Støttepartierne står afmægtige over for politiske forhandlinger på Socialdemokratiets præmisser

På overfladen er attituden over for S-regeringen blevet skærpet. Støttepartierne forsøger i stigende grad at stille sig på tværs, og på papiret begynder kravene til Socialdemokratiet også at lyde mere og mere håndfaste. Men i realiteten er den stadigt hårdere retorik udtryk for politisk afmagt snarere end det modsatte. Jo mindre indflydelse ved forhandlingsbordet, desto mere larm i offentligheden.

Gennem de første snart to år af regeringens parlamentariske liv er statsminister Mette Frederiksen nemlig lykkedes med to afgørende skaktræk:

For det første er de allersværeste forhandlinger snedigt blevet udskudt. Både skæbnen for de såkaldte fattigdomsydelser, de egentlige klimaforhandlinger på landbrugsområdet og ikke mindst for flygtningebørnene er trukket i langdrag – med alle tænkelige kneb og bureaukratiske undskyldninger. Og det har støttepartierne accepteret. Indtil nu.

For det andet har S-regeringen haft held og dygtighed til konsekvent at spille partierne på Christiansborg ud mod hinanden, løbende regeret med skiftende flertal og står derfor nu i en sjældent gunstig situation, hvor det virker troværdigt, når de centrale ministre siger, at de foretrækker at lave forlig med Venstre.

I opspillet til de to forestående slagsmål om dels de sociale ydelser og dels de mindst lige så kontroversielle landbrugsreduktioner er det lykkedes for S-regeringen at få støttepartierne til at være påfaldende tålmodige – som tilfældet også har været på det tidligere så sprængfarlige udlændingeområde. Og ydermere er det lykkedes at få støttepartierne til at frygte, at såvel beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard som landbrugsminister Rasmus Prehn helst vil lave aftaler med Venstre.

Rent forhandlingstaktisk er forberedelserne tæt på at være sat perfekt op af regeringen. Netop derfor står støttepartierne så svagt nu, at de i stedet forsøger at puste sig op i offentligheden, her inden realitetsforhandlingerne for alvor går i gang.

På dreven vis er Socialdemokratiets egne mærkesager blevet gennemført først, mens støttepartiernes fromme ønsker har måtte vente, og som tiden går, er Enhedslisten, SF og Radikale Venstre reelt blevet i tvivl om, hvorvidt regeringen overhovedet har tænkt sig at indfri hensigtserklæringerne fra forståelsespapiret.

Støttepartierne virker i stigende grad rådvilde – og dét er og bliver et klart styrketegn for Socialdemokratiet. Regeringstoppen har gennem længere tid og effektivt fået signaleret, at hverken en reform af kontanthjælpssystemet eller en større omlægning af landbruget har topprioritet i denne valgperiode. Og hvis det overhovedet skal ske, ja, så vil et bredt forlig med Venstre være at foretrække frem for en blokaftale med støttepartierne.

Mønsteret er nøjagtig det samme på både ydelses- og landbrugsområdet: Først siger ministeren, at regeringen har skruet ned for ambitionerne og nu satser på at indgå en aftale med Venstre. Dernæst reagerer støttepartierne i de klassiske fire faser af en krise: Chok, reaktion, bearbejdning og nyorientering. Typisk ender støttepartierne således med at stille sig tilfredse med betydeligt mindre, end de oprindeligt havde krævet.

Status quo er mere end rigeligt for Socialdemokratiet på flere af de fronter, hvor støttepartierne ellers havde drømt om mærkbare forandringer. 

Lars Trier Mogensen
Politisk kommentator og kommentarskribent

I slutningen af marts udtalte landbrugsminister Rasmus Prehn i et interview til Børsen – inden regeringen spillede ud med et demonstrativt nedtonet forslag til klimareduktioner: "Jeg tror, vi kan lave noget, der bliver ganske fornuftigt og samler Folketinget bredt. Som leverer på både klima, miljø og biodiversitet. Måske ikke så meget, som man havde forestillet sig i første omgang."

Provokationen virkede. Støttepartierne blev først chokerede, reagerede dernæst i frustration og vrede, for efterfølgende at gruble over regeringens defensive udspil, for til sidst at nå frem til det, som psykologer kalder for 'nyorienteringsfasen'. Da Rasmus Prehn endelig – og efter uendelige møder med tekniske baggrundsorienteringer – fremlagde regeringens udspil, forsøgte Enhedslistens klimaordfører Peder Hvelplund i afmagt at afvise det hele som "hokuspokus-løsninger" og "rent blændværk".

Men i dag har Enhedslisten og de andre støttepartier reelt besindet sig og tegner til at ville stille sig tilfredse med nye hensigtserklæringer, som blot lever op til de målsætninger, som S-regeringen allerede har forpligtet sig til i klimaloven, sågar sammen med Dansk Folkeparti.

De socialdemokratiske ministre evner igen og igen at tale forventningerne så meget ned, at støttepartierne ender med at være tilfredse, hvis regeringen blot forpligter sig til at gøre det, som for længst er blevet aftalt, købt og betalt rent politisk. For ellers, ja, så laver Socialdemokratiet bare aftaler med Venstre.

Indtil videre tyder alt på, at de indledende fanfarer fra Rasmus Prehn har virket efter hensigten: Støttepartierne har affundet sig med, at regeringen vil gøre lige så lidt ved landbrugets massive klimabelastning, som det skete før jul med den yderst begrænsede aftale om elbiler.

Status quo er mere end rigeligt for Socialdemokratiet på flere af de fronter, hvor støttepartierne ellers havde drømt om mærkbare forandringer. Og som tiden går, virker støttepartierne tilmed til at gennemløbe krisens fire faser hurtigere og hurtigere. Efter korte skrål og hyl rammer besindelsen.

Det mest opsigtsvækkende på Enhedslistens årsmøde i weekenden var nemlig ikke, at den nye politiske ordfører Mai Villadsen forsøgte at give indtryk af, at venstrefløjspartiet ville kunne finde på at vælte regeringen. Sådan kunne det ganske vist fremstå — på overfladen. Men det reelle budskab fra Enhedslisten var i virkeligheden et helt andet forud for forhandlingerne om en afskaffelse af blandt andet kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen. 

Som partiets hidtil mest pragmatiske frontfigur nøjedes Mai Villadsen med at anmode om, at "noget skal der simpelthen ske", da hun inden weekendens årsmøde forsøgte at skærpe fronten over for regeringstoppen. Ordene er symptomatiske for støttepartiernes stadig mere resignerende nyorientering: "Noget skal der simpelthen ske".

I denne uge fremlægger Ydelseskommissionen sin rapport med konkrete anbefalinger til ændringer i kontanthjælpssystemet, og efter præcis samme skabelon, som landbrugsminister Rasmus Prehn brugte, har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fået skræmt Enhedslisten med sine ord om, at en ydelsesaftale ikke er et "prestigeprojekt" for S-regeringen.

Når kravet fra det mest kritiske støtteparti blot er, at "noget skal der simpelthen ske", forekommer det mere end sandsynligt, at regeringens embedsmænd vil kunne skrue små og symbolske tiltag sammen, som hverken vil være ingenting eller noget, der giver de borgerlige partier mulighed for at kunne føre skræmmekampagne mod Socialdemokratiet i valgkampen, der allerede er godt i gang.

Enhedslisten er i praksis mere medgørlig for S-regeringen end på noget tidligere tidspunkt. Og de to andre støttepartier er endnu mere føjelige: SF har ganske vist lavet lidt teatralsk ballade om placeringen af et nyt udrejsecenter på Langeland, men ene og alene af hensyn til den lokale borgmester, Tonni Hansen, folkesocialisternes eneste borgmester, og partiformand Pia Olsen Dyhr har samtidig forsikret, at sagen ikke vil kunne få parlamentariske konsekvenser.

Radikale Venstre forsøger sig også med lidt trodsighed i ny og næ, men mest i form af skuffelse over den socialdemokratiske ét-parti-regering, der hellere end gerne vil ydmyge Sofie Carsten Nielsen & Co. Efter Morten Østergaards spektakulære fald har Radikale Venstre været nødt til at droppe de rituelle valgtrusler, og regeringstoppen formår i dag at holde skuffelsen under fuld kontrol – typisk ved taktisk at dosere små indrømmelser, senest med hjemtagelsen af de 14 danske børn og tre mødre fra fangelejrene i Syrien.

På dreven vis er Socialdemokratiets egne mærkesager blevet gennemført først, mens støttepartiernes fromme ønsker har måtte vente.

Lars Trier Mogensen
Politisk kommentator og kommentarskribent

Da forståelsespapiret blev underskrevet forrige sommer, opfattede støttepartierne aftalen som et minimum, som et politisk gulvniveau. Men som månederne er gået, og støttepartierne gang på gang er blevet kastet ud i krisernes fire faser, er forståelsespapiret på forunderlig vis endt med at fungere som et maksimum-katalog, et politisk loft for regeringen.

På bagvendt vis har støttepartiernes gjort det til deres afmægtige succeskriterium blot at få Socialdemokratiet til at genbekræfte de aftaler, som for længst er blevet indgået. Og når Enhedslisten eller enkelte radikale folketingsmedlemmer råber op, stamper i jorden og udtrykker forbandelse over den politiske stilstand, kan statsminister Mette Frederiksen være fornøjet.

Åbenlys fortvivlelse blandt støttepartierne er det bedst tænkelige signal for Socialdemokratiet til midtervælgere og det tryghedssøgende centrum-højre-segment. Ved at provokere støttepartierne til at brokke sig højlydt og derved give ministrene mulighed for at sige, at de hellere vil samarbejde med Venstre, formår regeringen at simulere en småborgerlig, midtersøgende kurs, som potentielt kan udvide Socialdemokratiets magtbase yderligere.

I Danmark vælter støttepartier ikke den regering, de har bragt til magten. Historisk er det i hvert fald kun sket som en 50-års-hændelse – først i 1929, da Konservatives leder John Christmas-Møller bragte Venstre-regeringen til fald i en konflikt om forsvarsbudgettet, og senere i 1967, da seks udbrydere fra SF tvang den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag til at udskrive valg.

Sidenhen har ingen støttepartier turdet udtrykke parlamentarisk mistillid til en regering, som de selv har peget på - altså vælte en statsminister. Og som de tre støttepartier opfører sig for tiden, tegner det til at ville tage mindst 50 år, før en siddende statsminister igen behøver at frygte for sit politiske liv.

Når det kommer til stykket, tør hverken Enhedslisten eller Radikale Venstre gøre andet end at acceptere småfedtede kompromisser på Socialdemokratiets præmisser. Efter chok og reaktion kommer bearbejdning og til sidst nyorientering.