Strategihus: Fælles missionsdrevne strategier kan løse samfundsproblemer

Betingelser for missiondrevne strategier
Der er flere betingelser der skal være tilstede, for at de missionsdrevne mellemrumsstrategier kan blive en realitet. Særligt tre fundamentale drivkræfter skal i fokus.

For det første må vi evne at bringe viden til virkelighed – indrette forskning, investering, og lokalt samarbejde således at vi kan fremme og bringe viden ud i verden og gøre brug af denne. Ellers lykkes vi ikke med at gøre noget anderledes i morgen, end det vi gør i dag.

Vi kan lade os inspirere af Donald Sull og Kathleen Eisenhardt, der i bogen Simple Rules beskriver, hvordan den topprofessionelle forsknings- og innovationsorganisation DARPA bruger to helt simple regler til at evaluere og prioritere deres portefølje af projekter: “A project must further the quest for fundamental scientific understanding and have a practical use".

For det andet må vi op af de ideologiske huller, vi nogle gange befinder os i, og ændre vores tilgang til offentligt samarbejde.

Det indebærer blandt andet en erkendelse af, at offentligt og privat samarbejde rummer et stort og vigtigt potentiale. Det ene udelukker ikke det andet. For den offentlige tanke er helt afgørende, men den lever under svære kår, hvis ikke den suppleres af det private initiativ.

Andelsbevægelsen er et glimrende eksempel på en samfundskonstruktion, hvor alle får værdi på baggrund af et privat initiativ men med et offentligt og socialt afsæt.

For det tredje må vi revurdere vores demokratiperspektiv. Som samfund, som sektor, som område, må vi udvikle og indgå i en anden demokratisk samtale. For hvis vi skal løse samfundets udfordringer, så skal det ske på forskellige demokratiske niveauer.

Nogle beslutninger skal træffes på en højere klinge, hvilket kan opleves som mindre demokratisk involvering. Det gælder blandt andet regulering og offentlige indkøb.

Men omvendt skal der også træffes beslutninger og løses mere ”lokale” udfordringer tættere på praksis. Mere autonomi i de yderste led er herunder nødvendigt for at vi kan sikre de borgernære løsninger, som i sidste ende kobler de store, vigtige missioner og den nødvendige adfærd og handling der skal følge.

De rette forudsætninger
I forlængelse af ovenstående er der også en række forudsætninger for, at mellemrumsstrategierne rent faktisk lykkes, når først de er etableret.

Det er først og fremmest vigtigt med klare mål og delmål. Dermed ikke sagt at vi skal falde i den fælde, at man skal kunne svare på alt her og nu.

Vi kan ikke brolægge vejen fra starten – det er ikke løsningen. Men vi skal have tydelige mål og ambitioner med forskellig tidshorisont. Klimalovens mål om 70 procent reduktion af drivhusgasudledning i 2030 og et klimaneutralt Danmark i 2050 er gode eksempler på netop dette.

Det er klare og tydelig mål, men vejen dertil er stadig uklar, og det er her, at mellemrummene, og de tre ovenstående principper, er afgørende. For der er strukturelle faktorer der skal tilpasses på et politisk højt niveau.

Men dernæst er det ude i mellemrummene, i samarbejdet mellem kommuner, universiteter, virksomheder og fonde, at vejen skal brolægges.

Bred inklusion og udfordring er afgørende
Det er vigtigt, at man involverer bredt for at sikre, at der i formuleringen og aktiveringen af de missionsdrevne strategier bliver sikret de rette kompetencer, perspektiver og instrumenter.

Inddragelse af borgere, brugere og andre interessenter er et godt eksempel på at tænke bredt – så længe det er præget af høj diversitet.

Det er dermed ikke kun de nuværende borgere, brugere og interessenter, der skal involveres, men også forhenværende eller potentielle.

På den måde indsamles der bred viden om, hvordan en mission og strategi bør tilrettelægges, samtidig med at der skabes bred legitimitet og opbakning blandt de involverede samt solid forankring i samfundet.

Sidst men ikke mindst må vi udfordre, hvad vi vurderer som værende værdifuldt for samfundet.

Særligt i det private erhvervsliv og i finansieringen af de projekter, der etableres i mellemrummene, må vi udfordre det forholdsvist ensidige fokus på vækst og beskæftigelse, som i dag præger uddelingen af forskningsmidler og sikrer bred støtte.

Vi må i forlængelse heraf stille os selv spørgsmålet, om ikke vi kan vurdere, hvad der tilfører værdi, på en ny og anderledes måde, der står på mål med de fælles missioner, vi har i områderne, i mellemrummene og i samfundet?