Professor kritiserede lukningstruet fond: Nu svarer direktør igen

Af Thit Aaris-Høeg
Adm. direktør, Fonden for Socialt Ansvar

Bjarne Ibsens kritik af Fonden for Socialt Ansvar og i øvrigt også DIF og DGI er uoplyst og taler i øvrigt for en samfundsstruktur, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og kun de stærkeste overlever.

Bjarne Ibsen siger blandt andet:

"Jeg synes ikke, det er sundt, man bare putter nogle organisationer på finansloven. Hvis det skal give mening, at en civilsamfundsorganisation skal udføre en opgave, så skal det jo være, fordi de har en opbakning i civilsamfundet; for eksempel i form af mange frivillige, medlemmer, som betaler – eller har penge fra indsamlinger. Ellers kan staten jo lige så godt gøre det selv."

Hvad er der i vejen med, at vi som samfund prioriterer et stærkt civilsamfund også økonomisk? Det er da sund fornuft.

Thit Aaris-Høeg
Adm. direktør, Fonden for Socialt Ansvar

Det er noget sludder. I den frivillige sociale sektor hjælper vi unge i nattelivet, hjemløse, isolerede indvandrere, psykisk syge og sårbare, unge på kanten, kriminelle, ensomme, fattige familier, børn uden voksenrelationer m.fl. Er det dem, som Bjarne Ibsen forestiller sig skal til lommerne for at finansiere hjælpen til sig selv?

Også idrætten tilbyder udsatte børn, unge og voksne en plads i lokale fællesskaber over hele landet. Hvis de private kontingenter skulle dække den fulde udgift, ville kun de færreste have råd til at gå til idræt.

Staten kan ikke klare det selv
Et andet forslag fra Bjarne Ibsen er, at alle frivillige landsorganisationer i Danmark skal ind på Strøget med raslebøssen eller stemme dørklokker (lave indsamlinger) for at kunne tilbyde danskerne en meningsfuld fritid, et fællesskab eller hjælp til et værdigt liv.

Skal vi bruge de frivillige ildsjæles kræfter på fundraising, eller skal vi med støtte og respekt sende dem ud i marken for at gøre den forskel, der kan være afgørende for samfundet og et andet medmenneskes liv?

Og hvad mener Bjarne Ibsen med, at ”ellers kan staten lige så godt gøre arbejdet selv”? Staten hverken kan eller skal etablere meningsfulde fællesskaber lokalt i Danmark, hvor vi gennem organiseret engagement, næstekærlighed og lokaldemokrati hjælper til der, hvor der er brug for os.

Frivillighed og viljen til at hjælpe andre kommer nedefra. Det er ikke noget, staten selv kan etablere. Men måske forestiller Bjarne Ibsen sig, at Danmark vil være et godt sted at bo helt uden statsstøttede fællesskaber eller i hvert fald kun med de fællesskaber, som nogen selv har betalt for at være en del af?

Til spørgsmålet, om ikke langt de fleste civilsamfundsorganisationer i Danmark modtager offentlig støtte, svarer Bjarne Ibsen: "Nej, der er kæmpestore organisationer,som enten slet ikke får statsstøtte eller får forholdsvis lidt. Du kan tage patientorganisationerne eller Røde Kors som et eksempel."

Det er helt hen i vejret – selvfølgelig modtager patientorganisationerne og Røde Kors offentlige midler, og det er to- og trecifrede millionbeløb. Det gør de, fordi vi som samfund sætter pris på det frivillige arbejde, som de gør for at hjælpe de alvorligt syge samt de mennesker, som er ramt i verdens brændpunkter. Vi ville ikke være foruden!

Det er rigtigt, at disse organisationer også er gode til selv at samle penge ind, og det er vi faktisk også i resten af den frivillige sociale sektor, hvor vi i det daglige bruger mange kræfter på at rejse penge fra fonde, private donorer, indsamlinger, lotterier, dansk erhvervsliv og mange andre. Vi lever på ingen måde 100 % af offentlig støtte, men det er klart, at vi har brug for statslig grundfinansiering, ikke mindst fordi donationer kommer og går. Der er brug for langsigtet finansiering, så vi ikke svigter de målgrupper, frivilligheden tager sig af, og i øvrigt bruger de offentlige og private midler på tusindvis af projekter, som lukker, før de har nået at virke.

Mindre foreninger mangler indsamlingsmuskler
Et andet perspektiv, som Bjarne Ibsen har overset, er, at de små og mellemstore landsorganisationer ikke har et kæmpe indsamlings- eller fundraising-apparat, som de kan sætte i gang, ligesom ikke alle de målgrupper, som vi beskæftiger os med, kalder på almenbefolkningens lyst til at betale af egen lomme – syge børn trækker f.eks. langt flere private midler end narkomaner, isolerede indvandrere, prostituerede og tidligere kriminelle, men heldigvis er der borgere og organisationer i Danmark, som er villige til at bruge deres fritid på at hjælpe alle slags mennesker med alle slags problemer.

Det skal vi forstå som en enorm samfundsgevinst (også økonomisk), som vi skal være glade for, stolte af og bakke op om.

I Danmark har vi heldigvis en lang tradition for statsligt at understøtte det frivillige arbejde, fordi vi tror på, at foreningslivet og det aktive medborger- og naboskab ikke alene skaber store samfundsmæssige besparelser, men også opbygger en social kapital, moral og sammenhængskraft, som vi har brug for for at imødegå de udfordringer, vi som samfund står over for, og for at skabe grobunden for dialogen mellem alle mennesker her i landet. Jeg beder om, at man husker de frivillige sociale landsorganisationer og herunder Fonden for Socialt Ansvar.

Hvis ikke vi skaber rammerne for de rummelige fællesskaber, hvor vi mødes, taler sammen og hjælper hinanden, så bliver vores samfund splittet, ensomt, utrygt og fattigt.

Jeg undrer mig, Bjarne Ibsen. Hvad er der i vejen med, at vi som samfund prioriterer et stærkt civilsamfund også økonomisk? Det er da sund fornuft.