det, synes jeg godt nok, er et farligt skråplan,” siger han.

Politisk indgriben
Hos DUF håber Kasper Sand Kjær, at debatten får medierne til at stramme op.

”Jeg synes, medierne har et stort ansvar for, at den politiske samtale i Danmark foregår ordentligt, og at alle kan være med. Og det er bare ikke virkeligheden i dag,” siger han.

Kasper Sand Kjær vil ikke diktere medierne, hvad de skal gøre. Men finder de ikke en vej selv, bør der ske en politisk indgriben, mener han.

”Hvis alt bare handler om at få flere til at klikke, så man får flere annoncekroner, så synes jeg ikke, medierne lever op til det, vi som samfund er med til at understøtte, at de er der for,” siger Kasper Sand Kjær og fortsætter:

”Og så håber jeg, at der er nogle politikere, som vil tage handsken op. Det er jo i sidste ende dem, der skal lave ændringer i en mediestøttelov.” 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Sand Kjær

Selvstændig rådgiver, fhv. MF (S), formand, Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD)
bachelor i uddannelsesvidenskab (DPU, Aarhus Uni.)

Rasmus Nielsen

Formand for Alrow Media, udgiver af Altinget i Danmark, Norge og Sverige samt Mandag Morgen
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1983)

0:000:00