Rami Zouzou: Kan nydanskerne disrupte foreningslivet?

Af Rami Panduro Zouzou
Formand i CIK Brydeklub

Udlændinge og integration er som altid et af valgets store temaer. Og som den største selvfølgelighed hører vi altid, at foreningslivet er essentielt i forhold til integration af nydanskere, da frivillighed og foreningsliv ifølge Danmarkskanonen er centrale elementer i det danske samfund.

Men måske skulle vi nuancere diskursen en smule og se på, om det ikke snarere er foreningslivets medlemstal, der har brug for vores nye medborgeres deltagelse for at overleve på sigt. Måske kunne deres input yderligere bidrage til at disrupte en institution, hvis grundlæggende organisering ikke har ændret sig de sidste 100 år, hvis vi også i fremtiden vil udøve idræt i foreningsregi.

En ny diskurs
Valgkampen har indtil videre vist, at vi er virkelig gode til at fokusere på alt det, indvandrere og flygtninge kan og skal lære i Danmark, og at dette gøres bedst i foreningen. Og selvom jeg mener, vi skal værne om vores grundlæggende værdier, fik et bestyrelsesmøde i min lokale forening mig til at tænke på, hvordan den integrationspolitiske diskurs ville se ud, hvis vi en gang imellem overvejede, om vi selv er så gode til at efterleve de principper, vi hele tiden mener, flygtninge og indvandrere kan lære så meget af.

Hvad er det for en central værdi, medlemmer med anden etnisk herkomst, skal lære i foreningen, hvor flere og flere trænere skal aflønnes for at fastholdes? Hvor vi kæmper en stadig hårdere kamp om rekruttering og fastholdelse, fordi idrætsmarkedet bliver stadig hårdere at konkurrere på.

Rami Panduro Zouzou
Formand i CIK Brydeklub

Selvom foreningslivet bygger på en selvforståelse om frivillighed og deltagelsesdemokrati, så tør jeg godt hævde, at det ikke er den foreningsvirkelighed, jeg som mangeårig udøver, træner og bestyrelsesmedlem er vidne til i dag.

For selvom de danske foreninger i 2018 steg i antallet af medlemmer, så kæmper rigtig mange stadig med at fastholde de 13-17-årige, som søger motionstilbud hos de fleksible og kommercielle udbydere, fordi en forening som min egen ofte kæmper med at skaffe frivillige trænere eller tilbyde træning, tilpasset arbejdsmarkedets fleksible krav og arbejdstider. Og det er heller ikke ligefrem, fordi der er ventelister, når bestyrelsesposterne skal fordeles.

Derfor kan jeg ikke lade være med at spørge, hvad det er for en central værdi, medlemmer med anden etnisk herkomst skal lære i foreningen, hvor flere og flere trænere skal aflønnes for at fastholdes? Hvor vi kæmper en stadig hårdere kamp om rekruttering og fastholdelse, fordi idrætsmarkedet bliver stadig hårdere at konkurrere på.

Nuancering af debatten
Måske skulle vi hellere se på, hvordan nydanske medlemmer kunne inspirere os til at udvikle og tilpasse foreningslivet i den tid, vi lever i.

For som formand i en mindre forening tror jeg, at jeg har mere brug for nydanske medlemmers deltagelse for at overleve, end de har brug for at lære om nogle paragraffer, jeg knap nok selv anede eksisterede.

Jeg tager gerne ved lære af de erfaringer, de kommer med fra deres oprindelseslande, hvis det kan frigøre nogle ressourcer, udvikle klubben og skaffe flere medlemmer.

Måske det kunne nuancere integrationsdebatten i valgkampen en smule, som desværre altid handler om, hvad den ene part skal lære, frem for hvordan vi i fællesskab kan skabe værdi for fremtidens foreningsliv.

Lad os tage udgangspunkt i, at foreningerne faktisk er mere afhængige af nydanskernes deltagelse, hvis de skal overleve i den stigende konkurrence på idrætsmarkedet, og se på, om foreningstraditionen, 100 år efter den opstod, stadig er tidssvarende i forhold til vores samfundssammensætning og indretning.

For jeg har personligt svært ved at forstå, hvilken integrationsmæssig værdi, nydanskerne opnår på endnu en træningsaften uden en træner og til et bestyrelsesmøde, hvor samtlige tre deltagere både udgør bestyrelse, trænergruppe og udøver.