Henrik Nedergaard
Adm. direktør i Diabetesforeningen

Ni ud af ti danskere med type 2-diabetes, der får fem eller flere forskellige lægemidler, har medicinproblemer. Det viser en undersøgelse fra 2014, hvor 616 diabetespatienter fik foretaget en medicingennemgang på apoteket.

Der var problemer med medicinen i 91 procent af tilfældene, for eksempel forkert præparatvalg, underdosering og bivirkninger.

Derfor er det en god idé, at sundhedsmyndighederne gør en indsats for at skabe klarhed for patienterne og dermed undgå fejl, utryghed og alvorlige bivirkninger. Hjælpen kan blandt andet bestå i en medicinsamtale på apoteket, som er et element i den netop vedtagne apotekerlov.

Men loven giver anledning til mindst tre afgørende spørgsmål, som bestemmer, om loven bliver et vigtigt skridt i kampen mod de udbredte medicinproblemer, eller om den ender som et slag i den tomme luft.

Hvorfor snyde 300.000 diabetikere?
Først og fremmest: Hvorfor er det kun mennesker, som får stillet diagnosen efter 1. januar 2016, der får ret til en medicinsamtale?

Den foreslåede medicinsamtale rammer forbi skiven, hvis formålet er et sikre, at færre med type 2-diabetes skal opleve medicinproblemer.

Henrik Nedergaard
Adm. direktør i Diabetesforeningen

Selv om der også de kommende år vil være 20-25.000 danskere, der hvert år får stillet diagnosen type 2-diabetes, har op imod 300.000 allerede sygdommen. Hvorfor skal de snydes for den samme ret til hjælp, når det gælder medicinproblemer? Deres problemer er hverken færre og mindre, fordi de fik diabetessygdommen før nytår, snarere tværtom.

Det leder videre til det næste spørgsmål: Hvorfor gælder retten til en medicinsamtale kun lige efter diagnosen?

Type 2-diabetes er ikke blot en kronisk, men desværre også en fremadskridende sygdom. Det betyder, at jo længere tid, den enkelte lever med sygdommen, desto mere alvorlig bliver den, og desto større er risikoen for at få følgesygdomme som for eksempel hjerteproblemer, nyresygdom, fodsår og blindhed. Altså bruger mennesker med diabetes normalt mere medicin, jo længere de har haft sygdommen - og har derfor også større behov for en medicinsamtale. Hvorfor er det så kun de nydiagnosticerede, sundhedsministeren med den nye lov giver ret til en medicinsamtale?

Brug for medicingennemgang
Tredje vigtige spørgsmål: Hvorfor en medicinsamtale og ikke en medicingennemgang?

Det fremgår tydeligt af loven, at der ikke er tale om en samlet medicingennemgang, men alene en samtale mellem patient og farmaceut på 15-20 minutter, som ikke skal foregå ved apotekets skranke, men i ”mere rolige og diskrete omgivelser”.

Ambitionerne for den kvarterlange snak på apoteket er dog tårnhøje og skal ”øge borgerens kendskab til den ordinerede medicinske behandling”, ”bidrage til bedre behandlingseffekt”, ”understøtte bedre behandling” og ”medvirke til at undgå lægebesøg og sygehusindlæggelse”.

Ambitionerne er helt rigtige, men det er midlerne ikke. En medicinsamtale, lige efter diagnosen type 2-diabetes er stillet, løser ikke de alt for udbredte medicinproblemer, som mennesker med diabetes desværre har. Der skal en regulær medicingennemgang til, for problemerne opstår typisk, når patienten over tid får ordineret en række forskellige præparater. Samtidig skal gennemgangen kunne gentages løbende eventuelt en gang årligt eller i det mindste i forbindelse med, at behandlingen og medicinen ændrer sig.

Den foreslåede medicinsamtale rammer forbi skiven, hvis formålet er et sikre, at færre med type 2-diabetes skal opleve medicinproblemer. For hvis ikke patientens medicin skal gennemgås i sin helhed på det mest relevante tidspunkt, nemlig når medicinforbruget er størst og mest kompliceret, hvad er så egentlig formålet med samtalen?