Ildsjælen, der ikke egnede sig til at være frivillig

PORTRÆT: Tidligere formand for Frivilligrådet Vibe Klarup fyldte 50 onsdag. Hun har viet sit arbejdsliv til at forbedre vilkårene for udsatte, men måtte i 90'erne sande, at hun ikke selv er den fødte frivillige.

Tidligere formand for Frivilligrådet Vibe Klarup fyldte 50 onsdag.
Tidligere formand for Frivilligrådet Vibe Klarup fyldte 50 onsdag.
Rasmus Dahl Løppenthin

Vibe Klarup beskriver selv, at hun i midten af 1990'erne kom direkte fra provinsen og meldte sig som frivillig i det barske gademiljø på Vesterbro.

Opfostret med en god portion social indignation hjalp hun til på et værested for prostituerede.

"Jeg skulle lukke dem ind om natten og så losse dem ud igen om morgenen. Det var meget voldsomt at opleve nogle mennesker leve i en så udsat position og have det så skidt," husker Vibe Klarup, som blev 50 år onsdag.

I de år blev kimen lagt til et langt arbejdsliv i de socialt udsattes tjeneste. Hun blev kandidat i Offenlig Administration fra RUC i 1996 og var under daværende socialminister Karen Jespersen (S) medforfatter på den første betænkning om det frivillige, sociale arbejde i Danmark.

Det gik op for mig, at jeg i vikeligheden ikke er særlig god til at være frivillig.

Vibe Klarup
Direktør, Hjem til Alle-alliancen

Samtidig fik oplevelserne på Vesterbro hende til at indse, at hendes metier ikke er på gulvet i det direkte møde med de udsatte. 

"Det gik op for mig, at jeg i vikeligheden ikke er særlig god til at være frivillig. Det kræver et utrolig stort mod at være til stede med mennesker på bunden af samfundet og sætte sig selv på spil. Og jeg følte, at jeg var for genert til at kunne tilbyde noget," siger Vibe Klarup.

"Jeg kunne se, at det måske mere var mig at sikre rammerne, og at økonomien og strategien er den rigtige. Derfor blev jeg mere aktiv i bestyrelsesarbejdet," fortsætter hun.

Det spor har hun forfulgt siden. I 1990'erne var Vibe Klarup formand for Reden København og KFUK's Sociale Arbejde. Siden har hun haft en stribe bestyrelsesposter i blandt andet Center for Frivilligt Socialt Arbejde, Kofoeds Skole og tænketanken Cevea.

Vibe Klarup er også trådt ind i ledelseskorridorerne i i ngo'ernes sekretariater og har blandt andet været direktør i Danner og Psykiatrifonden.

Derudover er hun medforfatter på bogen Rodskud, som fik store roser fra Altingets anmelder Marianne Jelved, der blandt andet er tidligere kulturminister.

"Læs Rodskud, og gå ud og gør drømmen om et bedre samfund til virkelighed," skrev hun og kvitterede med fem ud af seks A'er.

Fik kritik af skatteministeren
På Altinget er Vibe Klarup måske mest kendt som en markant formand for Frivilligrådet, hvor hun sad fra 2012 til januar 2018.

Her talte hun dunder mod regeringens planlagte sløjfning af foreningers momskompensation i efteråret 2017. Det faldt skatteminister Karsten Lauritzen (V) så meget for brystet, at han udtalte til Altinget, at "Frivilligrådet havde misforstået deres rolle."

Vibe Klarup undlod at gå i offentlig infight med skatteministeren, men lod skinne igennem, at kritik er en del af mandatet for et råd, som skal rådgive regeringen om den frivillige, sociale sektor.

"Det har jeg ikke nogen holdning til. Vi er optagede af at levere regeringen et godt stykke arbejde, som bidrager til at styrke det frivillige sociale arbejde," sagde hun til Altinget som respons på Karsten Lauritzens kommentar.

Regeringen endte med at droppe beskæringen af foreningers momsstøtte.

Ros til Mads Roke
Vibe Klarup var også et toneangivende medlem af børne- og socialminister Mai Mercados (K) civilsamfunds-taskforce i samme periode. Her fik hun som sit sidste fodaftryk som formand igennem, at Frivilligrådet skulle have flere ressourcer og have en styrket forankring i foreningslivet.

Derfor gennemførte hun i starten af 2018 en decideret valgkamp, hvor de sociale organisationer kunne vælge otte af i alt 12 medlemmer i rådet. 

I den forbindelse trådte Vibe Klarup tilbage og overlod taktstokken til Mads Roke Clausen. Og hun har store roser til sin efterfølger.

"Jeg synes, Mads er god til at sætte en dagsorden, og han griber fat i mange af de rigtige ting. Frivilligrådet har et stort fokus på ledelse i civilsamfundet, og hvad der skal afløse satspuljen. Det, synes jeg, er helt rigtigt set," siger hun.

Efter at have sagt farvel til Frivilligrådet kan hun nu fuldt ud hellige sig et job, som trækker tråde til hendes tid som ildsjæl på Vesterbro i 1990'erne.

Hun har nemlig siden 2016 været direktør i Hjem til Alle-alliancen, som forsøger at bekæmpe hjemløshed blandt unge.

Her er kommuner, ngo'er, fonde, boligselskaber og Socialstyrelsen gået sammen for at bekæmpe et stigende samfundsproblem herhjemme. I dag mangler næsten 2.300 unge et sted at bo.

Og Vibe Klarup er glad for at se, hvordan forskellige typer af aktører er gået sammen for hjælpe de næsten 2.300, som mangler et sted at bo.

"Det er enormt interessant at være med i en ny tendens, hvor man ser forbi kun at suboptimere for sin egen organisation og i stedet ser på, om man kan løse problemer med andre. Det er supersvært, men der rigtig meget fremtid i det. Og jeg håber, jeg kan være med til at vise, at man når mere ved at slå ressourcerne sammen med andre," siger hun.

Dokumentation

Blå bog

Født i 1969 på Bornholm.

Kandidat i Offentlig Administration fra RUC, 1996

Hun har været fuldmægtig i Socialministeriet, direktør i Danner og Børnepsykiatrifonden og chef for medborgerskab og socialøkonomi i Sønderborg Kommune.

I dag er hun direktør i Hjem til Alle-alliancen.

Derudover har hun været formand for Frivilligrådet og næstformand på RUC og i Børns Vilkår. 

I øjeblikket sidder hun i bestyrelsen for foreningerne Folkemødet og Dan Uzans Mindefond.

Vibe Klarup bor i København med sine børn.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vibe Klarup

Generalsekretær, Amnesty International Danmark, formand, Foreningen Folkemødet
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1996)

0:000:00