Debat: Civilsamfundet skal gribe magten

DEBAT: Ledelsen af den gode sag bør handle om at søge og ville magten. Det betyder, at ledelse og bestyrelser bør befolkes af mennesker, der kan skabe forbindelsen mellem det folkelige frivillige engagement og det til tider hårde magtspil, skriver Vibe Klarup. 

Af Vibe Klarup
Direktør, Hjem til Alle

Civilsamfundet udgør én procent af Danmarks magtelite. Kun fire personer fra Foreningsdanmark er en del af den klub på 400 mennesker, der i toppen af Danmark beklæder de tungeste bestyrelses-, kommissions- og udvalgsposter, og som dér udgør kernen i et netværk af tætte magtrelationer.

Det er konklusionen på årets magtanalyse, og den drøftede vi på det netop overståede Folkemøde.

Ledelsesdilemmaer i civilsektoren
Det er min klare opfattelse, at magtanalysen udstiller en række ledelsesdilemmaer for vores sektor. Man kan hævde, at magt er så meget andet end bestyrelsesposter, og at påvirkning af dagsordener er noget af det, civilsamfundets mænd og kvinder bestemt prioriterer.

Det behøver man hverken sidde i dagpengekommissionen eller Mærskfondens bestyrelse for at have succes med. Men hvis vi accepterer præmissen om, at magt også handler om at være i det rigtige rum med de rigtige mennesker, så har vi en ret stor udfordring. 

For udgangspunktet må jo være, at de mennesker, vi arbejder for, i det frivillige sociale arbejde på alle måder fortjener, at deres sag er genstand for magt. At magten arbejder for dem.

Man kan fundere over, om civilsamfundets ledere ikke er dygtige nok til at navigere efter magten, eller om vi ikke vil. Jeg ser i hvert fald tre udfordringer.

Tre udfordringer
For det første vil jeg mene, at vi som sektor ikke i tilstrækkelig grad forstår, hvor magten egentlig er. Magtanalysen viser, at magt findes og udøves af aktører uden for den civile sektor, og alligevel er alt for mange af os i civilsamfundet optaget af, hvad der foregår i vores egen verden.

Vi er berømt og berygtet for vores selvoptagethed. Vi mødes med og taler om os selv i koder, kun få andre forstår. Måske er vi ikke nødvendigvis værre end andre sektorer, men konsekvensen for de sager, vi arbejder for, er større, fordi magtfulde relationer ikke bor hos os.

For det andet har vi gennem mange år oparbejdet en vane med – af nød – at fokusere på kortsigtet indflydelse. Kontakten til politikere, virksomheder og fonde er ofte drøftelser om finansiering af det næste projekt.

Magtfulde relationer opstår imidlertid der, hvor organisationer kan være spillere, der over lang tid skaber strukturelle forandringer og bliver de aktører, der uundgåeligt er med i brede samtaler om løsning af store samfundsproblemer. Som fagbevægelsen er det eksempelvis.

Et nidkært fokus på snævre målgrupper og kortsigtet økonomi kan gøre mange civilsamfundsorganisationer irrelevante for de store bærende diskussioner af, hvor Danmark skal bevæge sig hen. Det er måske en hård påstand, men den bakkes op af magtanalysen.   

For det tredje har vi nok en iboende kulturel udfordring med magt. Mange ledere har oplevet betydelig modstand fra græsrødder, når de vil agere i magtens rum.

Et stærkt ideologisk fællesskab blandt foreningens medlemmer eller frivillige kan komme til at stå i modsætning til ledelsens opgave med at positionere organisationen som relevant samarbejdspartner for politikere og virksomheder.

Som vogtere af værdierne er basen ofte både hele organisationens gode kollektive samvittighed, men også nogle gange en utilsigtet stopklods for adgang til magten. Magten synes for beskidt eller ufin til den gode sag.

Men ledelsen af netop den gode sag bør handle om at søge og ville magten. Det betyder, at ledelse og også bestyrelser bør befolkes af mennesker, der kan magt og især kan skabe forbindelsen mellem det folkelige frivillige engagement og det til tider hårde magtspil. For de ledere, der lykkes med det, er der en uimodståelig magtfaktor i at kunne tale med én stemme i magtens rum på vegne af mange.

Civilsamfundet skal gribe magten
Hvis der skal være håb om, at civilsamfundet tynger lidt mere i næste magtanalyse, må noget ske. Og det gør der måske også: Det er opløftende, at flere civilsamfundsledere nu får deres organisationer med ind i fælles alliancer, hvor de låner styrke af andre typer af aktører, som vil være med til at give sager prioritet og tyngde.

Der vil utvivlsomt også være perspektiv i at fusionere sig til større indflydelse. Den store mangfoldighed er en kvalitet ved civilsamfundet, men magten handler også om størrelse.

Både på det sociale og sundhedsfeltet er der oplagt mange små organisationer, der burde blive til én stærk stemme. Og endelig må det være et fælles mål at styrke de organisationer og initiativer, der taler og arbejder på vegne af os.

Både Frivilligrådet i sin nye form og det nystiftede Akademiet for Social Innovation er steder, som kan bane vejen for, at vi bliver bedre til at gribe magten.

Tilbage er at håbe, at DUF’s nye formand bliver lige så magtfuld, som den afgående Kasper Sand Kirk viste sig at være på vegne af frivillige unge. Han er én af de fire magthavere fra civilsamfundet. Lad os arbejde for, at der er flere, næste gang forskerne tæller.

Forrige artikel Kofoeds Skole til forvaltninger: I skal forstå civilsamfundets merværdi Kofoeds Skole til forvaltninger: I skal forstå civilsamfundets merværdi Næste artikel Altinget spørger: Hvad vil I gerne vide om blockchain i civilsamfundet? Altinget spørger: Hvad vil I gerne vide om blockchain i civilsamfundet?