Man behøver ikke at være stor for at være stærk

Flere fonde er på vej væk fra rollen som glade givere og forandrer sig til målrettede ambassadører for nye dagsordener eller problemstillinger, som samfundet har brug for, at der bliver gjort noget ved. Arbejdsformen kaldes ”katalytisk filantropi”, og målet er at tage et medansvar for en bæredygtig samfundsudvikling. Virkemidlerne minder om dem, vi kender fra det målrettede diplomati: initiativ, forhandling og et mildt pres.

Selve begrebet ’katalytisk’ blev for alvor introduceret for et større dansk publikum i 2012 i forbindelse med en stort anlagt konference i Bella Centret, arrangeret af foreningen Realdania. På konferencen deltog også den forhenværende amerikanske præsident Bill Clinton og redaktør på The Economist, Matthew Bishop. Eksemplerne, de havde med sig til konferencen i København, stammede naturligt nok fra store amerikanske fonde som for eksempel Gates Foundation, der ønsker at skabe grundlæggende forandringer, der vil mindske fattigdom, sygdom og ulighed i verden.

Alle kan være med – også de små
I sin essens vil katalytisk filantropi mere end at løse ét konkret problem – den vil bidrage til langsigtede forandringer. Deri ligger risikoen og udfordringen, men også mulighederne.

Her fem år senere er det tydeligt, at den katalytiske model ikke kun virker i store, stærke fonde med milliardformuer, men at også mindre fonde har muskelkraft til at bruge værktøjet. Alle kan være med, bare man har viljen og modet til være fortalere for en aktuel problemstilling og gøre noget ved udfordringerne i tæt samarbejde med andre.

Når designere, arkitekter og andre mennesker med og uden handicap sætter hinanden stævne på arkitekt- og designskolen i København 10. marts, er det netop en konkret udløber af den katalytiske filantropi.

Bag initiativet står blandt andre den danske Bevica Fond, der har særligt fokus på at styrke mulighederne for mennesker med bevægelseshandicap. Med en egenkapital på 453 millioner kroner og en årlig uddeling på i omegnen af 11 millioner kroner hører Bevica til blandt de mindre fonde. Det er samtidig én af de fonde, der har skiftet traditionelle ansøgninger ud med katalytiske initiativer. Mere om det om lidt.

Set med andre øjne
Det ligger i problemers natur, at de er båret oppe af interessemodsætninger. Hvis alle på forhånd var enige, ville der næppe være en problematik. Derfor kan det være nødvendigt at se tingene med andre øjne, end kerneinteressenterne gør det.

Her kan fondene noget, som interesseorganisationer ikke altid har mulighed for: invitere nye aktører med og supplere gængse virkemidler med nye metoder. Alt sammen tiltag, der kan bringe udfordringerne i spil på nye måder.

Dem, man ikke deler værdier med
En første forudsætning for en god katalytisk proces er åbenhed og imødekommenhed over for at finde løsninger i samspil med forskellige slags interessenter. Også i forhold til dem, der ikke ser udfordringerne på samme måde, som man selv gør; dem man ikke deler værdier med – og dem, som ikke havde forestillet sig, at de skulle være en del af løsningen.

Plads til alle
Lyder det abstrakt? Så kan eksemplet fra Bevica Fonden måske gøre det mere konkret.

I 2016 indgik Bevica Fonden et strategisk samarbejde med KADK (Kunstakademiets Skoler for Arkitektur, Design og Konservering) og Danske Handicaporganisationer om at sætte fremtidige arkitekter og designere i gang med at fremme inklusionen i samfundet – uanset højde, drøjde og fysisk formåen.

Metoden går ud på at tænke tilgængelighed ind som en naturlig eller usynlig del af arkitektur og design fra starten og uden at det opleves som specialløsninger.

Når man taler initiativer for mennesker med bevægelseshandicap, er der mange forestillinger om, hvad det indebærer, og hvem det angår.

”Vi banker gerne på døren hos dem, der ikke har mennesker med handicap på dagsordenen,” siger direktør i Bevica, Marianne Kofoed. Hun tilføjer, at det for fonden ikke drejer sig om at stille specielle krav, men at være ambassadør for problemstillinger, der fremmer inklusion for alle. Hvilket i øvrigt er helt i overensstemmelse med intentionen med FN's verdensmål nr. 17 om at skabe bæredygtige byer og lokalsamfund for alle.

Ikke flere ansøgninger, tak
En anden central forudsætning for en god katalytisk proces er, at man skal være klar til at blive aktiv samskaber, hvor man engagerer sig i at skabe langsigtede løsninger og forandringer i samspil med andre.

Det store spørgsmål er, hvad man stiller op med erkendelsen af, at det ikke er tilstrækkeligt at dele penge ud til enkeltprojekter. Hvordan udnytter den lille fond bedst sit potentiale og lever op til sit formål? Er det muligt at skabe større effekt gennem bredt funderede partnerskaber og netværk, selvom man ikke har milliarder i pengekassen?

I Bevica har man løst den udfordring ved at tage et opgør med forestillingen om, at man bedst tjener sit formål ved at tage imod ansøgninger og bagefter uddele bevillinger. Sådan som en klassisk fond oftest vil arbejde. Hvilket samtidig er forklaringen på, at fonden stort set har afskaffet de traditionelle ansøgninger. Argumentet er, at man ikke vil nøjes med at være donor for forandringer, men selv vil være en aktiv part og have plads ved bordet, hvor tingene sker.

Erkendelsen er bygget op over de seneste 15 år. Det første katalytiske projekt stammer fra 2003, hvor man tog initiativ til at øge tilgængeligheden i Tivoli for kørestolsbrugere og gangbesværede. Løsningen hed diskrete arkitektoniske greb som en nivellering af landskabet og en elevator tæt på indgangen fra Hovedbanen. Hele tiden med øje for ikke at forandre helhedsindtrykket af den historiske have.

”Vi spurgte Tivoli, hvad vi kunne gøre i fællesskab. De havde længe ledt efter brugbare løsninger, men manglet nogle sparringspartnere. Samtidig drog vi nytte af, at Vanførefonden, Realdania og andre fonde kom med på rejsen, og på den måde kom vi hurtigt op i flyvehøjde,” fortæller bestyrelsesformand i Bevica, Torben Svanberg.

Gå-på-mod, stædighed og stifters vilje
At være samskaber betyder, at man skal være klar til at sætte sig i førersædet og formulere en vision for de forandringer, man vil fremme. Det er vigtigt ikke at eje hverken problemstillingerne eller svarene, men være klar til at udfordre både sine egne og andre aktørers forestillinger. Et vist gå-på-mod og en stædighed er gode egenskaber i den katalytiske proces. Til gengæld skal fonden også være klar til at forlade førersædet, hvis det viser sig, at andre er bedre til at drive forandringerne fremad.

Tag udfordringen op
Forhåbentlig kan eksemplet fra Bevica Fonden give inspiration til, at andre små og mellemstore fonde tager udfordringerne op og overvejer, om deres midler kan gøre mere nytte ved at bytte nogle af de klassiske donationer ud med katalytiske initiativer.

Mange af de pionerer, der stiftede nye fonde i slutningen af 1800-tallets industrisamfund, var ligesom grundlæggeren af Bevica, pastoren Hans Knudsen, drevet af viljen til at give det enkelte menneske mulighed for at leve et værdigt liv i et ligeværdigt samfund. Dét formål er eviggyldigt. Det er virkemidlerne, der trænger til et gennemsyn.