Frivilligkonsulent: Er frivillighed blevet en ekskluderende elitesport?

Frivillige organisationer skal have nye deltagelsesmetoder på banen for, at frivillighed ikke udelukkende bliver for eliten. Det kræver mere rummelighed og fleksibilitet for at sikre strømmen af frivillige hænder og inklusion, skriver Marie Baad Holdt.

<div>Frivillige er fundamentet for mange sociale organisationer og arrangementer som Udsatte Dag i Aalborg. Men for at sikre de frivillige kræfter, skal organisationerne inkludere alle og ikke kun eliten, mener chefkonsulent i Ingerfair.</div> — Frivillige er fundamentet for mange sociale organisationer og arrangementer som Udsatte Dag i Aalborg. Men for at sikre de frivillige kræfter, skal organisationerne inkludere alle og ikke kun eliten, mener chefkonsulent i Ingerfair.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Marie Baad Holdt

Partner, Ingerfair

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er bred konsensus om, at frivillighed er godt.

Godt for sagen eller målgruppen, der bliver hjulpet, og godt for dem, der engagerer sig som frivillige: Bedre helbred, færre indlæggelser, bedre mental sundhed, mindre ensomhed og større netværk er bare nogle af de sidegevinster, der er ved at opgive sin dyrebare fritid til fordel for en god sag.

Fakta

Marie Baad Holdt har siden 2013 været chefkonsulent i Ingerfair, hvor hun blandt andet er ekstern sparringspartner for Outsideren, Diakonissestiftelsen og UlykkesPatientForeningen.

Hun har mere end 20 års erfaring i samarbejdet med frivillige, både som ansat og som frivillig. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Med fordele som disse burde en læge kunne udskrive frivillighed på recept. Når Michael, viceværten, hvor jeg bor, døjer med dårlig ryg på grund af for mange løft og i hans egne ord ”en lidt for stor mave fortil”, kunne en gang affaldsindsamling på stranden være en del af kuren.

Udfordringen er bare, at mange organisationer slet ikke er gearet til, at vicevært Michael og andre, der ikke kan lægge et fast engagement på grund af smerter i krop eller på sjæl, skal være frivillige hos dem.

Jeg selv skal være den første til at sige, at frivilligheden er nemmest, når den passer ind i et excelark. Når de frivillige tager faste vagter, og jeg kan planlægge ud i fremtiden og dermed fokusere på alle de mange andre ting, der også står på frivilligkoordinatorens to do-liste.

Men vicevært Michael passer ikke ind i mit excelark. For den ene uge kan han måske kun hjælpe en times tid, inden ryggen siger fra, og de næste to uger er han sengeliggende.

Rummelighed, mangfoldighed og inkluderende fællesskaber
Vi taler om rummelighed og mangfoldighed og inkluderende fællesskaber, og organisationer sikrer penge til, at vi kan skabe plads til flere i frivillige fællesskaber. Men skaber vi rent faktisk plads generelt eller skaber vi kun plads i de projekter, der har det fokus i en given projektperiode?

Der danner sig et trist billede af, at frivilligheden i mange foreninger, hvor fokus er på den fælles sag og ikke den frivilliges baggrund, kun er for dem, der passer ind.
Marie Baad Holdt
Chefkonsulent, Ingerfair

Som ekstern sparringspartner for forskellige organisationer er jeg med til at sikre, at fondsstøttede projekter kommer i mål. Lige nu optager særligt et projekt en god del af min tid, hvor det at skabe plads til flere og sikre den gode introduktion og opstart i en forening er i fokus.

Læs også

Sociolog: Der er brug for nye initiativer til at sikre civilsamfundets ildsjæle

Debat

Det Velux Fonden-støttede projekt "Getting On", der er et samarbejde mellem Outsideren og Team Mod på Livet, undersøger de næste to år, hvordan en organisation bedst kan gøre plads til flere ved at kortlægge forskellige legitime deltagelsesformer.

Metoden, som vi kortlægger og tester, skal kunne bruges i andre organisationer, der gerne vil skabe plads til flere.

Er frivillighed blevet en elitesport?
Men hvad hjælper en metode, hvis frivilligheden ude lokalt kan sammenlignes med en elitesport, hvor der kun er plads til dem, der fast kan lægge et aftalt timetal i en god sags tjeneste. Hvor frivilligheden er organiseret efter mit excelarksprincip, og afvigere kun forstyrrer?

Jeg tænker ikke her på den slags frivillighed, hvor den personlige relation er i fokus, som for eksempel blandt mentorer og besøgsvenner, hvor der naturligvis så vidt muligt skal holdes, hvad der loves.

Jeg tænker på de mange aktiviteter, der foregår uge efter uge, hvor den personlige relation ikke er det vigtigste for at målet nås.

Jeg har den sidste måneds tid interviewet flere af de involverede i Getting On projektet omkring deres erfaringer fra tidligere forsøg på at blive frivillige.

Der danner sig et trist billede af, at frivilligheden i mange foreninger, hvor fokus er på den fælles sag og ikke den frivilliges baggrund, kun er for dem, der passer ind. Dem, der kan hoppe direkte ind i excelarket og løbe i samme hastighed som de andre efter en kort oplæring.

Frivilligheden her er ikke for begyndere, der lige skal se, om de overhovedet kan løbe, om de kan holde tempoet og klare strækningen.

Manglende fleksibilitet
Det er ikke uvilje mod at få nye ind, som ikke ligner dem, der allerede er, jeg hører om i interviewene. Det er en mangel på fleksibilitet.

Excelarkene med deres faste opgaver og roller er groet fast, og der er ikke været fokus på at gøre det anderledes, for det har jo virket indtil nu.

Så når vicevært Michael, eller en anden med smerter i krop eller på sjæl, kommer ind ad fordøren, forsvinder de hurtigt ud ad bagdøren, fordi de oplever, at de ikke lever op til forventningerne.

Forventningerne om at komme i et fastlagt tidsrum (som er fastlagt for nemheds skyld) og varetage en fastlagt rolle (fordi sådan ’plejer’ det at være organiseret) i det samme tempo som alle andre.

Et opgør med "plejer"
Skal vi for alvor tale rummelighed og mangfoldighed og inkluderende fællesskaber i organisationer og foreninger, så skal hjælpen til at se anderledes på det, vi har gjort længe, være der.

Som vanemennesker kan det være svært for os at tænke nyt, og hvorfor egentlig ændre noget, som fungerer fint? Eller måske fungerede fint. For jeg møder mange organisationer, som ikke længere får ligeså mange nye frivillige ind ad døren, som de kunne ønske sig, selvom de gør det, de plejer, for at få flere med.

Derfor er det mit ønske, at organisationer, der gerne vil skabe rummelige fællesskaber, også har fokus på at hjælpe i gang lokalt, hvor arbejdet skal foregå, og jeg håber at metoden, der arbejdes på i Getting Onprojektet, kan være en hjælp til dette.

Politik har aldrig været vigtigere