Social iværksætter: Coronakrise er springbræt til et bæredygtigt samfund

DEBAT: Coronakrisen kalder på en ny inddragelse af civil- og lokalsamfund i kommunerne, skriver iværksætter Lise Holm-Rasmussen.

Af Lise Holm-Rasmussen
Social iværksætter og stifter af handleRUM

Det er for tidligt at sige, hvad vi lærer af coronakrisen, og hvilken retning krisen vil skubbe vores samfund i på længere sigt.

Men der er ingen tvivl om, at krisen har en voldsom indvirkning på vores fælles liv. For selvom vi i øjeblikket må stå sammen ved at holde afstand, så viser krisen, at vi har brug for hinanden.

Lokalsamfund med stærke og støttende fællesskaber er nemlig langt mere robuste over for kriser – og så er det lige meget om krisen skyldes coronavirus eller klimaforandringer. Men kalder krisen på en ny inddragelse af civil- og lokalsamfund i kommunerne?

Den offentlige sektor har lige nu travlt med at styre Danmark gennem krisen og velfærdsydelserne er for en periode indskrænket. Nu hvor samfundet på mange områder er lukket ned, må vi i stedet hjælpe hinanden og være ekstra opmærksomme på dem, der har særligt brug for støtte.

Civilsamfundet må træde til – og gør det: Mennesker tilbyder deres hjælp til naboer, i særlige grupper på Facebook eller tilmelder sig for eksempel som frivillige i Røde Kors’ coronaindsats. Vi har simpelthen brug for at bringe alle ressourcer i spil.

Vi er afhængige af vores lokalsamfund
Samtidig bliver lokalsamfundene ekstra vigtige for os, fordi det nu er i nærmiljøet, vi bruger alt vores tid. Har vi en nabo eller en underbo, vi kan ringe til, hvis vi har brug for hjælp til indkøb?

Har vi kontakt til en anden børnefamilie på vejen, så vi kan arrangere en udendørs legeaftale eller vil én fra den lokale facebookgruppe hente medicin på apoteket? Lige nu er det især en sag for den enkelte og civilsamfundet.

Selvom coronaen raser, er det imidlertid vigtigt, at vi lærer af krisen og bruger den som et levende laboratorium: For hvordan kan vi fremme robuste lokalsamfund og understøtte de fællesskaber, der også skal bære os igennem fremtidens kriser? Og hvor ude i de enkelte kommuner eller i vores lokalsamfund er der brug for en særlig indsats fremover?

Hvad har klima og corona til fælles?
Før coronakrisen var jeg særligt optaget af klimakrisen samt ensomhed og social trivsel i vores samfund. Og sagen er, at hvad enten vi taler klima, ensomhed eller sundhed, så er det i fællesskabet, vi finder løsningerne og skaber forandring.

Nu er både klima, ensomhed og sundhed komplekse størrelser. Men ny forskning fra Københavns Universitet viser faktisk, at mennesker, som bor i et økosamfund eller som er engageret i et grønt fællesskab, lever mere klimavenligt og bæredygtigt end resten af Danmarks befolkning (COMPASS).

Samtidig er social kontakt og støtte den eneste kur med ensomhed, vi ved virker. Vi ved også, at det at engagere sig i aktive fællesskaber fremmer mental sundhed.

Derfor giver det også god mening, at både klima, social trivsel og sundhed er en del af FN’s verdensmål for en bæredygtig udvikling. Og derfor er det oplagt, at vi i kølvandet på corona bliver skarpere på, hvordan vi kan bruge vores lokalsamfund og fællesskaber som springbræt til et mere bæredygtigt samfund i bred forstand.

Samfundsudfordringer kræver fællesskab
De økologiske, sundhedsmæssige og sociale udfordringer, vores samfund står midt i, kræver altså, at vi får alle ressourcer i spil i de enkelte lokalsamfund. Ikke for at spare penge, men for rent faktisk at få aktiveret et af de greb, vi ved virker: Fællesskabet og civilsamfundet.

I kommunerne er der allerede et stort fokus på samskabelse, borgerinddragelse samt frivillighed på for eksempel ældre- og omsorgsområdet. Spørgsmålet er, om vi i dag er skarpe nok på, hvad formålet med denne engagering af borgerne er på både den korte og den lange bane.

Det er en svær balance, for hvor går grænsen mellem det strategiske blik og så udnyttelsen af borgernes ressourcer i det enkelte lokalsamfund? En problemstilling, der ikke bliver mindre af, at samskabelse, borgerinddragelse og frivillighed netop kommer på tapetet i en tid, hvor det offentlige oplever et stort udgiftspres.

Derfor er det vigtigt, at vi får bragt de lokale ressourcer i spil med respekt for både civilsamfundets egenart og de mennesker, der investerer deres tid og energi i alt fra lokale fællesskaber, foreninger og forskellige former for mere eller mindre organiserede initiativer.

Bæredygtig inddragelse og dialog i øjenhøjde
Med bogen Social Bæredygtighed – begreb, felt og kritik af Luise Langergaard og Katia Dupret i hånden, gik det op for mig, at vi netop har brug for en bæredygtig inddragelse af civil- og lokalsamfund.

Bæredygtighedsprincippet lærer os, at vi ikke skal udnytte jordens ressourcer uden tanke for fremtidige generationer, idet jordens ressourcer ikke kun er et middel til at opnå velstand.

På den samme måde er ressourcer i et lokalsamfund ikke kun et middel til at opnå politiske fastsatte mål inden for kommunale rammer. Uden det bæredygtige blik er der således en risiko for, at vi både udnytter naturgrundlag og mennesker. En bæredygtig tilgang kan derimod være med til at opretholde både det økologiske og sociale grundlag, vores lokalsamfund bygger på.

En bæredygtig inddragelse af civil- og lokalsamfund er baseret på dialog. Og det er kommunernes rolle at facilitere denne dialog ved at opsøge lokale aktører og blive klogere på, hvad de laver, hvordan de bidrager og hvilke behov de eventuelt måtte have.

Dette arbejde sker allerede i mange kommuner, men det er min oplevelse, at man kan blive endnu bedre til at lytte og i det hele taget være nysgerrig på, hvordan verden ser ud fra aktørernes perspektiv. Med afsæt i dialogen bliver det langt lettere for kommunerne at understøtte civilsamfundet, der hvor de lokale behov møder kommunens intentioner.

Strategi som transparens og fælles retning
Vi kan dog ikke komme uden om det strategiske blik. Selv om aktørernes ressourcer ikke blot skal være et middel til opnåelse kommunens mål, så vil der fra kommunens side af altid være en intention med inddragelsen.

At have en vision med inddragelsen er også at skabe transparens omkring kommunens arbejde. Samtidig behøver langsigtede mål ikke være et spørgsmål om, hvad kommunen kan få ud af civil- og lokalsamfundet.

Måske skal vi hellere spørge, hvordan kommunen ønsker at understøtte aktørerne og med bæredygtighed for øje medvirke til civilsamfundets blomstring?

Respekten på tværs af civilsamfund og kommune er vigtig. Tonen kan til tider være hård, hvis for eksempel lokalpolitikere eller embedsmænd træffer upopulære beslutninger: En gruppe borgeres forventninger til kommunen kan være urealistiske eller en gruppe embedsmænd kan have en nedsættende holdning til borgernes palaver.

Men bæredygtig civil- og lokalsamfundsinddragelse er ikke bare ”noget man skal” eller ”noget man gør” for at få legitimitet. Det er en nødvendighed! Derfor er aktørens viden og ressourcer lige så værdifulde som embedsmandens eller politikerens, også selvom de ikke bygger på 20-års medlemskab af et politisk parti eller seks års universitetsuddannelse.

Det betyder også, at alle bidrag er potentielt værdifulde i kraft af, at de ikke ens – og at alle skal have mulighed for at bidrage. Igen kræver det en helt særlig åben- og lydhørhed fra kommunens side, fordi nye metoder og formater må bringes i spil for at nå bredt ud.

Bæredygtig inddragelse af civil- og lokalsamfund er en øvelse i gensidighed og dialog. Og vi skal i gang nu, hvis vi skal bygge videre på de erfaringer, vi får her under coronakrisen. Det er en nødvendighed med øje for både de økologiske, sundhedsmæssige og sociale udfordringer, vi står midt i.

Forrige artikel Markus Bjørn Kraft: Fonde har ny rolle i coronakrisen Markus Bjørn Kraft: Fonde har ny rolle i coronakrisen Næste artikel Civilsamfundets Brancheforening: Der er brug for et sikkerhedsnet for civilsamfundet Civilsamfundets Brancheforening: Der er brug for et sikkerhedsnet for civilsamfundet