Mercuri Urval: Folkemødet åbner for kritisk og konstruktiv nysgerrighed på komplekse problemer

Af Jakob Westh
Konsulent i Mercuri Urval

I dyreverdenen er der tre reaktionsmønstre ved farefulde situationer. Enten fryser, flygter eller kæmper dyret. De er alle sammen helt naturlige reaktioner – og vi som mennesker kommer nok ikke af med dem foreløbigt.

Men måske Folkemødet viser en fjerde – og formentligt mere hensigtsmæssig – reaktion på en form for fare. Der er tale om den kritisk konstruktive nysgerrighed til en ny vej fremad.

Det er en reaktion, som gik igen i stort set alle de debatter, jeg så på "Ledelsesscenen" og andre steder på Folkemødet. På trods af debatarrangørernes drabelige forsøg på at kantstille temaer og sætte personer med forskellige holdninger over for hinanden, så lykkedes det debattørerne i overraskende høj grad at finde en ny vej frem – og altså læne sig ind mod hinanden på trods af uenigheder i udgangspunktet.

De virkelige problemer er "wicked"
Det lod til, at frys, flygt eller kæmp primært kom til udtryk i udkanten af Folkemødet. Hella Joof flygtede længst væk på folkemødepladsen med sin sommerfugleterapi – og LA-båden kom slet ikke.

Flere af politikerne frøs på hovedscenen – især Kristian Jensen, måske på grund af lørdagens styrtregn. Og Rasmus Paludan kæmpede alle de steder, hvor han nu dukkede op uanmeldt og alene, bortset fra fem-seks PET-vagter og fem-seks 14-årige Youtube-fans.

'Wicked' problemer kræver mudrede løsninger. Mudrede løsninger kræver kritisk, konstruktiv nysgerrighed.

Jakob Westh
Konsulent i Mercuri Urval

Så tilbage til det, der åbenbart er normen på Folkemødet – kritisk konstruktiv nysgerrighed til en ny vej fremad. Med Verdensmålene som metatema er det åbenbart gået op for alle, at de virkelige problemer, vi står over for, i deres natur er 'wicked'

Det vil sige, at kompleksiteten er høj i problemstrukturen, at der er mange interessenter involveret både i skabelsen af problemet og i den mulige løsning af problemet og endelig, at der er stor usikkerhed om, hvad løsningen egentlig kan være.

Så de 17 Verdensmål kan i realiteten kategoriseres som 'wicked' problemer. Vi er altså i stand til nu at identificere dem – nu kommer det sværeste: at løse dem. Og det bringer mig tilbage til det, jeg så allermest af på dette års Folkemøde.

Jeg så repræsentanter for forskellige løsningsperspektiver kravle ned fra deres ellers så høje træer for at møde modargumentet på åben mark. De har åbenbart indset, at deres eget bud på løsningen ikke kan stå alene. Der må andre perspektiver med i løsningen.

'Wicked' problemer kræver mudrede løsninger. Mudrede løsninger kræver kritisk, konstruktiv nysgerrighed.

Kritisk, konstruktiv nysgerrighed
Jeg så debattører turde lytte og tvivle på egne sandheder. Jeg så paneldeltagere tie mere, end de talte. Jeg så imødekommenhed. Jeg så ydmyghed. Jeg så engagement. Måske jeg endda så Jürgen Habermas' vision om den herredømmefri samtale, der hviler på:

• sandhed (at tale i overensstemmelse med de kendte fakta)
• sandfærdighed (at udtrykke sig i overensstemmelse med sin opfattelse af, hvordan verden bør være)
• rigtighed (at udtrykke sig i overensstemmelse med sine følelser)

Jeg så det, da Karsten Dybvad fortalte om det svære ved at balancere Danske Banks ordentlighed og ønsket om profit. Jeg hørte det, da tidligere skattedirektør Ole Kjær stod over for Jørgen Grønnegaard og Peter Bjerre Mortensen, der har hudflettet de fejl, der skete i det hedengangne Skat.

Jeg oplevede det også, da Ulrik Vestergaard og Peter Mørch diskuterede nødvendigheden af jobskifte mellem sektorer i det danske samfund. Og der kunne nævnes mange andre eksempler alene fra "Ledelsesscenen".

Er jeg for optimistisk? Måske. Men den kritiske offentlighed – forudsætningen for et stærkt Danmark – ses ikke bedre end på Folkemødet. Så er det 'djøfstortion' og lidt for meget af det hele? Ja. Kan vi undvære det? Nej.

Lad os skabe et fælles sprog
Så vi skal slippe dyret løs igen næste år. Og det bedste af det hele er, at frys, flygt eller kæmp heldigvis hører til sjældenheder på Folkemødet. Der er langt mere af dét, vi har brug for frem over: kritisk, konstruktiv nysgerrighed.

Vi kan se Folkemødet som arnestedet, hvor vi træner til den farefulde færd, det er at løse de stadig flere og stadig større 'wicked' problemer.

Hvordan kan det være, at det er så svært at overføre Folkemøde-ånden til hverdagen i en organisation? Hvorfor skal vi vente helt til næste år for sammen at være kritisk konstruktiv nysgerrige?

Det behøver vi heller ikke – vi kan begynde med at øve os i den herredømmefri samtale samt at skabe et fælles sprog om problemtyper og problemløsningsteknikker. Det er i hvert fald noget, jeg gerne vil bidrage til. Og så glæder jeg mig i øvrigt allerede til næste års Folkemøde.

Vi ses!