Debat: Politikernes paradigmeskifte er et angreb på civilsamfundets arbejde

KOMMENTAR: Paradigmeskiftet i dansk flygtningepolitik er et angreb på den grundlæggende værdi i den sociale kontrakt: det tillidsfulde medborgerskab, siger Morten Goll, adm. direktør for Trampolinhuset.

Af Morten Goll 
Adm. direktør for Trampolinhuset

Civilsamfundet og kommunerne har styr på integration, men med paradigmeskiftet angriber Folketinget en af vores vigtigste ressourcer i det arbejde. Uden det tillidsfulde medborgerskab fejler integrationen af vores flygtninge. Det kan resten af vores samfund heller ikke tåle!

Det politiske paradigmeskifte vs realiteterne 
Omkring den 10. december sidste år ringede Nouria mig op og sagde på et nydeligt dansk med arabisk accent: “Min datter er holdt op med at gå i skole, hun har opgivet at lære dansk.” Jeg spurgte ind til datterens situation. Moren forklarede mig, at den modtageklasse, datteren gik i, som består af elever, der alle er flygtninge fra Mellemøsten, som skal op til eksamen i 9. klasse, er nedsunket i kaos, efter at politikerne lancerede finansloven og paradigmeskiftet i flygtningepolitikken.

Eleverne har mistet fokus og motivation. Lærerne er ikke længere i stand til at kalde dem til orden, og datteren, som ellers er intelligent, kreativ og ambitiøs, har givet op. Så den 15-årige pige sidder nu derhjemme og tænker over en verden, som ikke længere har en plads til hende. Hun er holdt op med at tro på, at Danmark vil hende det godt. Hun mener, at skolen og kommunen er racistisk. Vores rådgivning taler med kommunen, og det står os klart, at det ikke er tilfældet. Kommunen forsøger med de muligheder, de har, at skabe et ungdomsliv og uddannelsesforløb til deres unge flygtninge. Der er dog et grundlæggende og altoverskyggende problem i kommunikationen mellem kommune og medborger: Tilliden mellem dem er forsvundet!

Hvis Inger Støjberg, Mette Frederiksen og Martin Henriksen læser denne klumme, så kan de lægge den fra sig nu og gå ned i snapstinget og skåle på det. Deres paradigmeskift er allerede effektivt. 400.000 medborgere er begyndt at fatte, at de ikke er velkomne i Danmark på grund af deres hudfarve, religion, spisevaner, navne, påklædning og etniske tilhørsforhold. Det er 8 % af befolkningen, som i øvrigt ikke har politisk repræsentation, fordi de ikke har stemmeret.

Opgaven lykkedes faktisk for os!
Ude i civilsamfundet, der, hvor integrationen foregår, skåler vi på, at samfundet viser sig robust nok til at håndtere mødet med fremmede kulturer. Hans Lassen konkluderer i sin ph.d.-afhandling fra 2018 følgende: integrationsindsatsen har været en succes. Nej, det går ikke som smurt, og ja, der er fortsat alvorlige problemer. Men kurven er knækket, og tallene går i den rigtige retning. Ifølge Politikens nyeste oplysninger (19. januar 2019) kommer stadig flere indvandrere med ikkevestlig baggrund ind på det danske arbejdsmarked. Vi i civilsamfundet undrer os derfor over, hvilken planet Folketingets medlemmer kommer fra? For samlet set er den virkelighed, som de beskriver, ikke virkelighedens Danmark.

Vi skåler på, at 43 % af de flygtninge, der kom i 2015, i dag er i arbejde. Vi ved, at Dansk Flygtningehjælp, Trampolinhuset, Send Flere Krydderier, Kringlebakken og masser af andre organisationer, som er vokset ud af civilsamfundet landet over, arbejder på at hjælpe kommunerne med at finde løsninger for de sidste 57 %. Vi samarbejder med små og store danske virksomheder, som tager ansvar og gør en indsats for integrationen ved at ansætte borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Ikke fordi de er godgørende, men fordi de efterspørger arbejdskraften. Kort og godt!

Det er folk ude på virksomhederne, civilsamfundets frivillige og kommunale integrationsmedarbejdere, som løfter opgaven. Vi står med de daglige problemerne. Vi ved, hvad det betyder, når man skal sælge demokratiet og ligestillingen mellem kønnene og den sociale kontrakt til en kvinde, som er opdraget til at være ubetalt hjemmegående arbejdshest i en familie, der lever efter et mønster, som svarer til dansk kultur anno 1950.

Vi ved, at Nouria og børnene har rigtig svært ved at fatte tillid til andre end dem selv. Det var familiesammenholdet, der fik dem til at klare turen i gummibåden over Middelhavet. Deres oplevelser før krigen i et bundkorrupt patriarkalsk samfund har vaccineret dem fra at stole på myndigheder. Vi kender disse medborgere; fordi de har tillid til os, ved vi, at vi kan få dem til at række ud efter deres demokratiske rettigheder og pligter, hvis de har en grundlæggende tillid til, at systemet og samfundet faktisk vil dem det bedste.

Paradigmeskiftet er et mistillidsvotum
Det mistillidsvotum, som paradigmeskiftet repræsenterer over for ikke etnisk danske borgere, gør det sværere for dem at gøre netop det. Det gælder for den syriske 12-tals-pige, som mister modet, sammen med de andre unge på danskholdet. Mange flygtninge har været udsat for ekstremt livstruende situationer, har både mistet familie og venner. Tillid er simpelthen en mangelvare, hvis fravær truer selve personligheden og eksistensen. Alle mennesker har brug for at kunne stole på omverdenen. 

Lad mig illustrere dette med endnu et eksempel. Jeg stod en aften og nød en øl i Trampolinhuset sammen med en frivillig ved navn Simon. Han har været i Danmark i tre til fire år, og har lønarbejde som håndværker. Mens han hjalp mig med noget arbejde i Trampolinhuset, lagde jeg mærke til hans rastløshed, men samtidig hans behov for at vise sin loyalitet over for huset. Han arbejdede hårdt.

Rejsen gennem Sahara
Da vi skålede i øl efter endt arbejde bemærkede jeg pludselig, at tårerne trillede ned fra hans øjne. Han begyndte at fortælle sin historie. Han sover aldrig mere end et par timer ad gangen. Han vågner ved synet af sine venner i sandet. De gik gennem Sahara sammen for at nå Middelhavet. Undervejs slap mad og vand op. Han sagde, at han overlevede, fordi han var vant til afsavn fra sin tid i militæret, hvor de ofte gik uden mad i mange dage. Han var den eneste, der ikke drak sin egen urin. Han bad dem om at lade være, men de andre gjorde det alligevel. Da han kom gennem Sahara, havde han efterladt sine fire bedste venner en efter en i sandet, uden at kunne begrave dem.

Når man har oplevet sådan noget, har man mistet tilliden til verdenen, til sig selv, til gud og mennesker. Man sidder tilbage med meningsløsheden og skyldfølelsen: Hvorfor var det mig, der overlevede? Kunne jeg have reddet dem? Har jeg fortjent livet?

Når Simon kommer og arbejder frivilligt hos os på trods af søvnmangel og lønarbejde, så er det udtryk for, at han har valgt at tro på livet, på mennesket og fællesskabet. Han har brug for at udveksle tillid, for at få sit liv tilbage. Det kræver et stort mod, og jeg beundrer ham for det. Jeg kan ikke foregive at forstå, hvad han har været igennem, men jeg kan give ham en hånd ved at invitere ham ind i vores fællesskabet. Det samme gælder for Nourias familie. Der er healing i fællesskaber. Men Folketingets flertal nægter Simon og Nouria en hånd. Paradigmeskiftet er en katastrofe for den proces, som kan hjælpe de sidste 57 % til at blive lige så effektive som indfødte danskere på arbejdspladserne.

Hvad sker der for Danmark?
Nouria taler nu om at rejse tilbage og starte forfra. Hun kan ikke længere forsvare at have ført sine børn til Danmark, et land, som efter hendes opfattelse forhindrer børnenes uddannelse, blokerer deres fremtid og savner respekt for deres basale rettigheder. Hun har tænkt sig at flytte sin familie til Damaskus, hellere før end siden. Hun ser stort på sikkerheden, for hun føler, at Danmark er værre end Syrien. 

Man kan sige, at det jo er helt fint, for Syrien skal genopbygges, og det vil sikkert gå bedre, hvis befolkningen vender hjem og giver en hånd. Hele formålet med paradigmeskiftet er at få flygtninge til at forlade Danmark. Godt for Syrien. Mindre godt for Simon. Hans netværk ligger udtørrede i ørkensandet, og Eritreas diktator, Afewerki, har stadig en plan med ham. Jeg ved godt, at den slags argumenter ikke bider på Mette, Inger og Martin.

Hvad sker der for det danske demokrati, når man fra politisk hold fører en politik, der øger den indbyrdes mistillid i befolkningen. Bevidst udgrænser befolkningsgrupper og gør dem til syndebukke. Tvinger kommunale jobcentermedarbejdere til at praktisere umenneskelige regler, som er designet til at få mennesker til at føle sig uvelkomne. Den fællesskabsfølelse, som danske politikere sælger os med paradigmeskiftet, bygger ikke på tillid. Den bygger på den indforståede nervøse hygge, som skabes mellem en gruppe mennesker, når man tager den sidst ankomne og smider hende ud. Vi rykker sammen, og hver især får vi travlt med at bekræfte, at en anden end mig nu sidder nærmest ved døren.

Politikerne skaber en unødvendig frygt
Efter min mening truer politikernes handlinger vores velfærdssamfund, fordi de er i gang med at ændre et grundlæggende solidaritetsprincip. Vi plejede at acceptere solidariteten, fordi vi havde tillid til hinanden. I fremtiden hviler den sociale kontrakt på frygten for at blive den næste, der skal smides ud af fællesskabet. Det er en frygt, der giver folk travlt med at udpege den næste fremmede.

Problemet er, at det er komplet unødvendigt! Civilsamfundet og kommunerne har styr på integrationen. Den krise, som retfærdiggør paradigmeskiftet, er fatamorgana. Hvis blot folketingsflertallet ville opgive deres angreb på det, der holder samfundet sammen, og lade os gøre arbejde. Stille og roligt. Som Nouria siger, når man spørger hende: Hvordan har du det?

---------

Nouria og Simons rigtige navne er forfatteren bekendt.

Forrige artikel Debat: Civilsamfundets medarbejdere er en særlig gave for deres ledere Debat: Civilsamfundets medarbejdere er en særlig gave for deres ledere Næste artikel Debat: Vi må smide fløjlshandskerne og sætte grænser for det grænseløse arbejdsliv Debat: Vi må smide fløjlshandskerne og sætte grænser for det grænseløse arbejdsliv
  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Har Martin Henriksen og Inger Støjberg aftaler med et livsforsikringsselskaerb?

    Det er nærliggende at forestille sig, at de 2 nævnte politikere har en verdensopfattelse, der er 100% dansk: alt er lige så godt som i Danmark:

    Ude i den farlige mellemøstlige verden går alt regelret til, retsstaten fungerer, aftaler overholdes, menneskerettigheder eksisterer og respekteres, de hjemsendte flygtninge repatrieres, får bolig, arbejde, mad og skolegang til børnene osv. osv., ELLER?

    En eller flere af sikkerhedspolitiets fraktioner har eller får lyst til "at have noget på de hjemvendte". De kan "udgøre en trussel for statens sikkerhed" fordi de måske forventes at vende hjem med et ønske om at omstyrte den stat, hvis ageren i første instans gjorde det nødvendigt for dem at flygte.

    Vi i Danmark ved det ikke med sikkerhed, men det er nok ret sikkert, at i det omfang flygtningene bliver tvunget hjem til en stat, som de ikke selv har midler til hverken at sætte på demokratisk fode, endsige genopbygge - for økonomiske ressourcer, der er ikke-eksisterende - da kommer vi ikke til at høre om, at de måske er forsvundet fra jordens overflade, fordi deres oprindelige hjemstat har betragtet dem som persona non grata.

    Man må derfor spørge Marin Henriksen og Inger Støjberg: Finder I det ikke rimeligt, i anstændighedens navn, at de hjemsendte får mulighed for at tegne livsforsikringspolicer på den Danske Stats regning?

    Jeg har endnu til gode at kunne høre/læse om lykkelige repatrieringer af tvungent hjemsendte flygtninge fra/til Mellemøsten, Eritrea, Somalia og Afganistan. I må sidde inde med et hav af solstrålefortællinger?

    Bagud i historien hørte vi lang tid efter, hvad der hændte med de sovjettiske statsborgere, der af den ene eller anden grund var endt på den vestlige side af jerntæppet ved afslutningen af 2.den verdenskrig.

    Iht. Jalta-aftalen mellem Roosevelt, Churchill og Stalin forpligtede vestmagterne sig til at hjemsende samtlige sovjetborgere, der var endt i Vesten.

    De udførtes primært på den måde, at de stakkels sovjetter blev lastet ombord på fragtbåde, der sejlede til Odessa (i dag i Ukraine).

    "Velankomne" dertil blev den menneskelige last ført i land og direkte hen til forud opstillede maskingeværpelotoner, der foretog massehenrettelser på stedet uden forudgående rettergang og domfældelse.

    Udyret Stalin havde forlods defineret de hjemkomne som upålidelige 5.kolonne agenter, der ville og kunne påvirke hjemlandets befolkning i en for ham ikke ønsket retning.

    Det er ikke utænkeligt at udyret Assad i Syrien vil have en tilsvarende opfattelse at flygtninge, der bliver tvungent hjem fra Danmark.

    Såfremt Martin Henriksen og Inger Støjberg er i besiddelse af et mindstemål af hæderlighed, ære og empati, bør de tage på flere weekendophold i forskellige syriske områder for ved selvsyn at danne sig et konkret overblik over hvor sikkert det er at vende hjem.

    Jeg skal i den forbindelse opfordre medborgere, der ved noget om crowdfunding til at påbegynde en indsamling til finansiering af Martin Henriksens og Inger Støjbergs udgifter til rejser, ophold og fortæring-

  • Anmeld

    Anthony Barrett

    London´s borgmester er et ypperligt eksempel på muslimsk integration

    I den forløbne uge har Kenneth Kristensen Berth fra DF været i en disput med Pelle Dragsted fra EL om hvorvidt der findes lande, der har evnet at integrere muslimer. Folketingets formand viste endnu engang sin manglende formåen til at være neutral i sit embede og greb ind i disputsen til hr. Berth´s fordel.

    Til de ikke-vidende DF´ere skal jeg tillade mig at bemærke at den muslimske borgmester Sadiq Khan i London (der har en befolkning der er dobbelt så stor som hele Danmarks) offentligt har skoset Labour-partiets leder Jeremy Corbyn for ikke at evne at tage hånd om problemer med antisemitisme i Labour.

    En muslim, der håndfast agerer som beskrevet til fordel for jødiske medborgere, må siges at være perfekt integreret.

    Sadiq Khan har være medlem af Labour i 33 år. Han er en vellidt borgmester i skarp modsætning til sin rabiate forgænger Boris Johnson, der om nogen har stået for at misinformere befolkningen i England om, hvilke "velsignelser" Brexit ville kunne medføre.

    Der er et meget stort antal yderst velintegrerede muslimer i UK. Som i alle andre lande (også Danmark) hører de mindre integreret muslimske grupper til i de socialt dårligst stillede dele af samfundet. Det er der for så vidt ikke noget uforståeligt i. Som alle andre socialt belastede personer skal de blot hjælpes på fode, og når de er "kommet på benene" er der ingen grund til at sende dem ud af landet.

  • Anmeld

    Morten · administrerende direktør

    Kære ANTHONY,

    tak for din kommentar. Jeg er enig med dig i at repatriering ikke er så uproblematisk som jeg måske giver udtryk for i klummen. Jeg kunne sagtens have udbredt dette tema, men en klumme må kun have en hvis længde, som allerede er overskredet i dette tilfælde. Jeg valgte derfor at fokusere på hvad paradigmeskiftet gør ved det danske samfund.