På en herregård i Vestjylland er 159 frivillige i gang med at bygge en bedre verden

Blomsterkranse. Mandshøje buer af pileflet. Og georginer, tusindvis af georginer, systematisk placeret og kunstfærdigt arrangeret overalt på Pallisbjerg Herregård.

Her i Ulfborg, i det allervestligste Jylland, har Johnny Haugaard og hans armé af blomsterentusiaster myldret rundt siden påske.

Formelt set er de 159 frivillige i gang med at skabe Danmarks største georgineudstilling, Flowerdays. Men spørger man Blomstermanden, som han kalder sig, er der noget meget større på spil.

”Det her er starten på en ny tid, hvor vi har hjertet med os i det, vi laver, og ser det hele menneske. Vi finder værdien i det enkelte menneske. Og når vi gør det, kan det menneske skabe guld,” siger Johnny Haugaard.

For det er ikke udstillingen i sig selv, der er det væsentlige. Essensen er derimod det fællesskab af frivillige, der lader deres kreative energier flette sig sammen i en symfoni af farver og former.

”Her er efterlønnere, unge fra produktionsskoler og folk på arbejdsmarkedet, som arbejder side om side,” fortæller Johnny Haugaard.

”Resultatet skal også være smukt. Jeg vil gerne tage menneskers hjerte,” insisterer han:

”Men det er energien mellem de frivillige, der er det smukkeste.”

Op i røven med fornuftig!
Det var på en alpetop for tre år siden, at Johnny Haugaard traf beslutningen. I den rene, klare bjergluft slog det ned i ham: ”Nu gør du det.”

Kreativiteten gør noget ved mennesker. De bliver draget af den. Den forfører dem.

Johnny Haugaard
Stifter, Blomstermandens Venner

I flere år havde han drømt om at lave en blomsterudstilling. Større, mere overvældende, mere spektakulær end noget, man havde set før. Det ypperste af det ypperste.   

Men han havde ikke turdet.

”Jeg var bange for, at det kom til at gå godt,” siger Johnny Haugaard.

Det var ikke frygten for fiasko, der holdt ham tilbage, men det modsatte.

”Jeg ved, at kreativiteten gør noget ved mennesker. De bliver draget af den. Den forfører dem. Og jeg er et forførelsesmenneske,” siger Johnny Haugaard:

”Men det gør mig nervøs, at jeg kan få folk til at gøre ting. Jeg blev bekymret for, om jeg ville få en skare af mennesker efter mig, om jeg kunne kapere det, om jeg kunne navigere i det.”

Johnny Haugaard havde gennemlevet nogle svære år. Og nu stod han der på alpetoppen og mærkede efter, hvad han ville med sit liv. Og med ét traf beslutningen sig selv.

”Op i røven med fornuftig. Nu gør du det. Du bygger Danmarks smukkeste juleudstilling. Det er det, du allerhelst vil. Og du gør det sammen med alle de frivillige, du kan få med dig.”

Da Johnny Haugaard kom hjem, lejede han en hal på 3000 kvadratmeter i Snejbjerg og lavede et opslag på Facebook om, at han manglede frivillige hænder.

175 mennesker meldte sig, og et halvt år senere var ”Danmarks smukkeste juleudstilling” en realitet. 18.000 mennesker så udstillingen.  

”Jeg vidste godt, jeg kunne få nogle folk med mig. Det er et værktøj, jeg har. Men jeg troede ikke, der kom så mange – hverken frivillige eller besøgende. Jeg fattede det faktisk ikke. Og jeg døjer også med at fatte det nu,” siger Johnny Haugaard.

Taj Mahal og Mona Lisa i naturmaterialer
Joan Bro er en af dem, der har ladet sig forføre af Blomstermanden.

Da Johnny Haugaard for to år siden søgte frivillige til en påskeudstilling i Herning, tog hun med til informationsmøde.

Hun har altid malet, lavet smykker og rodet i haven. Men udstillingen i Herning løftede de kreative sysler til et nyt niveau.

”Det var en kæmpe udstilling, hvor vi byggede en bar og udsmykkede hallen med mos, gran og kogler. Vi byggede Taj Mahal og Mona Lisa og andre kunstværker – alt sammen i naturens materialer. Det var jo vanvittigt. Man kan skabe alt,” siger Joan Bro.  

Som frivillig ved man aldrig, om man skal lave kurve af pileflet, stjerner af pilestykker i en flamingovæg eller grave huller til georginer.

”Du skal være meget fleksibel,” siger Joan Bro.

Men i udfordringerne ligger en tro på menneskers ressourcer. Og fællesskabet bliver en havn for folk, som savner nærvær, fortæller Joan Bro.  

”Der er kommet mange, som har en sygdom eller lidt ondt i sjælen, måske en krise derhjemme eller på arbejdet. Her bliver man en del af et fællesskab, hvor alle er med til at skabe noget, der er større end en selv,” siger hun.

Frivillige hænger ikke på træerne
Joan Bro er i dag en af de tre ansatte, der driver aktiviteterne i foreningen Blomstermandens Venner.

For det kræver noget, når 150 frivillige skal rykke ind på et sted som Pallisbjerg Herregård og forvandle det til et blomstermekka. Og Johnny Haugaard går ikke på kompromis med forholdene for hans frivillige. De skal have værelser til en fornuftig pris og tre måltider om dagen.

”Stedet får så stor PR-værdi af det arbejde, vi gør, så det skal være en beslutning, de træffer. Er de ikke indforstået med det, siger vi pænt nej tak og trisser videre,” siger Johnny Haugaard.

De frivilliges vilkår ligger ham meget på sinde.

”Frivillige hænger ikke på træerne. Det er mennesker, der giver det dyrebareste, de har: deres tid. Dem kan man ikke behandle som parasitter. De skal have de bedste vilkår,” siger Johnny Haugaard.

Kreativitet skal tages alvorligt
Udstillingen på Pallisbjerg løber i tre uger fra den 25. august til 12. september. Derefter pakker Johnny Haugaards blomsterarmé sammen og tager til Schackenborg, hvor julen allerede så småt banker på døren. Efter det, om alt går vel, venter Skovsgaard Gods på Langeland.

Som en karavane af kærlig kreativitet bevæger Blomstermanden og hans venner sig landet rundt og bygger blomsteropsatser i magnumformat. Til glæde for de besøgende, selvfølgelig. Men mindst lige så meget for de deltagende.

”Det her er kreativitet i meget stor målestok. Der er rigtig mange voksne, som ikke har fået lov til at leve deres kreativitet ud som børn,” siger Johnny Haugaard og fortsætter:

”Kan du sparke til en bold, bliver du en helt. Men er du god til at tegne eller male, bliver det ikke værdsat på samme måde. Og det er en skam, for man taber rigtig mange børn på gulvet.”

I Johnny Haugaards omrejsende blomstertivoli bliver kreativiteten taget alvorligt. Og det, mener han, er med til at skabe sundere og mere hele mennesker.

”Vi bærer jo rundt på vores egen medicin i kroppen. Det, vi arbejder med, skal give os energi, så vi ikke skal putte piller i munden. Det er det, vi ikke har fattet som samfund,” siger Johnny Haugaard.

Og så er der fællesskabet. Det vigtigste af det hele.   

”Endemålet er, at vi får sat folk sammen. Her sidder vi pludselig med 25 mennesker, som kender hinanden. Jeg hjælper dem med at finde hinandens værdier. Det er langt større end det, vi render og laver med blomsterne.”