DGI: Flere unge fra gaden kommer på skolebænken

GADEIDRÆT: Et historisk højt antal udøvere af gadeidræt uddannes gennem DGI. Og flere vil komme til i løbet af 2018, vurderer organisationen. Idrætsforsker ved SDU undrer sig og stiller spørgsmålstegn ved DGI's opgørelse. 

Fra en ollie til at svinge i gelændere.

Som gadeidrætsudøver har 25-årige André Thelin Nielsen i årevis brugt byrummet som legeplads. En typisk dag for ham kan uden problemer involverer skate, parkour og streetbasket.

“Jeg havde egentlig ikke tænkt mere over for eksempel pædagogisk didaktik. Det var en by i Rusland for mig, men jeg så det som en mulighed at lære om det og tage det med mig, når jeg for eksempel underviser i skate,” fortæller André Thelin Nielsen.

Derfor valgte han tidligere i år at blive Streetmentor gennem DGI.

Og ser man på DGI's nyeste tal, er André Thelin Nielsen en del af en større tendens, hvor fællesskaber i gadeidrætten tænkes på nye måder. Gadeidræt dyrkes som regel i uformelle, fleksible, sociale og selvorganiserede praksisfællesskaber.

Men ifølge DGI vil de unge gadeidrætsudøvere gerne have viden og værktøjer til at lære fra sig og få flere med i deres uformelle fællesskaber.

I 2016 blev 218 unge uddannet gennem DGI Gadeidræt. Det tal er mere end fordoblet i 2017 og lander på 558. Og ifølge DGI tyder alt på, at udviklingen fortsætter i 2018.

“Jeg ser det som et udtryk for, at gadeidrætten er blevet en del af populærkulturen, og at den her forestilling om, at gadekulturen kun er en del af subkulturen i storbyerne, er en myte”, fortæller programleder ved DGI Gadeidræt, Frederik Von Sperling.

DGI's opgørelser dækker over en række forskellige uddannelser, der spænder bredt fra 10 timers kurser for gadeidrætsudøvere i skate til traditionelle foreninger, som udbyder parkour.  

Principiel uenighed
Signe Højbjerre Larsen, der har forsket i gadeidræt og legekultur og har skrevet en ph.d. om parkours udvikling og institutionalisering i Danmark ved SDU, undrer sig over det brede segment, som DGI inkluderer i sine opgørelser.

Hun fortæller, at gadeidræt traditionelt set har stået som en modvægt til foreningsidrættens regler, bevægelser, standardiserede faciliteter og konkurrencestrukturer.

“Det er ikke rigtig til at gennemskue DGI's tal og dermed kunne vurdere, hvem det konkret er, der får udbytte af alle deres kurser, og hvad de egentlig forstår ved en gadeidrætsaktør?” påpeger hun og fortsætter:

“Er det unge mennesker på gaden, som gør en vedvarende forskel for et community eller en forening, eller er det også Susanne, der er fritids- og idrætskonsulent i Viborg Kommune, som bare er der for at få viden om, hvad der 'rører' sig?”

Når Signe Højbjerre Larsen undrer sig over DGI’s tal, er det et udtryk for en større kompleks diskussion om det selvorganiserede versus det organiserede, og hvad det i det hele taget vil sige at være en gadeidrætsudøver?

Ifølge idrætsforskeren er det i sig selv ikke problematisk at bruge "gadeidræt" om foreningsbaseret gadeidræt. Det bliver først problematisk, hvis man forstår det som præcist det samme som helt selvorganiseret gadeidræt.

“Noget af det særlige ved gadeidræt er, at der ikke er den her ensretning i, hvordan man gør tingene. De selvorganiserede gadeidrætsudøvere, jeg kender og har været i kontakt med, er stærkt kritiske over tendensen med, at man skal tage særlige kurser, ofte over bare seks timer, og så er man uddannet”, fortæller hun.

Gadeidrætten i udvikling
Det er en fair kritik, mener programleder ved DGI Gadeidræt, Frederik Von Sperling. Han er dog ikke enig.

"Det er en meget vigtig diskussion, men der er stor forskel på, hvilke foreninger det handler om. Over halvdelen af alle skateboard faciliteter, i haller og gamle industribygninger er for eksempel organiseret som forening," siger han og fortsætter:

"Foreninger virker rigtig godt for en skaterhal, der skal have styr på, hvor mange medlemmer der er, at den har en skarp og demokratisk styring, og at de også får medlemsbetaling, fordi det koster noget at drive en hal."

Ifølge Frederik Von Sperling ender det ofte med et billede af det traditionelle som det strukturerede, faste og låste over for det nye, som er det spontane, det frie.

“Men det billede findes ikke i virkeligheden. Foreningslivet i Danmark er i en enorm udvikling hos de unge, og det er gadeidrætten et rigtigt godt eksempel på," pointerer han.

Idrætsforsker Signe Højbjerre Larsen er delvist enig.

“Man skal være enorm påpasselig over for at forsimple tingene. Der findes masser af gadeidrætsfællesskab, som er organiseret som foreninger, og der findes mange foreninger, der er meget fleksible og eksperimenterende,” forklarer hun og fortsætter:

“Men der også mange selvorganiserede gadeidrætsudøvere, som på ingen måder har et ønske om at blive organiseret i en forening. Der findes et modtryk til hovedorganisationerne, og det vil altid eksistere, uanset hvor meget hovedorganisationerne gerne vil eksperimentere og indoptage nye tendenser, som er opstået i en anden kontekst.“

Signe Højbjerre Larsen påpeger, at der er mange gode initiativer og idéer i DGI's strategi for gadeidræt, men holder fast i sin kritik.

Hun tilføjer, at det er vigtigt at være opmærksom på, at tallene stammer fra DGI's egen årsrapport og ikke fra en gennemgribende ekstern evaluering af indsatserne.

Login