Debat

Kommentar: Find vej gennem den amerikanske velgørenhedslabyrint

KOMMENTAR: Hvis du har udsigt til at foretage donationer i USA, er det en god idé at undersøge den velgørende organisation, du overvejer at støtte. Michael Ambjorn giver her en introduktion til, hvordan man går en organisation efter.

I USA kan velgørende organisationers strukturer være komplicerede at gennemskue. Men det kan lade sig gøre med de rette hjælpemidler.
I USA kan velgørende organisationers strukturer være komplicerede at gennemskue. Men det kan lade sig gøre med de rette hjælpemidler.Foto: Jan Sluimer/Colourbox
Michael Ambjorn
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Rejser du som leder af en dansk virksomhed eller fond i USA, løber du før eller siden ind i deres filantropikultur. Det hænder, at forretningsforbindelser foreslår, at man yder bidrag til velgørende formål. Og hvordan sikrer man sig så due diligence - altså at man støtter en reelt god sag? Det er et spørgsmål, som jeg fra tid til anden får fra de seniorledere, jeg rådgiver.

Med nyhederne om, at staten New York har stævnet familiefonden Donald J. Trump Foundation for ulovlig koordinering med Trumps valgkampagne i 2016, er der kommet øget fokus på, hvordan den slags fondsstrukturer fungerer i praksis.

Det korte svar på, hvordan man sikrer sig due diligence: Er det et større beløb, så hiv fat i en amerikansk advokat med filantropi som speciale.

Er der derimod tale om et mindre beløb, får du hér en hurtig oversigt over nogle af grundbegreberne angående registrerede amerikanske velgørenhedsorganisationer. Og vi går ud fra, at det er med filantropisk hensigt og intet andet.

De amerikanske velgørenhedsorganisationers landskab
Det amerikanske skattevæsen har et koncept, der hedder Exempt Organization. Det indebærer, at nogle organisationer er undtagne fra bestemte beskatninger. Der bruges ofte en række forkortelser, når man taler om forskellige organisationstyper. Her er et par eksempler (der er 29 af slagsen):

  • 501(c)(3) henviser til velgørende organisationer, inklusive en række organisationer, som har bredere fokus på forskning og sport med mere. Et par eksempler på disse er American Red Cross og United States Olympic Committee. Ja, og så Donald J. Trump Foundation - i hvert fald indtil videre.
     
  • 501(c)(6)-kategorien dækker over handelskamre og sektororganisationer, for eksempel US Chamber of Commerce og Society for Human Resource Management.

501(c)(3) er den hyppigste organisationsform. Men sagen er den, at 501(c)(3)-organisationer ofte har en 501(c)(6) som en del af deres struktur. Derfor kræver en undersøgelse af organisationerne ofte lidt detektivarbejde.

Men når det er sagt, så kan det godt lade sig gøre. Her får du værktøjerne til at gennemskue det.

990-formularen er din ven
Alle registrerede Exempt Organizations, der omsætter for mere end 100.000 dollars, skal årligt indsende en formular til det amerikanske skattevæsen, Internal Revenue Service (IRS). Den formular kendes på sit nummer: 990. Og den er offentligt tilgængelig. Men den er også lang og lidt forvirrende. Og svær at finde direkte via IRS.

Hvad gør man så? Der er en række nonprofitorganisationer, som fokuserer på organisationers transparens, der kan hjælpe. Det koster ikke umiddelbart noget (omend du nok skal oprette en gratis konto og logge ind). Men hvis du gør en vane ud af at foretage denne slags undersøgelser og synes, at de gør et godt stykke arbejde, kan du jo hælde lidt penge i deres kasse.

I første omgang søger du efter organisationen, du vil undersøge, på guidestar.org - de har 990-formularer på lager (normalt for de seneste tre rapporterede år). Og velrenommerede organisationer indberetter ekstra information, og de kan dermed få en ‘rating’, som spænder fra bronze til platin. American Red Cross har for eksempel ‘GuideStar Platinum’-status. Trumps organisation deltager ikke i programmet, og den har dermed ingen bedømmelse.

Et andet redskab er charitynavigator.org, hvor 990-formularer også kan findes. Her er fokus på de største Exempt Organizations – for eksempel har American Red Cross 3 ud af 4 mulige stjerner, mens Donald J. Trump Foundation har en High Concern Advisory. Et sådant varsel indikerer, at der findes bekræftede påstande om eksempelvis bedrageri, ulovlig adfærd eller dårlig ledelse i en organisation.

Men hvis du vil kigge på en tredje organisation, og de ikke har nogen ‘rating’, hvad gør du så? Der er en række sektioner, man normalt kigger på, hvis man vil sikre sig, at det er en organisation, der reelt har velgørende formål.

Det skal siges, at teksten “under penalty of perjury” indgår i 990-formularen lige over underskriften. Det betyder, at hvis man lyver eller udelader information, begår man mened, og så er formularen ikke meget værd. Men hvis vi forestiller os, at informationen er korrekt, kan vi se nærmere på tre kategorier:

Financials
I denne sektion beskrives det, hvor organisationer får deres penge fra, og hvad de bruges på. Det er en god idé at undersøge, hvilke projekter eller grupper en organisation tidligere har støttet, og hvor de har fået pengene fra. Du kan også overveje, om en organisation for alvor behøver yderligere støtte. Harvard har for eksempel, ifølge deres seneste 990-formular, 75.287.515 dollars i aktiver. Sat lidt i perspektiv, så svarer det rundt regnet til en fjerdedel af det danske bruttonationalprodukt. Så det er muligt, at der er mere brug for din donation andetsteds.

Og husk, at det er bedst at kigge på tværs af et par år, så man får en bredere forståelse for, hvor en organisation bevæger sig hen.

Statement Regarding Activities
Dette er en meget lang sektion. Det er her, du kan læse om eventuelle politiske aktiviteter (og der henvises muligvis til supplerende sider, evt. Schedule C). Når du gennemgår den, bør alarmklokkerne ringe, hvis en organisation svarer ja til at have handlet med inhabile personer. Læs det grundigt og tænk to gange over, om du vil involvere dig i organisationer, der ikke detaljeret forklarer, hvad de har gang i.

Information About Officers, Directors, Trustees, Foundation Managers, Highly Paid Employees, and Contractors
Virker fonden indspist? Er der mange medlemmer af samme familie? Det er sjældent et godt tegn. Og er eventuelle lønninger proportionelle med organisationens størrelse?

Lige på det sidste punkt bliver du muligvis overrasket over, at nogle af lønningerne kan ligge oppe over 500.000 dollars. Det er ofte organisationer, der omsætter for flere milliarder dollars. På dette punkt er en analyse fra Charity Navigator ekstra nyttig. De hjælper med perspektiv.

Summa summarum er, at hvis du handler i Amerika, bliver du før eller siden spurgt, om du vil donere penge til velgørende formål. Du kan prøve selv at undersøge foretagendet og dets baggrund eller få hjælp af en specialiseret advokat. Men glem ikke at undersøge organisationens finanser, aktiviteter og struktur. Held og lykke.
---------------------------------

Michael Ambjorn er strategirådgiver, facilitator og adm. dir. hos AlignYour.org og tidligere bestyrelsesformand for en 501(c)(3)- og en 501(c)(6)-organisation.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00