Det uperfekte folkemøde skal finde ny form

To babyer gjorde alt, hvad de kunne for at spolere afslutningen på Folkemødet 2021.

Det var sangerinden Katinkas to rollinger, der lige har lært at gå, og som besluttede sig for at øve den nye evne oppe på scenen, mens Katinka lørdag aften rundede begivenheden af med sangen ’2000 Meter i Frit Fald’.

Det er en sang, der på mange måder indrammer det højst usædvanlige Folkemøde, som samlede nogle tusinde danskere i Allinge. Både titlen og de første strofer virker næsten profetiske:

Et temposkift

Et roligt blik

Der trækker min rastløshed sammen

En motorvej helt uden trafik

Hvor jeg endelig finder vejen 

Katinka grinede sig igennem sangen med et halvt øje på tumlingerne. Publikum bar over og grinede med. Det var den helt naturlige afslutning på det, der vil stå tilbage som det uperfekte Folkemøde.  

For lad os være ærlige: Der var meget galt med Folkemødet 2021. Jeg vil begrænse mig til at pege på fire udfordringer. 

Først og fremmest blev det stærkt hæmmet af myndighedernes corona-restriktioner, som gjorde det meget besværligt for danskerne at få adgang til debatter og arrangementer.

Det betød, at færdigvaccinerede danskere – for ja, de midaldrende og ældre var i stort overtal – blev forhindret i at sidde på udendørs bænke i zoner, selv om der åbenlyst var langt færre end de tilladte 500 personer i den pågældende zone.

Samlet set står udfordringerne i kø. Men det er udfordringer, der er til at løse. Og alternativet er åbenlyst værre

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Den slags plejer man i Danmark at løse med et smil og en pragmatisk tilpasning af reglerne. Men i pandemiens tidsalder er den slags afløst af rigide regler, der savner enhver logik, fordi de samme 200 mennesker frit kunne samles på en restaurant eller et værtshus uden at være registreret – og dermed var den nidkære smitteopsporing i forvejen lidt af en illusion.

Hegnet skal væk næste år, hvis Folkemødet skal overleve. Man får ikke tusindvis af danskere til at rejse på tværs af landet for at blive afvist fra en halvtom græsplæne.

Det havde 8.000 danskere trods alt gjort i år, og det betød, at der generelt var et pænt publikum til mange arrangementer.

De fleste veteraner på Folkemødet – jeg selv inklusive – oplevede det som en lettelse, at Allinge var knap så proppet med menneskemængder, som tilfældet havde været ved det seneste Folkemøde i 2019.

Det påstås ofte, at Folkemødet er en sommerfest for eliten, eller Djøf-stortion, som det også sarkastisk kaldes, men enhver kan se, at sandheden er en anden. Der er masser af almindelige mennesker, som møder op med ørerne slået ud og et brændende engagement efter at deltage i de demokratiske samtaler om alt fra vuggestuer til verdensmål. Det bliver en stor opgave for organisationen bag folkemødet at balancere danskernes sunde trang til at deltage med behovet for en overskuelig demokratifestival.

Spørgsmålet om deltagerantal er langt hen ad vejen tæt forbundet med et måske endnu mere vanskeligt spørgsmål, nemlig Folkemødets kommercielle profil.

Efter det seneste Folkemøde i 2019 lød der dybe suk og klager fra en del politikere, der efterhånden følte sig som brikker i et spil om meget store summer. Folkemødet var i nogles øjne blevet for kommercielt, kynisk og beregnende.

Politikerne følte sig som varer med et prisskilt på ryggen – og betalingen gik vel at mærke ikke til dem selv, men til de kommunikationsbureauer, der havde haft held til at bringe dem ind i deres telt på vegne af en kunde.

Tilsvarende var priserne for at finde overnatning efterhånden så høj, at mange politikere enten rejste hjem samme aften eller boede langt væk fra Allinge. Begge dele svækkede Folkemødet.

Omvendt er der ingen tvivl om, at private aktører – både store og små – er med til at bringe noget liv ind i demokratifesten, som lidt manglede på årets skrabede udgave, hvor næsten alt skete på store scener med høj kameraføring og stram styring.

Netop spørgsmålet om kameraer bliver en fjerde udfordring for Folkemødet.

I år blev der første gang streamet i massiv grad fra de fleste af Folkemødets debatter – for eksempel foregik så godt som alle Altingets officielle events i Altingets Gård i København, men blev streamet både på Folkemødets hjemmeside og på Altingets egne platforme.

Det betød, at et sekscifret antal danskere fik mulighed for at følge med i lige præcis de debatter, der interesserede dem, og det bredte den demokratiske samtale endnu længere ud.

Omvendt klagede nogle deltagere over, at noget af det intime og åbenhjertige forsvinder, når man ved, at en kæk replik bliver hængende på internettet og kan bruges imod dem senere.

Det bliver ikke nemt at finde den rette balance mellem den særlige stemning i Allinge og nutidens forventning om, at alt kan findes online. En tilbagevenden til et rent analogt Folkemøde risikerer – måske ikke uden grund – at blive udlagt som om, den udskældte elite ikke bryder sig om at blive set over skulderen.

Samlet set står udfordringerne i kø. Men det er udfordringer, der er til at løse. Og alternativet er åbenlyst værre. For trods alle de fejl og mangler, der prægede det uperfekte Folkemøde, så var der også masser af både rørende, oplysende og livgivende øjeblikke.

Lad mig bare i flæng nævne en verdensmål-scene, der i timevis lagde telt til den ene interessante diskussion efter den anden med højprofilerede deltagere fra Danmark og hele verden. Partiledere, der stort set alle mødte op med velforberedte taler og satte gang i væsentlige diskussioner. En fodboldfest og et par magiske musikoplevelser. Samt masser af små episoder som den, jeg selv oplevede, da Pia Olsen Dyhr, Søren Pape og Kristian Thulesen Dahl tog en fælles selfie foran Partiscenen.

Når de på den måde viser danskerne, at de godt kan tage en heftig debat uden at miste respekten for hinanden som politiske modstandere, så er de med til at fjerne noget af den mistillid, der måske er demokratiets største fjende i disse år.

Sammen med de øvrige politikere hamrede de en pæl igennem den myte, der trives visse steder, om, at det danske demokrati befinder sig i en dyb krise.

På den måde er Folkemødet og demokratiets hinandens spejlinger: Begge er uperfekte og i konstant forandring. Men hvad skulle vi sætte i stedet?