Debat

Sociolog: Der er brug for nye initiativer til at sikre civilsamfundets ildsjæle

DEBAT: Medarbejdere i den frivillige sektor går gennem ild og vand for sin sag med ekstra arbejdspres, højt tempo og interessetimer, men der mangler initiativer til at gribe dem og sikre deres velfærd, skriver Thi Merite Le på baggrund af sit kandidatspeciale.

Thi Merite Les kandidatspeciale blandt 11 nuværende og tidligere medarbejdere i en stor og en mellemstor organisation peger på, at der er behov for initativer til at sikre frivilliges arbejdsvilkår.
Thi Merite Les kandidatspeciale blandt 11 nuværende og tidligere medarbejdere i en stor og en mellemstor organisation peger på, at der er behov for initativer til at sikre frivilliges arbejdsvilkår.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En antagelse om medarbejdere i civilsamfundet er, at de er villige til at gå en ekstra mil og løbe  hurtigere, når arbejdsmængden er høj, og arbejdstiden er utilstrækkelig. Det er ikke bare en antagelse.

Mit kandidatspeciale blandt 11 nuværende og tidligere medarbejdere i en stor og en mellemstor organisation viser, at det er præcis, hvad der foregår i nutidens civilsamfund.

Især medarbejdere i mellemstore organisationer er indstillet på en høj arbejdsmængde, et højt arbejdspres, et højt tempo og på at lægge interessetimer. 

Indsigt fra felten
Flere medarbejdere fortæller, at der hos ledelsen mangler anerkendelse og forståelse for deres ofre  for organisationen. De har i stedet mødt en forventning om at skulle løbe hurtigere. Men hvornår har man løbet hurtigt nok?

Vi har et ansvar for at tage vare på medarbejderne i en sektor, der er til for at tage vare på andre.

Thi Merite Le
Sociolog og pædagogisk konsulent

I mit kandidatspeciale var det rungende svar aldrig.

En medarbejder fortalte, at arbejdskravene førte til en sygemelding på grund af stress, og at medarbejderen forlod organisationen ved raskmelding, fordi der ikke var mulighed for færre arbejdstimer. 

Konsekvenserne i sådanne tilfælde kan være store - både for medarbejdere og for organisationer, som risikerer videnstab og at skulle afsætte ressourcer til rekruttering og oplæring af nye arbejdere. 

Læs også

Overflod af kandidater, men problemer med fastholdelse
Folk står i kø for at få et job i civilsamfundet, fordi det er der, de kan gøre en forskel for den sag, de brænder for.

Jeg vil vove at påstå, at rekruttering ikke er et problem i civilsamfundet. Udfordringen ligger derimod i fastholdelse af medarbejdere.

Mange har en forestilling om, at et job i civilsamfundet gør det muligt at træde ind i et arbejdsfællesskab, hvor man løfter en sag i fællesskab. Mit kandidatspeciale viser dog, at dette ikke altid er virkeligheden.

Mit speciale viser, at medarbejderne kan opleve uoverensstemmelser i værdierne, som - hvis de ikke løses - kan føre til stor medarbejderudskiftning i organisationerne.

I et tilfælde forlod en ansat sit drømmejob, da medarbejderen ikke var enig med ledelsen om, at økonomien var drivkraften for arbejdet i organisationen.

Medarbejderens oplevelse var, at ledelsen i organisationen ikke forstod de ansattes drivkraft, men i stedet spandt guld på medarbejdernes villighed til at ofre sig for sagens skyld og dermed ikke tog vare på medarbejderne. 

På baggrund af mit speciale vil jeg påstå, at det er alfa og omega for stabiliteten i medarbejderstaben, at ledelsen i civilsamfundsorganisationer gør en særlig indsats for at skabe enighed om de kulturelle værdier på arbejdspladsen. 

Størrelsen har betydning
Der er behov for et sceneskift i civilsamfundet. Men hvad skal det til, for at det finder sted?

I de seneste år er dialogen om bedre arbejdsmiljø for medarbejdere i den frivillige sektor så  småt begyndt - blandt andet med flere artikler i Altinget, netværket Bedre  Arbejdsmiljø i NGO’erne og for nyligt med Ingerfairs undersøgelse om det psykosociale  arbejdsmiljø i frivillige organisationer.

Denne undersøgelse peger på, at organisationernes størrelse også har  indflydelse på medarbejderes vilkår.

Mit kandidatspeciale peger på, at der er brug for at udjævne følgende uligheder: 

  • Organisationernes finansieringsmuligheder afhænger af deres type og undersektor, og det  skaber en ujævn konkurrence blandt organisationerne, hvor de store organisationer har en klar fordel. 
  • Mellemstore og små organisationer har mindre mulighed for at kompensere deres medarbejdere sammenlignet med store organisationer. 
  • Organisationer, der arbejder meget projektorienteret, er økonomisk usikre. Det medfører høj medarbejderudskiftning og udfordringer for det kollegiale fællesskab. For det er svært  at opnå relationer med hinanden, hvis din kollega er væk om et år.
  • Mangel på overenskomster og fastansættelser i den frivillige sektor skaber usikkerhed og  utryghed for medarbejderne. 

Der er brug for nye initiativer, som kan sikre, at civilsamfundets ildsjæle ikke brænder ud.

Lad os få gang i dialogen om vedvarende driftsmidler, medarbejderkompensation/medarbejderfordele, projekt- og  fastansættelser samt overenskomster.

Vi har et ansvar for at tage vare på medarbejderne i en sektor, der er til for at tage vare på andre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00