En halv million medlemmer skal vælge mellem 70 kandidater: Her er Tryg-valgets hovedtemaer

ANALYSE: Tre fløje, to hovedtemaer og en ny forstyrrende spiller. Altinget guider dig til valget i Tryghedsgruppen – en finansiel gigant med 38 milliarder i formue og alle kunder i Tryg og Alka som medlem.

Det handler om at være tryg, lyder et gammelt slogan fra Danmarks største forsikringsselskab. Men hvis tryghed er defineret ved ro, stabilitet og kontinuitet, så sætter det kommende valg til repræsentantskabet i Tryghedsgruppen trygheden under pres.

En halv million kunder i Tryg og Alka kan stemme om, hvem af de 70 kandidater, der får de 21 pladser i repræsentantskabet, som Region Hovedstaden råder over. Og det er ikke uvæsentligt, hvem der kommer ind at sidde med ved bordet i det i alt 70 mand store repræsentantskab for Tryghedsgruppen - selskabet bag Tryg og Trygfonden. 

For efter årelange magtkampe, der i de mest tilspidsede perioder har truet selskabets eksistens, er det omsider lykkedes at forlige konflikterne og forene de tre stridende fløje i en delikat balance, der bedst kan sammenlignes med en pyramide af omhyggeligt opstillede champagneglas. En pyramide, der risikerer at brase sammen ved blot det mindste ryk i den bakke, glassene står på.

En historik for slagsmål
Et blik på de seneste 15 år viser en selskabshistorie præget af stridigheder mellem de tre fløje i repræsentantskabet – den liberale, den konservative og den sociale.

Den liberale fløj har rod i andelsbevægelsen og har klassisk kæmpet for bedre medlemsdemokrati og bonus til medlemmerne, men har ikke meget til overs for Trygfonden. 

Over for det står den sociale og den konservative fløj, som begge gerne vil styrke Trygfonden. Især den sociale fløj ser fondens uddelinger som et redskab til samfundsforandringer. 

Sideløbende har den sociale fløj, som nogle kalder Enhedsliste-fløjen, et ønske om demokratisering af selskabet til fælles med den liberale fløj. Det giver de konservative erhvervsfolk derimod ikke en døjt for. De er mere optaget af at drive Tryg ud fra et klassisk aktionærperspektiv.

Den drabeligste slagveksling i repræsentantskabet foregik i slutningen af nullerne, hvor Jørn Astrup Hansen fra den liberale fløj trak Tryghedsgruppen i retten med krav om opløsning af selskabet og udbetaling af egenkapitalen til medlemmerne. Den kamp forpestede klimaet i repræsentantskabet, indtil Højesteret i 2010 satte punktum med en afvisning af kravet.

Derefter fulgte slaget om Nordea Liv og Pension, der i 1990'ernes feberfantasier om finansielle supermarkeder var blevet en del af Tryg. Også det trak blodspor i det martrede repræsentantskab, før man endte med at skille den del af selskabet ud og sende otte milliarder kroner afsted til det, der i dag er Foreningen Velliv.

Det tredje store slag var den konservative erhvervsfløjs bestræbelser på at give guldkalven, forsikringsselskabet Tryg, maksimal manøvredygtighed på markedet. Det krævede en oprydning i den sammenfiltrede bestyrelse og resulterede i, at Tryg i dag har sin egen uafhængige bestyrelse med 12 medlemmer – heraf tre fra Tryghedsgruppen – og en uafhængig bestyrelsesformand.

Nogle vil hævde, at med disse tre ting på plads er der kun detaljer tilbage. Andre derimod vil sige, at nu er fundamentet lagt for nogle virkelig betydningsfulde beslutninger.

Større fondsbevillinger eller mere i medlemsbonus
De tre finansielle bråvallaslag har skabt et til tider meget betændt samarbejdsklima i repræsentantskabet. Og i det klima har repræsentanterne sideløbende lagt arm om demokratiet i selskabet og fordelingen af overskuddet mellem Trygfonden og bonus til medlemmerne.

Den sociale gruppe – støttet af de liberale – har kæmpet for mere åbenhed og for at give medlemmerne mere indflydelse på de grundlæggende beslutninger i selskabet og for, at større dele af selskabets overskud skulle uddeles gennem Trygfonden, der de seneste år har sendt omkring 600 millioner kroner årligt ud i samfundet.

Styrkelsen af Trygfonden skal ske på bekostning af den årlige bonus til medlemmerne, mener den sociale gruppe. Men her har ikke mindst erhvervslivets repræsentanter slået sig i tøjlerne. For bonussen har sikret nogle af de store virksomhedskunder årlige overførsler i millionklassen.

Det sikre valg
Det siger sig selv, at det har krævet en vis behændighed at navigere i et fjendtligt klima med mange modstridende dagsordener. Og det har den nuværende bestyrelse med formandskabet, Ida Sofie Jensen, Magnus Skovrind Pedersen og Jørn Rise Andersen, evnet.

Det ses blandt andet i vedtagelsen af den seneste strategi i efteråret 2019 med fuld opbakning fra repræsentantskabet.

Men fred er en skrøbelig ting. Og ved repræsentantskabsvalget i Region Hovedstaden, der begynder mandag og varer to uger, er hele fire bestyrelsesmedlemmer – inklusive formanden, Ida Sofie Jensen, og den ene næstformand Magnus Skovrind Pedersen – på valg. De har investeret sig selv i at opbygge relationer og skabe samling i repræsentantskabet. Og ryger de ud nu, kan det være netop det, der får glaspyramiden til at falde sammen.

I det lys er det ikke underligt, at Ida Sofie Jensen i sin præsentation slår på kontinuitet og samarbejde og markedsfører sig som det sikre valg.

Tilsvarende lægger Magnus Skovrind Pedersen vægt på, at samarbejde er en nødvendighed, hvis demokratiseringsprocessen skal fortsætte, og Trygfonden skal have mere at dele ud af.

Fagbevægelsen træder ind på scenen
Og ind kommer så en ny spiller, fagbevægelsen. Det er for meget at sige, at der er tale om en helt ny spiller, for fagbevægelsen har altid været repræsenteret i Tryghedsgruppen. Men på grund af købet af bevægelsens forsikringsselskab, Alka, i 2018 har fagbosser i hobetal fået øjnene op for det nye magtforum.

Det vækker en vis bekymring. For dels har fagbevægelsen i kraft af sit medlemskartotek let adgang til hovedstadens vælgere. Det giver dem en mulighed for at mobilisere, som uafhængige kandidater ikke har.

Og samtidig er det uvist, hvilken linje de indvalgte repræsentanter vil følge. Vil de kæmpe for mere bonus til medlemmerne eller flere penge til Trygfonden? Og hvordan vil de stille sig i forhold til at give medlemmerne mere indflydelse?

Man fornærmer næppe mange ved at sige, at fagbevægelsen ikke er kendt for en indædt modstand mod topstyring.

Sandsynligt er det i hvert fald, at de opstillede topfolk vil tage bevægelsens egne konflikter med sig over i repræsentantskabet – nærmest parodisk illustreret ved, at HK Danmarks formand, Kim Simonsen, som var stor fortaler for salget af Alka, stiller op over for Max Meyer, tidligere formand for forbundet Blik & Rør og tilsvarende stor modstander af salget af Alka. 

Ikke mindst toppen af repræsentantskabet har konstant mindst det ene øje rettet mod fagbevægelsen. Kommer bevægelsens tropper buldrende ind i butikken, så glasskårene fyger rundt i luften, eller vil de faglige repræsentanter vælge en mere afdæmpet entré og finde deres naturlige plads i det omhyggeligt sammenknyttede kludetæppe?

Det kan blive afgørende for, om Tryghedsgruppen over de næste fem år kan holde kursen frem mod en position som et betydningsfuldt, almennyttigt erhvervsdemokratisk fyrtårn.

Forrige artikel Politisk ungdomsmøde modtager Årets Hovedstadspris Politisk ungdomsmøde modtager Årets Hovedstadspris Næste artikel Realdania By & Byg bortviser medarbejder mistænkt for bedrageri Realdania By & Byg bortviser medarbejder mistænkt for bedrageri