Kvinderådet: Ligestillingsministeren bør inddrage civilsamfundet

Af Inge Henningsen
Styrelsesmedlem, Kvinderådet

Et af punkterne i FN’s kvindekonvention, CEDAW, er en forpligtelse til at inddrage kvindebevægelsen i alle former for politikudvikling. Via ratificeringen af konventionen har Danmark også tilsluttet sig dette, men vedtagelsen bliver langt fra ført ud i livet.

Et eksempel er den årlige Perspektiv- og handlingsplan for ligestilling. Ligestillingsministrene har indtil nu ikke haft for vane at afholde konsultationer med de kønspolitiske og ligestillingsengagerede organisationer og bevægelser under udarbejdelsen.

Derfor afspejler planerne i høj grad skiftende regeringers særlige prioriteringer og syn på ligestilling i stedet for at være baseret på et seriøst og ligeværdigt samarbejde med civilsamfundets aktører.

For snævert sigte
Det kan man for eksempel se ved, at planerne er alt for snævre i deres sigte. De omfatter alene ligestillingsproblemer på det, der opfattes som typiske kvindeområder: Uddannelse, vold i parforhold, vold mod etniske kvinder og så videre.

Derimod omfatter planerne ikke den økonomiske politik, der i høj grad sætter rammerne for kvinders liv. De sidste års planer har også været præget af modvilje over for at bruge den lovgivningsmagt, som regeringen faktisk har. Kræfter og ressourcer er blevet sat ind på at lave kampagner og komme med gode råd.

I forhold til EU’s ligestillingsmålsætninger kan man konstatere, at de årlige nationale reformprogrammer, som Danmark udarbejder, ikke lever op til kravene om en seriøs ligestillingsvurdering.

Inge Henningsen
Styrelsesmedlem i Kvinderådet

Det skal der gøres noget ved. Så i dette efterår vil de feministiske bevægelser indbyde ligestillingsministeren til et samarbejde om udviklingen af en handlingsplan for 2016, der omfatter ligestilling i et bredere perspektiv og afspejler synspunkter og holdninger hos de kønspolitiske og ligestillingsengagerede organisationer og bevægelser.

Hvad ville en sådan alternativ perspektiv- og handlingsplan så kunne indeholde?

Strukturel ulighed og kønssensitiv udvikling
Til forskel fra de traditionelle handlingsplaner vil den givet efterspørge mere viden om og forskning i, hvordan makroøkonomiske strukturer og principper opretholder ulighed mellem kønnene samt tage hul på diskussionen om, hvordan de kan ændres, således at de bidrager til at skabe et retfærdigt og ligestillet samfund.

Den vil nok også prioritere, at statsbudgettet og de kommunale og regionale budgetter kønskonsekvensvurderes, således at kønsperspektivet i de økonomiske prioriteringer og beslutninger synliggøres.

Den vil arbejde med at formulere kønssensitive, bæredygtige mål for udvikling nationalt og internationalt og stille krav om, at dette præger Danmarks arbejde i internationale sammenhænge.

En lang række andre politikområder – alt fra integration, handicap og socialpolitik til arbejdsmarked, erhvervsliv, skole, miljø og skatter – er stadig ikke tilstrækkeligt baseret på kønsanalyser. Planen vil for eksempel kunne sætte fokus på øget kønsmainstreaming og på mænds deltagelse i ligestillingsarbejdet.

Nedskæringer i velfærden, som dem vi oplever i den netop fremlagte finanslov, rammer kvinder særligt hårdt. Når institutionerne ikke yder den nødvendige omsorg og pleje, tilfalder omsorgsarbejdet de pårørende, som oftest kvindelige slægtninge. De ligestillingsmæssige konsekvenser af dette er på ingen måde analyseret i forbindelse med finansloven.

En useriøs ligestillingspolitik
Et centralt område, man kunne tage op, var Danmarks deltagelse i EU's 2020-strategi, der i høj grad lægger rammerne for den nationale udvikling. I forhold til EU’s ligestillingsmålsætninger kan man konstatere, at de årlige nationale reformprogrammer, som Danmark udarbejder, ikke lever op til kravene om en seriøs ligestillingsvurdering.

Målsætninger er ikke opdelt på køn. Man benytter sig ikke af indikatorsystemer, der afspejler kønsspecifikke forskelle. Indsatser er ingen steder kønskonsekvensvurderede. Reformprogrammet har ingen forslag til, hvordan Danmark kan bekæmpe lønforskellene mellem mænd og kvinder eller fremme balancen mellem arbejde og familieliv.

Kvinders særlige fattigdomsrisiko berøres ikke, selv om dette er et af de fem ligestillingsmål i 2020-strategien. Reformprogrammerne er en mulighed for at se ligestillingsarbejdet i en større sammenhæng og samtidig påvirke udviklingen i EU i en positiv retning.

Efter den nordiske kvindekonference i Malmø i 2014 er der sket en mobilisering af de feministiske bevægelser i Norden og i Danmark. Det vil forhåbentlig også smitte af på den officielle danske ligestillingspolitik.