Professor: Civilsamfundet skal genfinde sine politiske kræfter

Civilsamfundet er ikke stat og ikke marked. Det er derimod en selvstændig sfære, hvor samfundets individer har mulighed for at mødes og tænke og tale frit. Det er her, vi kan mødes og i fællesskab nå frem til de fælles værdier, der skal holde vores samfund sammen.

Det var ifølge professor i sociologi Mikael Carleheden en af de centrale visioner, da man for 30 år siden begyndte at tale om civilsamfundet og dets rolle. Men denne vision kan være svær at få øje på, når man ser, hvordan de skandinaviske civilsamfund udfører deres rolle i dag, mener han.

”Vi producerer sociale problemer hele tiden; uligheden vokser, og på arbejdsmarkedet bliver folk stressede. Og så kommer de frivillige organisationer sammen med velfærdsstaten og rydder op. Fra et strukturelt perspektiv må man jo sige, at det ville være bedre at forandre de ting, som skaber problemerne fra starten,” siger Mikael Carleheden.

Civilsamfundets glemte potentialer
Dermed er den velgørende version af civilsamfundet ifølge Mikael Carleheden kommet til at overskygge en mere politisk udgave, der handler om at skabe social forandring. Han forklarer, at de to idéer har eksisteret side om side, siden man i slutningen af 1980’erne begyndte at tale om civilsamfundet som en modvægt til en mere og mere bureaukratisk velfærdsstat.

Professionaliseringen gør, at civilsamfundets organisationer i mange henseender kommer til at ligne det private erhvervsliv.

Mikael Carleheden
Professor i sociologi

”Velfærdssamfundet er jo i høj grad udtryk for det, man kan kalde en organiseret modernitet. Under velfærdsstatens opblomstring i 1900-tallet havde man eksempelvis indført sociale rettigheder for at løse problemer med fattigdom og nød,” siger han og fortsætter:

”Det var på mange måder et fremskridt, men det indebar samtidig, at samfundet blev meget bureaukratiseret og dermed styret af en system-logik frem for en kommunikativ logik, hvor mennesker forhandler sig frem til de bedste løsninger.”

Som reaktion på dette formulerede en række kritikere, herunder den tyske teoretiker Jürgen Habermas, en politisk vision om et civilsamfund med en politisk mening.

”Tanken er, at civilsamfundet har potentiale til at påvirke det politiske system,” forklarer Mikael Carleheden og uddyber:

”I det ideelle demokratiske civilsamfund mødes man som ligeværdige borgere, og på den måde kan det danne rammen om en politisk diskussion, der ikke umiddelbart er viklet ind i systemernes logik, og som derfor foregår på nogle frie præmisser, hvor det er det bedste argument, der vejer tungest.”

Mikael Carleheden mener, at denne frie diskussion er vigtig for samfundet, fordi den hjælper os til at finde frem til fælles værdier og idéer om det gode og retfærdige liv, som igen kan føre til politisk forandring ved at påvirke den måde, borgere og politikere stemmer i det politiske system.

Markedslogikken tager over
Ifølge Mikael Carleheden er problemet med civilsamfundets velgørende arbejde ikke alene, at det flytter fokus fra sociale diagnoser til social symptombehandling. Han mener nemlig, at organisationerne samtidig ser ud til at indoptage mere og mere af den markedslogik, der i forvejen er godt i gang med at indtage andre dele af samfundet - lige fra politiet og på Christiansborg til universiteter og sygehuse:

”Så begynder man jo at tænke, ‘Jamen civilsamfundet, det var en del af vores samfund, som stadigvæk ikke fungerede efter markedslogikken’. Men selv her ser man jo, at folk donerer penge i stedet for selv af deltage, og så kan professionelle løse opgaverne. Og så mister civilsamfundet jo sin specifikke logik,” siger han og fortsætter.

”Professionaliseringen gør, at civilsamfundets organisationer i mange henseender kommer til at ligne det private erhvervsliv, hvor det handler om at konkurrere mod andre aktører om at få penge til sit arbejde. Altså, når man så skal ned og købe ind, så står Røde Kors her, og så står der en anden organisation dér, og så står der en tigger henne i hjørnet.”

Konkurrencen undergraver moralen
Og Mikael Carleheden har ikke stor tillid til, at man på den lange bane kan hjælpe mennesker i nød på markedspræmisser.

”I dag er der mange, der forsøger sig med såkaldt ’social entrepeneurship’, hvor det netop er idéen, at man skal kunne gøre gode ting på markedsvilkår. Men min mistanke er, at det overtages af markedslogik, der harmonerer meget dårligt med ønsket om at løse sociale problemer,” siger han.

Dette skyldes ifølge Mikael Carleheden blandt andet, at markedslogikken helt grundlæggende bygger på konkurrence mellem mennesker:

”I det neoliberale samfund er vi nødt til at kæmpe mod hinanden, og så har man jo at gøre med en logik, der står helt i modsætning til, at vi skal hjælpe dem, som har det svært, og være solidariske eller moralske,” forklarer han.

Desuden peger Mikael Carleheden på, at velgørende organisationer ifølge markedslogikken kan risikere at undergrave sig selv, hvis de bidrager til at løse de sociale problemer helt grundlæggende.

”Det er næsten sådan, at de her organisationer har en interesse i, at mennesker bliver i fattigdom, for ellers mister de deres arbejde,” siger han.

Håbet hviler på nye sociale bevægelser
Hvis civilsamfundet skal leve op til sit potentiale som yngleplads for reel social og politisk forandring, kræver det derfor nogle bevægelser og initiativer, der på én gang har politiske visioner og samtidig formår at løsrive sig fra systemernes og herunder markedets logik.

”Det handler jo om, at vi skal engagere os, hvor vi hverken underlægger os den bureaukratiske logik eller markedslogikken,” siger Mikael Carleheden.

Og selvom de sociale bevægelser ikke fylder meget i det aktuelle civilsamfundsmæssige landskab, er det ifølge Mikael Carleheden ikke ensbetydende med, at de ikke kan vokse frem igen.

”Man har jo set, at de sociale bevægelser har det med at blomstre op i en periode, og så forsvinder de igen – ATTAC er et godt eksempel. Måske kan valget af Trump i USA betyde, at der kommer en ny social bevægelse der. Det er så tilfældigt. Så jeg er ikke sikker på, at man kan sige, at vi er inde i en periode, hvor vi ikke ser flere sociale bevægelser. De kommer og går.”

Det bureaukratiske dilemma
Mikael Carleheden mener, at denne flygtighed kan betragtes som et symptom på den frie natur, som samtidig er de sociale bevægelsers demokratiske styrke:

”Uden bureaukratiet er det måske svært at få folk til at engagere sig i en længere periode. Så det er lidt pest eller kolera: Skal man have en meget bureaukratiseret organisation, som er stærk? Eller skal man have en mere ikke-hierarkisk organisation, som åbner op for frihed og kreativitet, men som ikke er lige så levedygtig?”

Men til trods for disse svære indre modstillinger, så viser historien ifølge Mikael Carleheden, at de sociale bevægelser er i stand til at forandre sociale strukturer:

”Arbejderbevægelsen, demokratibevægelsen og kvindebevægelsen var jo eksempler på det. Måske vil det også lykkes for miljøbevægelsen. Det må tiden nok vise. Vi har med andre ord historiske eksempler på, at det kan lykkes – selvom det ikke sker så ofte.”