Kommuner stiller skarpt på fondene, og naturelskerne går til kampvalg

UGEREVY: Kommuner hyrer fundraisere i hobetal, og den kommende naturpræsident skal favne hele tre fløje. Og så har en 23-årig jurastuderende fået en god ide – og er blevet belønnet for den. 

Er det kommuner på fondsjagt eller ornitologer på vej i kamp? Vi ved det ikke ...
Er det kommuner på fondsjagt eller ornitologer på vej i kamp? Vi ved det ikke ...Foto: /ritzau/Steffen Ortmann
Carsten Terp Beck-Nilsson

Godmorgen.

Og ja, det er i sandhed en god morgen. For det civile overblik – længe savnet, stærkt tiltrængt – er tilbage efter en vinterferie uden civile udskejelser af nogen art. 

Tak for den rørende velkomst. Og lad os så komme i gang med ikke bare den seneste, men de seneste to ugers gebrækkeligheder, genvordigheder og genialiteter fra civilsamfundet.

Men inden vi kommer for godt i gang, så tillad os da lige at konstatere, at man godt kan se, at I har været ude at dandere den på de norske løjper og de østrigske pister. For det er den onde fløjteme ikke meget, I har bidraget med til jeres civile fagfæller i den forgangne uge.

I Odense var der dog grund til begejstring i vinterferien. For med en donation fra Egmont Fonden får den frivillige forening 2 Timer om Ugen nu mulighed for at hjælpe endnu flere tosprogede børn med at lære dansk.

Organisationen har hidtil opereret i den fynske hovedstad, men med knap en million kroner fra Egmont Fonden får foreningen nu en håndsrækning til at lade sine aktiviteter flyde ud over bygrænsen.

“Det er en omfattende proces, men også vanvittigt spændende," fortæller organisationens initiativtager og formand, 77-årige Pia Sigmund, til Fyens.dk.

Også andre kunne pakke skiene uden at frygte opringninger fra banken. Ungdomsbureauet og Medborgerne fik nemlig hver en donation i ugen op til vinterferien. For Ungdomsbureauets vedkommende var der tale om en lille million kroner, mens Medborgerne modtog knap det dobbelt.

Den glade giver er Tuborgfondet, som har besluttet, at fondens penge ikke kun skal gå til det etablerede foreningsliv, men også prøve nogle af de nye organisationsformer af.

Vi vil gerne støtte op om nogle af de nye former for organisering, der kommer frem, fordi vi kan se, at især unge mennesker efterspørger nogle andre måder at organisere sig og deltage i fællesskabet på,” siger souschef og projektansvarlig i Tuborgfondet, Nanna Bang, i artiklen her.

Og hun tilføjer:

”Ved at støtte de nye organiseringsformer kan vi få afprøvet nogle nye metoder: Hvor gode er de til at få inddraget nye typer af unge, og kan de bruges til at få flere mennesker med i de demokratiske fællesskaber?”

Og lad os lige blive ved de unge. For en initiativrig jurastuderende fra Aalborg har netop modtaget Karnovs Nytænkerpris for at starte en frivillig retshjælp med fokus på lejeres vilkår.

23-årige Mike Vestergaard fik ideen til retshjælpen for et år siden.

“Jeg tog chancen og arbejdede i døgndrift med den i to en halv uge. Det er sådan, jeg arbejder bedst. Når jeg først går i gang, er det 24 timer i døgnet,” siger han til djøfbladet.

Og i dag arbejder 45 studerende frivilligt i retshjælpens tre afdelinger i Aalborg, Aarhus og Odense. Og snart kommer initiativet til København.

Ude i kommunerne har man spottet fondene. 36 af landets kommuner har nu en eller flere fundraisere ansat i den centrale del af forvaltningen. Opgaven er at skaffe penge fra puljer og fonde til at finansiere kommunale visioner uden at tvinge de lokale skatteborgere i knæ, skriver DR.

Ringsted er en af kommunerne.

Når vi kigger ud i både Danmark og Europa, kan vi se, at der ligger en masse ekstern finansiering. Dem vil vi gerne række ud efter, hvis det passer til noget af det, vi alligevel har planer om i Ringsted Kommune, siger borgmester Henrik Hvidesten (V).

Skulle kommunerne savne viden om fondenes virke, er der snart hjælp at hente. Om et halvt års tid er Fondenes Videnscenter ikke bare en ide, men den skinbarlige, fysiske virkelighed med sekretariat og det hele.

Og der er brug for at få opgraderet omverdenens viden og forståelse af, hvad fondene egentlig går og foretager sig, mener formand og næstformand Lars Hansen og Jesper Nygård.

”Der er ikke et klart samfundsmæssigt billede af den filantropiske nytteværdi, fondene skaber, men heller ikke af den arbejdsmæssige nytteværdi af at holde tidligere privatejede danske virksomheder på fondseje,” siger Jesper Nygård i dobbeltinterviewet her. Og Lars Hansen sætter trumf på:

”Folk kan ikke kende forskel på almennyttige fonde, erhvervsdrivende fonde og kapitalfonde. Og det er på grund af dårlig kommunikation fra os,” siger han.

Frivillige foreninger er blevet mere påpasselige med, hvem de giver ansvar for børn og unge. Selv om loven kun pålægger dem at indhente en såkaldt børneattest, når de ansætter en frivillig, er flere foreninger begyndt at gøre det jævnligt. Det er simpelthen, fordi foreningerne ikke får besked, når en af deres frivillige bliver dømt for at have krænket et barn efter sin ansættelse.

I DGI Sydvest bliver der således fast indhentet børneattester på de frivillige hvert tredje år. Det samme er tilfældet hos Sønderborg Frikirke.

Og det er klogt at skrue op for påpasseligheden, mener lektor Jan Toftegaard Støckel, som har forsket i seksuelle krænkelser i foreninger i 20 år.

“Man er nødt til at indhente børneattester hvert eneste år. Det er sådan, at hvis dem, der har været dømt for den slags, finder ud af, at der er foreninger, som ikke gør det rutinemæssigt, bliver det steder, der er attraktive at søge hen,” siger han til DR.

I naturen er der så fredeligt, men i naturens fredningsforening er det ikke lutter fuglesang og insektsummen.

For til april bliver der kampvalg i Danmarks Naturfredningsforening, og den nye fredningsfortaler skal iføre sig et par bukser, der kan tåle, at han eller hun skræver bredt.

For præsidenten skal favne holdningerne hos hele tre fløje af naturelskere, fortæller den tidligere stedfortrædende direktør Thomas Færgeman til Kristeligt Dagblad.

“På den ene side er der de betalende medlemmer, der er interesseret i brede dagsordener som rent drikkevand, sunde fødevarer og økologi. På den anden side er der de aktive medlemmer, der er mere optaget af at frede naturen i deres konkrete lokalområder. De seneste år er der kommet en ny fløj ind: en biologfløj, der mener, at Danmarks Naturfredningsforening skal gøre alt, hvad den kan, for at biodiversiteten er i fokus,” siger han i artiklen her, der ligger bag betalingsvæg.

På nuværende tidspunkt har to præsidentkandidater meldt sig. Det er Enhedslistens folketingsmedlem Maria Reumert Gjerding og hovedbestyrelsesmedlem i DN Rune Kjærgaard Lange.

En anden forening, der netop har skiftet ud i toppen, er Mødrehjælpen. Her er direktør Mads Roke Clausen stoppet for i stedet at hellige sig en ph.d. om økonomien i den frivillige sociale sektor. Hans afløser er den tidligere sundhedsborgmester i København Ninna Thomsen. Dermed skifter den prominente SF’er sin plads i det kommunale landskab ud med en karriere i Frivilligdanmark. Og det er ikke tilfældigt.

“Det er enormt interessant, hvad der sker i den civile sektor i forhold til at bygge bro mellem alt det, vi gør som mennesker, og så den mere fagstærke indsats. Man er begyndt at samarbejde meget mere med især kommunerne, men også regionerne,” siger Ninna Thomsen i artiklen her.

Ugen, der kommer, hører til de mere afdæmpede af slagsen. Tirsdag fra 17.30 til 19.30 holder Ingeniører Uden Grænser og Oxfam Ibis sammen fyraftensmøde om klimaforandringer i Vestafrika. Det foregår hos Oxfam Ibis på Vesterbrogade 2b i København.

Og onsdag fra 17 til 19 inviterer Netværk for Solidarisk Handel til oplæg og dialog om solidarisk og bæredygtig handelspolitik. Det foregår hos Afrika Kontakt i Wesselgade 2 i København.

Runde fødselsdage er der ingen af.

Og dermed kom vi hurtigt til afslutningen på denne uges overblik. Og det er nok meget godt. For så kan I få pakket skiene af vejen og komme i gang med at lave noget, vi kan fabulere over om en uge.

Vi ses.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00