Debat

Frivilligrådet til KL: Juster samfundskontrakten, så civilsamfundet bliver medunderskriver

Når det kommunalpolitiske topmøde løber af stablen 21. marts, bør kommunalpolitikerne inddrage civilsamfundet i løsningen af fremtidens komplekse velfærdsudfordringer, skriver Anna Bjerre.

I anledning af det kommunalpolitiske topmøde 2024 vil jeg slå på tromme for, at vores fælles fremtid kræver et fundament, der hviler på mere end politiske aftaler, skriver Anna Bjerre. Fotoet er fra sidste års topmøde.
I anledning af det kommunalpolitiske topmøde 2024 vil jeg slå på tromme for, at vores fælles fremtid kræver et fundament, der hviler på mere end politiske aftaler, skriver Anna Bjerre. Fotoet er fra sidste års topmøde.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Anna Bjerre
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kære kommunalpolitikere. Forestil jer et samfund, hvor broen mellem myndigheder og borgere ikke kun er bygget af lovgivning og politiske beslutninger, men også af det pulserende hjerte i vores civilsamfund.

Hvor de dygtige hjerter og hjerner hos de offentlige parter i samfundskontrakten helt fra start suppleres af civilsamfundets styrker.

Et civilsamfund, som kan bibringe yderligere innovation og personlig berøring til løsningerne på den brede vifte af sociale og samfundsmæssige udfordringer, vi sammen står over for.

I anledning af det kommunalpolitiske topmøde 2024 med temaet 'Samfundskontrakten' vil jeg slå på tromme for, at vores fælles fremtid kræver et fundament, der hviler på mere end politiske aftaler.

Det kræver, at kontrakten også inddrager civilsamfundet i løsningen af fremtidens komplekse velfærdsudfordringer. Derfor: Husk os i samfundskontrakten.

Slut med flødeskumssnak

Overalt i jeres kommuner møder jeg dedikerede og passionerede kommunale medarbejdere, der gerne vil samarbejdet med civilsamfundet. Som ser og anerkender organisationernes og foreningernes særlige evne til at fungere som brobyggere mellem borgere og myndigheder med afsæt i deres forankring i lokalsamfundene.

Civilsamfundet er en bærende samfundspille. Brug os som det, vi er – en samarbejdspartner med værdifulde og unikke bidrag til fælles løsninger.

Anna Bjerre
Formand, Frivilligrådet

De ser, at de frivillige sociale organisationer nogle gange har mulighed for at være mere fleksible og innovative i deres tilgang til velfærdsproblemer. Og de oplever, at civilsamfundsorganisationerne kan identificere og udvikle fællesskaber, som understøtter den enkelte, styrker lokalsamfundet og bidrager til velfærdssamfundet. 

Men de oplever også, at samarbejdet kan være svært. Alt for ofte sker det, at vigtige pointer og gode samarbejder går tabt i oversættelsen mellem forskellige logikker og tilgange.

Jeg vil her komme med tre bud på, hvordan I fra kommunalbestyrelsens side kan hjælpe samarbejdet bedre på vej. Jeg håber, at I vil drøfte dem på topmødet – med hinanden og med mig – og at I vil tage dem med jer hjem:

  • Inddrag civilsamfundet ind fra start. Hvis I kun ser de frivillige som udførende, som nogle der kan træde ind, når en allerede defineret løsning på et allerede defineret problem skal håndteres, går i glip af et kæmpe innovationspotentiale og ofte endda af en helt anden forståelse for problemets karakter.
  • Slut med flødeskumssnak. Civilsamfundet er en bærende samfundspille. Brug os som det, vi er – en samarbejdspartner med værdifulde og unikke bidrag til fælles løsninger.
  • Samarbejde starter med samtale. Vi må investere i at lære hinanden at kende. Hinandens sprog og logikker. Når vi tør stille de dumme spørgsmål, og når vi virkelig prøver at sætte os i den andens stol, så er det, at magien sker.

Styrken i samarbejdet

Et enkelt eksempel på potentialet i samarbejdet findes netop, hvor vi mødes til Topmøde: I Aalborg. Her har de skabt rammerne for et foreningsmarked – en aften, hvor blandt andre rådgivere og ledere fra Børne- og Familieafdelingen i kommunen møder frivillige sociale foreninger.

Formålet er at opbygge relationer og kendskab og udveksle viden. Det skaber forudsætninger for et stærkere samarbejde og en bedre kommunikation mellem kommuner og lokale frivillige sociale foreninger.

Aalborgs initiativ viser, hvordan man kan skabe det gode møde og styrke samarbejdet mellem kommuner og frivillige sociale foreninger – et første skridt mod en nytænkning af samfundskontrakten og et styrket velfærdssamfund.

Nu står vi ved en skillevej. Lad os redefinere samfundskontrakten, så civilsamfundet inddrages som medunderskriver. Vi har så meget at vinde. Hav et rigtig godt topmøde – vi ses i Aalborg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Bjerre

Direktør, GirlTalk.dk, formand, Frivilligrådet, formand, RådgivningsDanmark
cand.psych.aut.

0:000:00