Tidligere indsat: Frivillig mentorordning blev min redning – udbred dem til alle fængsler i landet

Forestil dig, at du blev placeret på en øde ø og var alene i 4,5 år.

Isolationen ville gøre dig ensom, deprimeret og måske underlig. Når du blev fløjet tilbage til civilisationen, ville du lande i en lufthavn og få besked om, at nu måtte du selv finde ud af at finde et sted at bo, få et job og en ny omgangskreds, så du kunne leve som de fleste andre mennesker.

Hvem skal man kontakte? Hvordan skaffer man en bolig? Hvad med job?

Ens kompetencer er måske forældede, man har måske ikke en uddannelse, og endnu værre – en plettet straffeattest. Hvordan får man venner, der er gode for en? Hvad med kærligheden og de drømme, man har om hus, børn og lykke?

Sådanne spørgsmål og bekymringer stilede jeg mig selv, da jeg blev løsladt efter 4,5 år. Jeg havde det af helvedes til. Jeg fik ingen hjælp af systemet udover to frivillige fra Røde Kors. Jeg kæmper stadig med at holde hovedet oven vande.

Der var ingen hjælp, da jeg kom ud

Da jeg kom ud, var jeg lammet af ’fængselsmode’. Det er en følelse af ubeskrivelig ensomhed, og en følelse af, at ingen forstår en. Jeg var langsomt blevet nedbrudt inde i fængslet. Jeg var handlingslammet, kun en skygge af mig selv.

Den tilstand gjorde det ikke nemt at blive løsladt.  Jeg skulle selv søge en lejlighed, kontanthjælp med mere. Den nemme løsning ville være at lave ny kriminalitet.

I fængslet mødte jeg folk, der havde siddet inde ti gange. De røg ind og ud for det samme konstant.

Det er tåbeligt. Det koster samfundet så mange penge. Men de manglede hjælp til at blive ude af fængslet. De siger, at man selv skal søge hjælpen, men hvordan skal man gøre det, hvis man aldrig har søgt noget? Hvis du aldrig har kunnet stole på nogen – hvordan skal du så række ud?

Hvis du heller ikke har nogen gode relationer, så går du jo tilbage til det, du kender – ud i kriminalitet. Resocialisering kræver altså, at man gearer systemet til de mennesker, det handler om.

En frivillig indsats blev min redning 

Kort før min prøveløsladelse fik jeg to frivillige mentorer fra Røde Kors, som blev altafgørende. Uden dem havde jeg ikke klaret det. De hjalp mig med at finde tilbage til livet, til samfundet, og med at finde en bolig.

Jeg havde nogen at snakke med, og de hjalp mig med at vende tilbage til samfundet. De var mit sikkerhedsnet og ville gøre alt for, at jeg kom på fode igen. De brændte for det, fordi de gjorde det af egen fri vilje. Det gjorde, at jeg ”oppede” mig.

Jeg føler, jeg skylder Røde Kors alt.

Alle indsatte kan have brug for frivillige. De skal bare først forstå, at de skal have hjælp. For mange af de indsatte kommer fra dårlige hjem, og derfor skal fængselspersonalet gøre en ekstra indsats og blive ved med at spørge for at motivere dem til at tage imod. Det kræver også, at politikerne sætter penge af til indsatsen.

Jeg mener, at mentorindsatser, som Røde Kors tilbyder, skal gøres landsdækkende – i alle fængsler og arrester.

Samfundet skal også være klar til at hjælpe os

I dag er jeg OK det meste af tiden, men jeg er stadig meget bange. Jeg ville ønske, at der var en mere langvarig hjælp fra samfundet, når man bliver løsladt. For jeg har stadig svært ved at se lyst på fremtiden. Jeg er i dag i praktik, men er stadig på kontanthjælp.

Det er skidesvært at få et job med en plettet straffeattest. Jeg har også en kæmpe gæld fra sagsomkostninger.

Jeg prøver at komme oven på ved at holde foredrag om min fortid. Det gør, at jeg har noget indhold i mit liv, og det gør mig stolt. Men jeg er stresset, for jeg ved ikke, om jeg gør det godt nok.

Kommer jeg nogensinde til at forsørge mig selv? Vil nogen ansætte mig? Kommer jeg af med min gæld? Får jeg en fast base, kone og børn? Jeg kan ikke lide at tænke på det og forsøger bare at overleve.

Min appel til politikerne, når de skal forhandle, er derfor: se de indsatte som handicappede. Vi har brug for hjælp til ALT ved løsladelse. Ellers er der meget stor risiko for, at vi vender tilbage til fængslet – for det er meget nemmere at søge det, man kender end at kæmpe hårdt for at få en ny tilværelse op at stå.