Klumme: Når filantropien bliver politisk

Sidste år gav børne- og socialminister Mai Mercado (K) Børnerådet besked på at flytte sit tolv personers store sekretariatet til Billund som et led i regeringens udflytningspolitik.

Ligesom andre udflytningsramte institutioner frygtede rådet, at man ville tabe viden og erfaring, hvis det ikke lykkedes at holde fast i de nøglemedarbejdere, der ikke ville flytte fra hovedstaden. Stor var glæden i Børnerådet derfor, da det så ud som om, man kunne finde fondsfinansiering til at oprette fem nye stillinger i København – og stadig flytte hovedsekretariatet til Jylland.

Men rådet havde gjort regning uden ministeren, der nedlagde veto over for idéen. Beslutningen om udflytning var principiel og politisk motiveret, måtte man forstå, og den politiske beslutning skulle en fondsdonation ikke rykke ved.

På sin vis er ministerens reaktion til at forstå, for hvad ville perspektivet være, hvis regeringens politik ville blive omgået af fondsbevillinger, der virker stik imod det politiske flertals hensigt?

Filantropiske initiativer, der trodser en lovligt indsat regering, kan i særlige tilfælde have samfundsmæssig legitimitet.

Birgitte Boesen
Klummeskribent

Den logik er til at forstå i en dansk sammenhæng, hvor der er bred opbakning til det politiske lederskab. Men perspektivet ændrer sig måske en anelse, hvis man rejser en tur over Atlanten.

Kontant modspil til regeringens politik
I USA er den amerikanske præsident, Donald Trump, i denne tid tilskuer til, hvordan hans politik på væsentlige områder får kontant modspil i form af massive fondsdonationer, der ønsker at sætte en helt anden dagsorden end den, præsidenten og hans regering ønsker.

Modstanden kommer fra den amerikanske multimilliardær, forretningsmand, forhenværende borgmester og grundlægger af den filantropiske fond Bloomberg Philanthropies, Michael Bloomberg, der på områder som klima og våbenlovgivning har vist sig at være en overordentlig aktiv modspiller til den officielle amerikanske politik.

Filantropen til bords med udenlandske regeringer
Hvordan det i praksis går for sig, kunne opleves en mandag i april, hvor Michael Bloomberg satte sig til rette i en paneldiskussion på Manhattan sammen med miljø- og klimaministeren fra Canada og hendes engelske energiministerkollega for at diskutere de globale udfordringer ved en fortsat brug af kulbaseret energi. Som magasinet The New Yorker bemærkede, var Bloomberg den eneste i panelet, der ikke repræsenterede en national regering. Derimod var han til stede i sin egenskab som FN’s særlige udsending i by- og klimaspørgsmål, men reelt set udfyldte han det tomrum, som er opstået, efter at den amerikanske regering har forladt den globale klimapolitiske arena.

Et par timer forinden havde Bloomberg Philanthropies offentliggjort en ny partneraftale, hvor fonden i samarbejde med den canadiske og britiske regering forpligter sig til at arbejde for en total udryddelse af kulproduktionen på globalt plan. Dette kan partnerne naturligvis ikke gøre alene, men selve signalet er ikke til at tage fejl af. Heller ikke hos præsidenten i det Hvide Hus, der i februar lancerede en plan for ”rent kul”, hvad det så end må betyde. Trump gjorde i sin valgkamp det til et selvstændigt mål at genoplive den hensygnende kulindustri, øge kuludvindingen og derigennem skabe flere arbejdspladser i kulindustrien, hvilket alt sammen går stik imod de fleste andre kulproducerende landes intentioner.

Allerede 22. april var Bloomberg igen på banen med en meddelelse om, at han ville indbetale de 4,5 millioner dollars, som kongressen i marts havde skåret i USA's bidrag til FN’s Klimasekretariat. Umiddelbart kan det lyde som et filantropisk skråplan sådan at gå lodret imod sit eget lands politik. Men sådan ser Michael Bloomberg ikke på det, fortalte han for nylig i et tv-interview på CBS News. Her gentog han nemlig sit løfte fra juni 2017 om at støtte klimasekretariatet med op til 15 millioner dollars – svarende til knap 100 millioner kroner, hvis regeringen trak sig fra den indgåede klimaaftale. Og det er i dette lys, at Bloombergs donation til sekretariatets drift i 2018 skal ses. Når regeringen således svigter, må andre tage ansvaret på sig, lød argumentet.

Nu er 4,5 millioner dollars i en bloombergsk optik et relativt beskedent beløb, men donationen sender et stærkt signal til den amerikanske regering om, at fonden er klar til at være en form for ’modkraft’ til den nuværende politik. Akkurat som det er tilfældet med fondens støtte til det landsdækkende initiativ, som mange af landets 1.400 borgmestre har taget, og som er en reaktion på regeringens modstand mod Parisaftalen. Og ligesom det samfundsinitiativ, The American Pledge, som fonden støtter økonomisk, og som samler delstater, virksomheder og enkeltpersoner omkring en forstærket amerikansk klimaindsats, når nu regeringen ikke vil.

En multimilliardær med en agenda
Forretningsmanden Michael Bloomberg har skabt sin milliardformue gennem firmaet Bloomberg LP, der formidler finansielle nyheder, analyser og data om den globale udvikling i værdipapirer, råvarer, valutaer, fonde og børsnoterede firmaer. Platformen er verdensomspændende og har gjort Michael Bloomberg yderst velhavende. I 2006 grundlagde han Bloomberg Philanthropies, der er aktiv i mere end 120 lande, og som er en af de store amerikanske filantropiske fonde. Fonden har også en dansk vinkel, idet den er med til at finansiere det globale bynetværk C40 sammen med Realdania – og den engelske Children’s Investment Fund Foundation.

Selvom Bloomberg personligt er mangemilliardær, har velstanden ikke fået den nu 76-årige rigmand til at trække sig tilbage til milliardærlivets mere afslappende herligheder. Tværtimod kastede han sig i 2002 ud i sin første runde som borgmester for New York City – en post, han bestred over tre valg frem til 2014. I tredje runde skete genvalget på trods af en bestemmelse om, at byens borgmester kun kunne sidde i to omgange. Denne regel fik Bloomberg i 2008 afmonteret, blandt andet med henvisning til at finanskrisen krævede særlige politiske lederegenskaber. Dette magtkneb gav nok nogle ridser i lakken, men i det brede perspektiv er han anerkendt som en borgmester under hvis ledelse, det lykkedes at nedbringe kriminaliteten, forbedre sundhedssystemet og holde økonomien i stram snor.

Stærk politisk aktør
Det er således en erfaren hands-on-politiker, forretningsmand og filantrop, der udfordrer Trump og hans republikanske regering på centrale områder. Det gælder ikke alene indsatsen for en bæredygtig klimapolitik, men også en årelang kamp for en strammere våbenkontrol. I 2014 donerede Bloombergs fond 50 millioner dollars til en ny alliance, "Everytown for Gun Safety", med det formål at være en paraplyorganisation for en række organisationer, der kunne udgøre en form for modvægt til den magtfulde våbenlobbyorganisation NRA.

Initiativet blev i 2017 fulgt op af en fondsdonation på 200 millioner dollars til en indsats for at skabe mere tryghed i amerikanske byer gennem øget kontrol med våben, en målrettet klimaindsats og initiativer, der kan dæmme op for det stigende narkotikamisbrug. Alle områder repræsenterer politiske udfordringer, som er med til at destabilisere de civile samfund, og som nogen må gøre noget ved, mener man i Bloomberg Philanthropies.

Handlekraft i et magtpolitisk tomrum
Både herhjemme og i USA er det usædvanligt, at en filantropisk fond og fondens stifter engagerer sig så direkte i politiske initiativer og handler imod beslutninger, som en lovligt valgt regering har truffet. Men det anfægter ikke Michael Bloomberg og hans fond, der utrætteligt fortsætter den kritiske kurs over Trump, hvilket samtidig iscenesætter Bloomberg som en handlekraftig modpol til den nuværende amerikanske præsidents lederskab.

Set udefra kan det til tider være svært at afgøre, hvornår det er politikeren Michael Bloomberg, og hvornår det er filantropen og fonden, der er på færde. Og selvom Bloomberg ikke direkte vil medgive, at han i kraft af sine handlinger er med til at udfylde et politisk tomrum, så påpeger han i føromtalte interview på CBS, at Trump mangler lederevner, og at præsidenten ved at skifte mening gang på gang efterlader sine medarbejdere i et uværdigt ingenmandsland. Det skaber farlige og foruroligende situationer, hvor de mange udskiftninger på ansvarsfulde poster giver ustabilitet.

Samfundsmæssig legitimitet
Filantropi er ikke per definition destineret til at gøre det rigtige eller for den sags skyld være demokratisk. Derfor er det også afgørende for manden og fonden, der bærer navnet Bloomberg, at den samfundsmæssige legitimitet er i orden. Det sikrer de blandt andet ved at basere deres indsats på en bred alliance med deltagere fra såvel den politiske og den civile verden samt fra erhvervslivet, der deler overbevisningen om, at det haster med at få verden til at handle på klimadagsordenen.

Klimaforandringerne koster samfundet enorme ressourcer, som kunne være brugt på bedre formål end at rydde op efter naturkatastrofer. Og som den forretningsmand og investor Michael Bloomberg også er, peger han samtidig på de økonomiske risici for konkurs, som eksempelvis forsikringsselskaberne udsættes for, hvis de i lang tid fremover vil blive mødt med nye krav om at dække kundernes voldsomme tab som følge af klimaforandringer.

Ubesvarede spørgsmål
Tilbage står (mindst) to ubesvarede spørgsmål. Det ene er, hvor denne satsning bringer Michael Bloomberg hen. Han har flere gange været nævnt som en mulig præsidentkandidat, selvom han både i 2008 og 2016 endte med at meddele, at han ikke var kandidat. Alligevel spekuleres der fortsat på, om den politisk engagerede Bloomberg kunne tænkes at stille op næste gang, hvilket han da heller ikke selv udelukker. Omvendt nærmer Bloomberg sig de 80 år, og selvom han intellektuelt er fuldt på højde med langt yngre kræfter, er det spørgsmålet, hvor attraktivt det vil være at blive trukket gennem en langstrakt politisk kampagne, når man som han allerede har en indflydelsesrig platform at operere ud fra.

Det andet ubesvarede spørgsmål er, om Trump i længden vil acceptere den ydmygelse, det er, når lokalregeringer, filantropiske fonde og virksomheder samles om at betale de nationale udgifter, der er forbundet med USA's tilslutning til Parisaftalen, indsatsen for en strammere våbenkontrol med videre. Allerede nu er der godt gang i præsidentens foretrukne kommunikationsplatform, Twitter. Blandt andet giver Bloombergs udtalelser om, at Trump blot er en ”rimelig succesfuld byggematador” uden ledererfaring, og at han ikke er en rigtig forretningsmand, anledning til harske kommentarer.

Næste kapitel i denne føljeton er ved at blive skrevet. Tilbage i det filantropiske hjørne er den tanke, at filantropiske initiativer, der trodser en lovligt indsat regering, i særlige tilfælde kan have samfundsmæssig legitimitet, så længe de er bakket op af en bred koalition af andre demokratiske kræfter.

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.