Professor: Drop politisk klimasnak og giv civilsamfundet handlemuligheder

Af Stig L. Andersson
Partner og designdirektør, SLA samt professor i landskabsarkitektur, Københavns Universitet

De seneste uger har det ny klima igen trukket overskrifter, efter et hold internationale forskere i en artikel i Proceedings of the National Academy of Sciences har advaret om, at Paris-aftalens mål ikke er tilstrækkelige. Endnu et eksemplar er tilføjet i den enorme samling af skrevne dokumenter om klimaets tilstand, der advarer os om, hvor grueligt galt det går, hvis ikke der omgående handles.

Gentagne gange bliver vi mindet om, at ”regeringen vil gøre alt, der står i dens magt for at stoppe klimaforandringer,” som senest energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt udtrykte det i TV Avisen på DR1 den 7. august. Senere på året mødes de mange deltagende nationers politikere endnu engang for at tale om klimaforandringerne, og hvad de kan gøre. Denne gang er det COP 24.

Tid til snak om forandringer er forbi
Det er 23 år siden, det første møde blev afholdt i 1995 i Berlin. Det tyder på, at det langtfra er nok at snakke og skrive om klimaet. Hvis der ikke også bliver handlet, så det batter, sker der ikke noget.

Det står der i den ny artikel om klimaet, og det siger politikerne også selv. Men de gør ikke rigtig noget, der overbeviser os borgere om, at de ”gør alt, der står i deres magt.” Endnu et varsel, og politikerne råber vagt i gevær. Men de skyder bare ikke.

Som borgere mister vi tilliden til politikerne og det administrative system, når der ikke handles på nogen overbevisende måde. Det avler apati, ikke kun over for det politiske system, men også, endnu mere fatalt, over for klimaet og muligheden for meningsfuld handling. Og det er netop denne apati, der er den værste gift for det civile engagement - for den handling og selvorganisering, der ellers har lagt grunden for det danske velfærdssamfund.

Det kræver mod at turde indse, at vi ikke kan løse klimaudfordringerne inden for rammerne af business as usual. 

Stig L. Andersson
Partner og designdirektør, SLA samt professor i landskabsarkitektur, Københavns Universitet

Hvis Danmark for alvor skal leve op til sit ansvar i den globale omstilling, klimaforandringerne fordrer, må vi bruge den ressource, som før har vist sig i stand til at skabe afgørende samfundsforandringer: civilsamfundets skaberkraft.

Politikere bør skabe mulighed for forandring
I omstillingen til et mere bæredygtigt samfund må vi turde tage og give medansvar. Vi skal turde lade forandringer ske tæt på det nære hverdagsliv, hvor handling føles meningsfuld. Hvor innovation og tilpasning er et praktisk spørgsmål, der gror frem af et engagement i lokale vilkår og fællesskaber.

Når det politiske system har vist sig for tungt og trægt til egentlig og radikal omstilling, kan politikerne vise omstillingsparathed ved at frisætte de bureaukratiske rammer for handling, der ellers er hæmmet af forældet lovgivning og gamle forestillinger.

De kunne tage borgerne alvorligt som aktive deltagere i samfundet, der før har formået at forandre samfundet radikalt gennem handlekraftig selvorganisering. Det gælder ikke mindst den måde, vi fysisk indretter os og lever på i by og på land, som er det område, jeg selv beskæftiger mig med til daglig.

Giv plads til indflydelse
Hvis regeringens politiske udtalelser blev fulgt op af kommunernes borgerrepræsentationer, der tillod borgere at tage initiativer til klimatilpasninger i lokalsamfundet og til at eksperimentere, ville vi på kort tid få en helt anden samtale om klimatilpasning.

Tænk bare, hvad der ville ske med vores måde at bo i byen, hvis vi selv var med til at bygge, havde indflydelse på planløsninger, materialevalg, energiform og vegetationens omfang både i, omkring og på byggeriet, så det ikke kun var noget, planmyndigheden varetog, og som var bestemt af entreprenørens standardløsninger, bankers lånemodeller og investorernes jagt på økonomisk gevinst.

Når vi kan dispensere og frisætte, når der er direkte økonomiske tab på grund af klimaforandringer, som det skete denne sommer, da landbruget fik dispensation fra blandt andet fristen for etablering af efterafgrøder - er det vel også muligt, at regeringen kan frisætte civilsamfundet, der vil gøre noget for at klimatilpasse sig, der gør det godt for hele samfundet og ikke kun for egen vindings skyld.

Succes i udlandet
Det kræver mod at turde indse, at vi ikke kan løse klimaudfordringerne inden for rammerne af business as usual. Dét mod spirer hos politikere andre steder i Europa. Som i Paris, hvor borgmester Anne Hidalgo med den ny lovgivning, permis de végétaliser, har givet retten til at begrønne og forme byens rum til handlekraftige borgere.

I Holland har de i årevis haft succes med borgerdrevet byudvikling, som har vist sig manøvre- og tilpasningdygtig, når de gængse systemer og processer har fejlet.

Det afgørende er at erkende, at vi nu lever med et nyt klima, som vi ikke tidligere har levet med. Den måde, vi har indrettet os på, forhindrer os i at nå de mål, vi siger, vi arbejder på at nå.

Når politikerne ikke formår at handle tilstrækkeligt, er der kun tilbage, at civilsamfundet tager fat - at vi alle tager fat. Uanset hvor lille en forskel, det synes at gøre, så er det mængden af tiltag, der ændrer verden.