Kommentar: Fondene spiller en stor rolle i dansk kulturliv, men gør det dem også magtfulde?

KOMMENTAR: Medierne italesætter ofte fondenes rolle som et spørgsmål om magt. Men heri ligger en risiko for at overse kulturlivets reelle udfordring, skriver Birgitte Boesen.

Uanset om man bruger det klassiske eller det udvidede kulturbegreb, udgør fondenes bidrag til det samlede kulturliv kun toppen af kransekagen, skriver Birgitte Boesen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Birgitte Boesen

Cand. scient. pol. og Indehaver af büroCPH

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I sommer bragte Dagbladet Information en serie artikler under overskriften "De magtfulde kulturfonde".

Gennem interviews med fondschefer fra nogle af de fremtrædende fonde gik redaktionen tæt på 'kulturlivets nye magthavere' og beskrev, hvordan kulturlivet bliver mere og mere afhængig af de penge, som fondene og de fondslignende foreninger bevilger til kulturområdet.

Det er langtfra første gang, at et dagblad taget fat om emnet. Erhvervsmediet Finans har gennem flere år bragt artikler under temaet De magtfulde fonde, og Ekstra Bladet kørte i 2017 en serie "De styrer Danmark" om stenrige danske fonde, der med avisens egne ord "er med til at styre kunst, kultur og forskning".

Magt eller afhængighed?
Medierne har for vane at italesætte fondenes rolle som et spørgsmål om magt. Men heri ligger samtidig en risiko for at overse kulturlivets reelle udfordring: Nemlig at kulturlivet er blevet så afhængig af private midler, at de ikke kan fungere efter deres formål uden fondsmidler.

Uden private, filantropiske midler vil det under de givne politiske prioriteringer af kulturområdet være svært at realisere mange af de forskningsopgaver, udstillinger, koncerter, scenekunst og andre aktiviteter, som er selve essensen af et aktivt og levende kulturliv.
Birgitte Boesen
Cand.scient.pol. og indehaver af büroCPH

For nogle institutioner er situationen den, at de må hente næsten lige så mange midler hos fondene som hos det offentlige.

Som det vil fremgå nedenfor, gælder dette tydeligvis på museumsområdet og inden for billedkunsten, hvor fondspenge udgør markante procentdele af de samlede årlige bevillinger.

Med dette som baggrund er der god ræson i udsagnet fra CBS-professor og fondsekspert Anker Brink Lund, der i juli sagde følgende til Information: "Kulturlivet ville simpelthen gå i panik, hvis de (fondene) ikke fandtes".

Kulturens pengestrømme
Som mange vil vide, er kulturområdet det område, der næst efter videnskab modtager flest fondspenge. Men for bedre at nuancere den rolle, fondene spiller i dansk kulturliv, kan man med fordel dykke ned i den faktamættede rapport om fondenes bevillinger til kultur, der i marts blev udgivet af Fondenes Videnscenter.

Nogle af konklusionerne herfra belyser samtidig det afhængighedsforhold, som kulturlivet har til fondene, på trods af at de modtager mange flere penge fra staten og kommunerne end fra fondene.

Tallene taler for sig selv
Det klassiske kulturområde modtager årligt lidt over 19 milliarder i samlet støtte fra det offentlige og fondene. Udvider man med områder som idræt, fritid samt folkeoplysning og folkehøjskoler, er beløbet i alt knap 26 milliarder.

Det er en central pointe, at en væsentlig del af offentliges midler på forhånd er bundet af flerårige budgetter, herunder udgifter til basisdrift.

I 2017 bevilgede fondene 2,2 milliarder til de klassiske kulturområder, og regner man idræt, fritid samt folkeoplysning og folkehøjskoler med, kom beløbet over 2,8 milliarder.

Så uanset om man bruger det klassiske eller det udvidede kulturbegreb, udgør fondenes bidrag til det samlede kulturliv kun toppen af kransekagen.

Læs også

Kommentar: På forkant i udkanten

Kommentar

Den oplevede afhængighed
Som den talskarpe læser allerede har regnet ud, udgør fondenes bidrag i disse år 11 procent af de samlede, årlige kulturbevillinger, mens det offentliges bidrag i alt udgør 89 procent.

Når grundige medier som Information og Finans på trods af denne klare økonomiske byrdefordeling alligevel udlægger fondene som "magtfulde kulturaktører", hænger det sandsynligvis sammen med, at det udefra opleves sådan. Men om det er en myte blandt iagttagere eller en realitet blandt kulturaktører, står ikke helt klart.

Af Informations interviews med kulturlivets egne aktører fremgår det, at nok er man dybt afhængig af fondstilskud, men man oplever det ikke som, at fondene vil bestemme retning og indhold i de konkrete udstillinger, kunstværker, forestillinger og koncerter.

Afhængigheden forstærkes snarere af, at de offentligt støttede kulturinstitutioner – og dem er der trods alt flest af – gennem de senere år er blevet klemt på deres kernedrift. Det skyldes ikke mindst det generelle, årlige 2 procents omprioriteringsbidrag, der er gennemført af et flertal i Folketinget for dels at lette presset fra de offentlige sundhedsudgifter, dels at lette indkomstskatten.

Her skiller fondene sig særligt ud
Der kan være flere forklaringer på, at kulturlivet på visse områder oplever en stigende afhængighed af fondenes bidrag. Atter er der god information at hente hos Fondenes Videnscenter.

For det første giver fondene dobbelt så meget til kulturbyggerier, som det offentlige gør. I 2017 bevilgede fondene således 840 millioner til anlægsopgaver, mens kommunerne bidrog med 340 millioner, og staten med 76 millioner.

Bevillinger til kulturbyggerier varierer i sagens natur en del fra år til år, men også i 2016 kom der næsten dobbelt så store bevillinger fra fondene som fra det offentlige.

For det andet spiller fondene en markant rolle på det omkostningstunge kulturarvsområde. I 2017 fik området fondsbevillinger for i alt 1,4 milliarder.

Heraf gik 1,1 milliarder til museerne, hvilket svarer til 39 procent af deres samlede kulturbevillinger. Set i dét lys er der ikke noget underligt i, at mange museumsfolk udråber fondenes bidrag som altafgørende for, at de kan drive – eller rettere skabe –indhold i deres institutioner.

For det tredje er det ikke kun på de 'store' områder, at fondene er tunge medspillere. Området 'visuel kunst og design' fik i 2017 i alt knap 730 millioner, heraf udgjorde fondenes bidrag godt en femtedel, hvilket især kom billedkunsten til gode.

Set isoleret fra billedkunstens synspunkt må fondene forekomme aldeles magtfulde: Knap halvdelen af bevillingerne til dette område kom nemlig fra fondene.

Paradokset
Der er noget paradoksalt ved, at selvom fondene kun bidrager med 11 procent af de samlede årlige kulturbevillinger, er der i offentligheden en udbredt opfattelse af, at fondenes 2,2 milliarder giver dem magt.

Dermed står fondene i en position, der naturligt giver anledning til offentlig interesse og kritiske spørgsmål fra medierne.

En del af forklaringen ligger i, at uden disse private, filantropiske midler vil det under de givne politiske prioriteringer af kulturområdet være svært at realisere mange af de forskningsopgaver, udstillinger, koncerter, scenekunst og andre aktiviteter, som er selve essensen af et aktivt og levende kulturliv.

I den sammenhæng er det værd at notere sig, at fondene i sine uddelinger nødvendigvis adskiller sig fra kommunerne og staten på ét væsentligt punkt: fraværet af politisk prioritering.

Det er politikernes opgave at definere kulturens rammebetingelser – og som borgere har vi i et eller andet omfang mulighed for at påvirke disse.

Fondenes samfundsansvar
I modsætning til de offentlige kulturmidler er fondenes midler private. Fondene er styret af deres vedtægter, og bestyrelserne beslutter den aktuelle uddelingsstrategi og lægger rammerne for de konkrete uddelinger.

Det har offentligheden ingen indflydelse på.

Intet tyder på, at fondene har intentioner om at være politiske aktører. Netop derfor er tilstedeværelsen af åbenhed, gennemsigtighed og professionalisme med til at påvirke, hvordan fondene opfattes af omverdenen. Déri ligger fondenes samfundsansvar.

Politik har aldrig været vigtigere