Regeringen trækker stikket på socialøkonomisk vækstcenter

LUKKELOV: Den offentlige indgang til viden om socialøkonomi lukker. Regeringen har ikke villet afsætte penge på finansloven til Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder. Både virksomheder og kommuner ærgrer sig. DF vil bede erhvervsministeren om en forklaring.

Lukningen af Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder kan føre til, at der bliver færre virksomheder som TV Glad, der hjælper handicappede ind på arbejdsmarkedet, frygter aktører og eksperter. 
Lukningen af Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder kan føre til, at der bliver færre virksomheder som TV Glad, der hjælper handicappede ind på arbejdsmarkedet, frygter aktører og eksperter. Foto: Brian Berg/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Efter lidt over et års levetid drager Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder snart sit sidste suk.

Den nye regering har besluttet ikke at forlænge den bevilling, som centret fik af SR-regeringen. Og dermed har regeringen de facto trukket stikket for den statslige indsats for at øge antallet af socialøkonomiske virksomheder i Danmark.

Allerede for tre uger siden modtog de 12 medarbejdere på vækstcentret en mail til orientering om, at den ene halvdel er sagt op med årets udgang, mens resten bliver flyttet til andre opgaver.

Det ærgrer Stine Bosse. Hun er formand for Rådet for Socialøkonomiske Virksomheder, som har vækstcentret som sit sekretariat.

Fakta
SOCIALØKONOMISKE VIRKSOMHEDER 
Fem kriterier skal være opfyldt for, at en virksomhed kan kalde sig socialøkonomisk: 
  1. Socialt formål
    Virksomhedens primære formål har samfundsgavnlig karakter med et socialt, beskæftigelses-, sundheds-, miljømæssigt eller kulturelt sigte, som desuden fremmer aktivt medborgerskab.
     
  2. Væsentlig erhvervsdrift
    Virksomheden har et væsentligt element af erhvervsdrift ved salg af serviceydelser eller produkter, som udgør en betydelig del af dens omsætning.
     
  3. Uafhængighed af det offentlige
    Virksomheden fungerer uden væsentlig offentlig indflydelse på ledelsen og driften af virksomheden.
     
  4. Inddragende og ansvarlig ledelse
    Virksomheden involverer ansatte, kunder, samarbejdspartnere og interessenter og har en etisk forsvarlig ledelse. 
     
  5. Social overskudshåndtering
    Virksomheden bruger primært sit overskud til at fremme sociale formål, reinvestere i egen virksomhed eller i andre socialøkonomiske virksomheder. En begrænset andel af overskuddet kan udbetales som udbytte til investorer.

Kilde: Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder

”Jeg synes, det er rigtig ærgerligt. Og jeg frygter, at opmærksomheden omkring de socialøkonomiske virksomheder daler,” siger hun. Stine Bosse pointerer, at der skete et tab allerede i det øjeblik, det blev meldt ud, at centret skulle lukke.

”Det er jo dygtige folk, som begynder at søge andre græsgange,” siger hun.

Det er rigtig ærgerligt, at vækstcentret lukker netop nu, hvor der begynder at være momentum.

Signe Smidt
Konsulent, Center for vækst og beskæftigelse, KL

”Vi kan miste momentum”
Lukningen af centret vækker ærgrelse både blandt de socialøkonomiske virksomheder selv og i kommunerne.

Hos arbejdsgiver- og interesseorganisationen Kooperationen, der har socialøkonomiske virksomheder blandt sine medlemmer, er direktør Susanne Westhausen ked af at skulle undvære vækstcentret.

”De har været nogle frontkæmpere, som har sat socialøkonomi på dagsordenen. Og de har været drivere i det momentum, der er skabt i kommunerne. Der var jo en del kommuner, som ikke var kommet med, da toget begyndte at rulle. Og jeg kan godt frygte, at vi mister det momentum, når vækstcentret forsvinder,” siger Susanne Westhausen.

I KL har konsulent i Center for vækst og beskæftigelse Signe Smidt samme bekymring.

”Det er rigtig ærgerligt, at vækstcentret lukker netop nu, hvor der begynder at være momentum. Den rådgivning og vidensopsamling, som centret har stået for, har betydet meget for de kommuner, som har ønsket at arbejde med socialøkonomi,” siger Signe Smidt.

En hjørnesten i indsatsen
Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder blev født under den daværende SR-regering. I åbningstalen i september sidste år kaldte socialminister Manu Sareen (R) centret for 'en af hjørnestenene i regeringens indsats for at fremme socialøkonomi i Danmark'.

”Det er netop den hjælp, som der er brug for,” sagde ministeren for et år siden.

Og i DI anerkender konsulent Sara Krüger Falk den rolle, vækstcentret har spillet. Hun mener, det har skabt opmærksomhed om socialøkonomien.

”Det er jo vigtigt, hvis man går med tanker om at starte en socialøkonomisk virksomhed,” siger hun.

Seniorresearcher Frederik Thuesen fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, pointerer, at socialøkonomiske virksomheder har en særlig udfordring i forhold til kollegerne i det private erhvervsliv.

”Det er jo svært for alle at starte en virksomhed, men det er ekstra udfordrende , når man arbejder med en svag medarbejdergruppe, som ikke altid er lige stabil,” siger Frederik Thuesen.

”Der har vækstcentret hjulpet de sociale entreprenører med sparring og støtte. Når det forsvinder, er der risiko for, at vi får færre virksomheder, som hjælper med at få de mest udsatte i job,” siger han.

”Himmelråbende åndssvagt”
Rundt om regeringen er der skarp kritik af beslutningen om ikke at forlænge bevillingen til vækstcentret.

”Jeg synes, det er en utrolig kortsigtet, dårlig beslutning,” siger den radikale socialordfører, Marianne Jelved, og fortsætter:

”Det rammer de socialøkonomiske virksomheder, som ellers samler op på borgere, der ellers har meget svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet.”

Og fra Enhedslisten lyder der lige så krasse ord:

”Jeg synes, det er himmelråbende åndssvagt. Og jeg kan ikke forstå, at regeringen ikke har kunnet finde de 8,5 millioner kroner, det koster at drive centret. Herregud, det er jo småpenge,” siger partiets beskæftigelsesordfører Finn Sørensen.

Og også Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, undrer sig.

”Vi støtter centret, fordi det giver god mening at øge indsatsen for at få de lidt mere skæve eksistenser ind på arbejdsmarkedet. Så jeg er kritisk over for at annullere den bevilling,” siger han og tilføjer, at han vil stille spørgsmål til erhvervsministeren.

Altinget har forsøgt at få en kommentar fra Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen. Men det har ikke været muligt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Finn Sørensen

Fhv. MF (EL), medlem, Enhedslistens hovedbestyrelse
student (1965)

Hans Kristian Skibby

MF (DD)
shippingmand (DFDS Transport 1992)

Marianne Jelved

Fhv. økonomiminister, kultur- og kirkeminister, MF 1987-22 og politisk leder (R), fhv. viceborgmester i Gundsø 1982-85
lærer (Hellerup Seminarium 1967), cand.pæd. i dansk (Danmarks Lærerhøjskole 1979)

0:000:00