Konsulent: Foreningsidrætten bør være en aktør på integrationsområdet

Af Rami Panduro Zouzou
Konsulent, Tell2change

I 2005 besluttede man i Holland, at idrætssektoren skulle have større politisk betydning, da involvering af civilsamfundet ikke alene er bæredygtigt, men også omkostningseffektivt.

Rationalet var, at idræt ikke alene repræsenterer centrale sociale værdier som medborgerskab, samarbejde og fællesskab, men at sportsområdet i et land, hvor 60 procent af befolkningen deltog i en eller anden for sportsaktivitet i en af de mere end 28.000 klubber, influerede de fleste hollænderes hverdag.

Samtidig var mange af klubberne under pres, fordi de traditionelle sportsgrene blev udfordret af den mere uorganiserede idræt. 

National strategi
Man kom derfor frem til, at hvis man fortsat skulle være et samfund, hvor den organiserede idræt spillede en rolle, måtte man understøtte klubber og forbund via en national strategi. Det hollandske ministerium for sundhed, velfærd og sport lancerede derfor det nationalpolitiske program ”Time for sports”

Programmet opstillede en række målsætninger såsom øget skolesamarbejde, sociale aktiviteter i forbindelse med sportsarrangementer, integrationsprogrammer samt genoptrænings- og vægttabsforløb.

Så i en tid hvor vi taler om sammenhængskraft, inklusion og medborgerskab, bør læren fra Holland være, at foreningsidrætten understøttes af en nationalpolitisk handlingsplan. For foreningsidrætten er essentiel og omkostningseffektiv i udviklingen af positive, sociale strukturer mennesker imellem.

Rami Panduro Zouzou
Konsulent, Tell2change

Den nationalpolitiske involvering betød, at de fine ord og gode intentioner ikke var afhængige af lokale ildsjæle og sporadiske projekter, men var organiseret som et samarbejde mellem ministeriet, involverede forbund og kommuner.

Og succesen var overvældende. Jeg fulgte evalueringen af programmet tæt, da jeg i forbindelse med min ansættelse i Integrationsministeriet var på studiebesøg i Hollands ministerie for sundhed, velfærd og sport.

Da indsatsen var en del af en nationalpolitisk handlingsplan, havde såvel forbund som kommuner øget incitament og midler til at ressourceudvikle klubberne, hvilket ikke kun resulterede i en samlet medlemsfremgang på 35 procent på tværs af køn, kultur og etnicitet.

Der blev også målt en eksponentiel stigning i det frivillige engagement, da der forelå en strategi for en struktureret involvering af de frivillige.  

Foreningsidræt er essentiel og omkostningseffektiv
En anden af de mange spændende konklusioner var, at hvis man vil være et samfund som det hollandske, hvor de etablerede foreningstilbud spiller en aktiv rolle i udviklingen af samfundet, kræver det, at centraladministrationen koordinerer det lokale samarbejde.

Det gør den ved at harmonisere politiske tiltag i forhold til idrætsbuddet og derigennem understøtte klubbernes udvikling og struktur, da det ikke er en opgave, forbund og kommuner kan løfte alene. 

Så i en tid hvor vi taler om sammenhængskraft, inklusion og medborgerskab, bør læren fra Holland være, at foreningsidrætten skal understøttes af en nationalpolitisk handlingsplan. For foreningsidrætten er essentiel og omkostningseffektiv i udviklingen af positive sociale strukturer mennesker imellem.

Uanset køn, kultur og socialt ophav.