Indvandrer Kvindecentret: Civilsamfundet kan tilbyde fællesskab

Af Mirka Mozer
Direktør, Indvandrer Kvindecentret

Bor jeg i en ghetto? Sådan lød spørgsmålet forleden fra en dreng i Indvandrer Kvindecentrets søndagslektiecafé.

Hver søndag samles 15-20 drenge i lektiecafeen på Blågårdsgade. Alle er de født i Danmark, men deres forældre er primært fra Somalia.

Der høres ofte ikke andet end en sagte mumlen, for der arbejdes koncentreret, og børnene suger viden fra lektiehjælperne – studerende, journalister og økonomer, som frivilligt hjælper til.

Desværre er svaret på drengens spørgsmål ’ja’. Han og mange af de andre drenge bor i de områder, andre kalder ghettoer.

Det, andre kalder ghettoer, kalder de hjem
Faktisk passer regeringens fem ghettokriterier godt på de fleste af dem, der kommer i Indvandrer Kvindecentret; beskæftigelsesraten er kedeligt lav, og flertallet af de voksne har ingen eller lidt uddannelse bag sig.  Indkomstniveauet er derfor lavt. Kun når det gælder kriminalitetsraten, afviger vi positivt i forhold til ghettokriterierne.

Derfor er en grundlæggende forudsætning for langsigtede og bæredygtige sociale løsninger, der ikke alene kommer de udsatte boligområder, men hele vores samfund til gode, også et stærkt og aktivt civilsamfund, der inviterer alle med.

Mirka Mozer
Direktør, Indvandrer Kvindecentret

Imidlertid bruger vi ikke meget tid på at tale om ghettoer. Det gør vi ikke af to årsager. For det første, fordi det grundlæggende er problematisk og stigmatiserende at kalde boligområder for ghettoer.

For nogle af de familier, der kommer på Indvandrer Kvindecenteret, er Mjølnerparken, Tingbjerg og de andre såkaldte ghettoer deres hjem.  Det er her, de bor, her, deres børn vokser op, og her, de drømmer om fremtiden.

For det andet fordi begrebet ghetto så let kommer til at overskygge de egentlige strukturelle og sociale problemstillinger, der eksisterer i boligområderne. Og dermed også står i vejen for løsningerne.

Meningsfulde fællesskaber
For ud over de massive problemer med arbejdsløshed og manglende uddannelse, som åbenlyst er til stede, så er et helt grundlæggende problem, at der i boligområderne er medborgere, der står uden for fællesskaberne.  

Således fremgår det med tydelighed i Trygfonden og SFI’s Fællesskabsmåling, at indvandrere og efterkommere er overrepræsenterede i gruppen af socialt udsatte og dermed kæmper med en voldsom følelse af at være udenfor, ikke at blive værdsat og at have brug for hjælp fra fællesskabet.

Det er her, civilsamfundet bliver en vigtig del af løsningen. For der er ingen tvivl om, at hvad enten vi taler om organisationer som Indvandrer Kvindecentret eller den lokale skak- eller madklub, så er vores styrke, at vi på en gang kan levere stærk faglighed og meningsfulde, inkluderende og frivillige fællesskaber.

Derfor er en grundlæggende forudsætning for langsigtede og bæredygtige sociale løsninger, der ikke alene kommer de udsatte boligområder, men hele vores samfund til gode, også et stærkt og aktivt civilsamfund, der inviterer alle med.

Det siger sig selv, at der hverken findes nemme eller enkle løsninger på problemerne, men at det derimod kræver et kontinuerligt og tillidsfuldt samarbejde på tværs af sektorer, hvor kommuner, stat og civilsamfund bidrager med hver deres fagligheder, kapaciteter og ressourcer.

Glem ghettobegrebet
Indvandrer Kvindecentrets søndagslektiecafé er et meget konkret eksempel på, at beboerne i de udskældte boligområder selv efterspørger og tager del i fællesskabet. 

For en vigtig pointe er, at lektiecafeen netop blev etableret, fordi de kvinder, der kommer i centret, efterlyste lektiehjælp og ressourcestærke rollemodeller til deres børn.

Det gjorde de, fordi de ikke selv havde forudsætningerne til at hjælpe, og fordi de så brændende ønskede, at deres børn fik en uddannelse og dermed også en god fremtid.

Derfor vil jeg ønske, at vi helt dropper ghettobegrebet. Fordi det i sig selv ekskluderer og stigmatiserer og i modsætning til det, vi har brug for, nedbryder fællesskaber.

Jeg vil ønske, at vi dropper begrebet, fordi drengen fra lektiecafeen så slet ikke vil finde det nødvendigt at forholde sig til, at andre har brug for at kategorisere ham, hans familie og det sted, han bor, som isoleret fra resten af samfundet. 

Så han, efter at have lavet ugens lektier, ikke skulle tage bussen hjem til ghettoen. Men bare hjem.