Debat

LO-næstformand: Skab bedre vilkår for socialøkonomiske virksomheder

DEBAT: Rimelighedskravet er for strengt, og finansierings-mulighederne for dårlige for de socialøkonomiske virksomheder, mener næstformand i LO, Ejner Holst, der ønsker større opbakning fra regeringen.

GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ejner Holst
Næstformand i LO

I fagbevægelsen har vi en mission om et samfund med job og uddannelse til så mange som muligt. Det handler om den enkelte danskers muligheder og frihed. Det handler om, at vi vil et samfund, hvor vi er rige, lige og trygge.

Derfor er det vigtigt, at vi har et rummeligt arbejdsmarked, hvor der også er plads til de mennesker, som ikke passer ind i et normalt otte-til-fire-job. Socialøkonomiske virksomheder er uundværlige, hvis vi vil have flere medborgere til at opleve glæden ved at have et job og kolleger.

Til stor gavn
Jeg tror oprigtigt på, at langt de fleste uden for arbejdsmarkedet går med et ønske om at være en del af det arbejdende fællesskab. Derfor er det vigtigt, at der eksisterer områder, hvor de, der ikke kan passe ind på ”normalarbejdsmarkedet”, alligevel kan få en fod indenfor. Det er til gavn for de ansattes livskvalitet og for udbuddet af arbejdskraft. Og ikke mindst vil det give arbejdssøgende på kanten af arbejdsmarkedet bedre mulighed for at blive herre i eget hus og på den måde leve en mere værdig tilværelse.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Men hvordan skabes rummeligheden? 

LO mener, at bedre vilkår for socialøkonomiske virksomheder er en af flere veje frem. 

Desværre deler regeringen ikke vores ambitioner om at fremme socialøkonomiske virksomheder og derigennem bringe udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet.

Ejner Holst
Nærtformand, LO

De løser opgaverne på en anden måde end andre private firmaer.

Det er den aarhusianske Café Kaffegal et eksempel på. Her handler det ikke kun om profit, og om kaffen har de rigtige noter af mandel, bær eller noget tredje. Smagen af socialt ansvar er en lige så vigtig ingrediens i virksomhedens drift. Café Kaffegal har nemlig en social mission om at opkvalificere psykisk sårbare både fagligt og socialt.

Men det kræver også, at man i højere grad end andre har socialt engagerede medarbejdere og brugere. Ud fra et større perspektiv kan vi se, at socialt engagerede medarbejdere, der har en høj grad af indflydelse på deres arbejdsliv, bare er mere produktive og tilfredse.

Manglende opbakning fra regeringen
Det må vi kunne brede ud til flere dele af Danmark. Desværre deler regeringen ikke vores ambitioner om at fremme socialøkonomiske virksomheder og derigennem bringe udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet. De har nedlagt Vækstcenter for Socialøkonomi og Rådet for Socialøkonomiske Virksomheder, der var vigtige organer for iværksætterne.

Mulighederne for finansiering af socialøkonomiske virksomheder skal være bedre, ligesom det såkaldte rimelighedskrav – som er et krav til, hvor mange ekstraordinært ansatte, der må være i forhold til ordinært ansatte – i særlige tilfælde kan lempes.

Med det mener jeg, at socialøkonomiske virksomheder skal have mulighed for at ansætte flere udsatte borgere pr. ordinært ansat, end tilfældet er i dag. Vi skal sikre, at det kun er ’de rigtige’ socialøkonomiske virksomheder, der får disse fordele. Derfor skal vores forslag kun gælde for de såkaldt registrerede socialøkonomiske virksomheder, der arbejder med målgruppen af udsatte ledige, og det er de lokale Regionale Arbejdsmarkedsråd, som skal foretage dispensationen.

Derudover skal det være et krav for at få dispensationen, at virksomhederne forfølger en strategi om at bringe de ekstraordinært ansatte tættere på arbejdsmarkedet i de tilfælde, hvor dette giver mening.

Risiko for udnyttelse
Men det er ikke uden problemer bare at fyre op under dem, der på papiret ønsker at løfte det sociale ansvar på arbejdsmarkedet. Socialøkonomiske arbejdspladser må jo ikke fortrænge ordinært ansatte.

Vi har desværre set, at nogle kommuner udnytter ordningerne. I en kommune endte de med at erstatte helt almindelige arbejdspladser på rengøringsområdet med støttede job for at dumpe lønudgifter. Det har jo aldrig været meningen.

Derfor skal ansættelse i socialøkonomiske virksomheder med støtte kun tilbydes de borgere, der har andre problemer end arbejdsløshed, og som ellers ville stå uden for arbejdsmarkedet. Disse krav er afgørende for at beskytte ordinært ansatte og ordinære virksomheder mod løntrykkeri og unfair konkurrence.

Det er LO’s holdning, at socialøkonomiske virksomheder, så længe de opererer inden for sunde retningslinjer, med deres sociale ansvarlighed frem for ensidige fokus på maksimering af profit er en vigtig og kærkommen aktør i kampen for et mere rummeligt arbejdsmarked.

Vi skal tænke socialøkonomiske virksomheder som en bro mellem de udsatte ledige og arbejdsmarkedet i stedet for en billig social parkeringsplads i konkurrence med eksisterende stillinger. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ejner K. Holst

Senior konsulent, Fagbevægelsens Hovedorganisation
elektriker (El-installatør, Bent Mogensen Nykøbing Mors 1980)

0:000:00