Analyse af 
Gitte Skotby-Young Ballenstedt

Langstrakte regeringsforhandlinger udstiller igen konsekvenserne af kludetæppefinansiering hos frivillige organisationer

Og konsekvenserne er formentlig værre end dem, vi umiddelbart kan se. For mange organisationer ønsker ikke at udpensle, hvor sårbare de egentlig er. Det vil nemlig forringe deres muligheder for at få finansiering fra andre kilder som fonde eller kommuner. For ingen vil sende gode penge ombord på en synkende skude.

Frivillige sociale organisationer har jævnligt og vedvarende gjort opmærksom på, at den manglende, langsigtede finansiering til den frivillige sociale sektor er problematisk. Her ved en demonstration til Folkemøde 2022. At sektorens mange aktører er særligt skrøbelige, når der sker noget uventet såsom udsigt til en forsinket finanslov er ikke længere et scenarie, men virkelighed.
Frivillige sociale organisationer har jævnligt og vedvarende gjort opmærksom på, at den manglende, langsigtede finansiering til den frivillige sociale sektor er problematisk. Her ved en demonstration til Folkemøde 2022. At sektorens mange aktører er særligt skrøbelige, når der sker noget uventet såsom udsigt til en forsinket finanslov er ikke længere et scenarie, men virkelighed. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Gitte Skotby-Young Ballenstedt

Den ekstraordinære situation omkring regeringsdannelsen og forsinket udsigt til en finanslov og en politisk aftale om SSA-reserven kaster på den ene side mange frivillige sociale organisationer ud i nye trængsler.

Men på den anden side er det blot det aktuelle scenarie, der endnu en gang udstiller en velkendt problematik: At finansieringen til deres arbejde er kortsigtet, fragmenteret og næsten udelukkende bundet op på projekter, ikke drift.