ISOBRO: Facerne er tegn på foreningslivets forandring

Af Robert Hinnerskov
Generalsekretær i ISOBRO

Danskerne har efterhånden vænnet sig til at møde de såkaldte facere på gaderne i de større byer i Danmark. Facerne er et tidens tegn på de forandringer, foreningslivet har gennemgået over de sidste 10-20 år.

Man tegner sig som medlem af en organisation ude i det offentlige rum, hvor alle kan se det, og hvor alle kan forholde sig til det. Det er en åbenhed, som fuldstændigt flugter med den kærlighed, hvormed danskerne har taget de sociale medier til sig, hvor man i noget nær fuld offentlighed giver sig til kende på mangfoldige måder.

Lige i ansigtet
Nogle synes, medlemshvervning, kaldet face2face, er en pågående kontaktform, hvor man har svært ved at undslå sig. Sandheden er blot, at personlig kontakt altid har stået centralt i foreningslivet.

Jeg har ikke statistik på det, men jeg ved, at en meget stor del af de medlemskaber og det engagement, der findes i danske foreninger, er kommet til verden gennem personlig kontakt. Det var også det gennemgående synspunkt, da ISOBRO på Folkemødet i 2012 drøftede befolkningens engagement i foreningslivet med en håndfuld politikere. Ja, man får spørgsmålet lige i ansigtet, eller face-to-face, men det er nu engang sådan, det fungerer.

Lej en facer!
Organisationerne har aldrig været i tvivl om, at det krævende arbejde som facer i langt de fleste tilfælde bedst løses med lønnet arbejdskraft. I særdeleshed fordi indsamlingsloven og de indsamlingsetiske regler stiller ganske store krav til arbejdet.

Selvom arbejdet forudsætter en tilstrækkelig professionalisme, blandt andet en sikker balancegang på det indsamlingsetiske regelsæt, så er det mere end et arbejde.

Robert Hinnerskov
Generalsekretær i ISOBRO

ISOBRO har som brancheorganisation gennemført en omfattende etisk kontrol af netop dette for at fastholde fokus på de regler, der dybest set skal sikre, at face2face foregår på en ordentlig måde.

For år tilbage var facerne typisk ansat i den organisation, de hvervede for. Det har ændret sig en del. I dag kan man populært sagt ”leje en facer”, og der findes bureauer , som specialiserer sig i dette.

En facer fra et bureau, skal kunne det samme, som én man har ansat, og vedkommende skal vel at mærke kunne ”skifte optik” og være en autentisk repræsentant for den organisation, han eller hun p.t. arbejder for.

Den gode facer brænder for sin sag
Forholdet giver anledning til nogle overvejelser, idet jeg som borger tænker, at faceren er en entydig repræsentant for den pågældende organisation, at vedkommende, ud over for at få sin løn, rent faktisk arbejder for den pågældende organisation.

Jeg oplever, at de bedste facere er de, der brænder for den sag, de repræsenterer. Selvom arbejdet forudsætter en tilstrækkelig professionalisme, blandt andet en sikker balancegang på det indsamlingsetiske regelsæt, er det mere end et arbejde. I min optik forudsætter det, at faceren lever sig ind i den organisation, han eller hun repræsenterer, uanset ansættelsesforholdet.

Vigtig dialog med cityforeninger
I kraft at mit arbejde har jeg gennem mange år haft til opgave at sikre samarbejdet mellem de organisationer, der arbejder med face2face.

Det gælder at sikre, at de etiske regler overholdes, som organisationerne selv har formuleret og som nu er blevet en del af den såkaldte generalklausul om god indsamlingsskik under indsamlingsloven.

Det gælder at arrangere årlige informationsmøder for kommuner, cityforeninger, politi og på det seneste også med Indsamlingsnævnets deltagelse. På disse møder, hvor bølgerne da af og til er gået højt, har der altid været gode drøftelser med repræsentanter for organisationerne, og vi har på møderne kunnet udpege forhold, som parterne skal være opmærksomme på for at sikre face-to-face foregår på en måde, der ligger inden for de skrappe rammer, der afstikkes.

Skytsengel?
Det er nemlig ganske krævende at være facer, og jeg har også påtaget mig at rykke ud til møder med kommuner eller forretningsdrivende, når der har været enkeltstående situationer, som skulle håndteres. Et rejsehold bestående af én mand, kunne man sige, men dog med en betydelig opbakning.

En tanke har sommetider strejfet: Hvordan mon det egentlig er at være skytsengel? Er det sådan en, der sørger for, at tingene ikke eskalerer, at folk ikke kommer til skade, eller er det en, der erkender at det ikke er nogen skade til at få nogle knubs, når det blot ligger inden for grænserne af det rimelige?

Vi har desværre set enkelte situationer, hvor facerne er blevet behandlet rigtigt dårligt af forbipasserende, det er fuldstændigt uacceptabelt, og det har organisationerne så måttet tage hånd om.

Skide irriterende?
”De er skide irriterende” sagde én engang til mig, hvortil jeg måtte svare: ”Ja, det er ikke rart at blive konfronteret med de mange ubehagelige ting ude i verden eller i vores samfund, når man nu bare gerne vil have lov til at gå og handle ind i fred, men tænk hvis det var én af os eller én af vore nærmeste, der var ramt”.

Skytsengel eller ej, så holder jeg af facerne, og hvis de engang i fremtiden skulle blive afløst af helt andre kontaktformer, vil jeg savne dem, savne deres mod og ikke mindst deres engagement.