Tuborgfondet henter ny chef for sekretariat hos Carlsberg

SKÅL: Tuborgfondets nye sekretariatschef bliver 51-årige Peter Giacomello. Han overtager ledelsen efter Anne-Marie Skov til april.

Siden 2008 har Peter Giacomello været ansat i Carlsberg. Nu overtager han ledelsen af Tuborgfondets sekretariat. 
Siden 2008 har Peter Giacomello været ansat i Carlsberg. Nu overtager han ledelsen af Tuborgfondets sekretariat. Foto: Tuborgfondet
Carsten Terp Beck-Nilsson

Det bliver i familien, når Anne-Marie Skov til april overlader posten som chef for Tuborgfondet til Peter Giacomello. Den nye sekretariatschef har hidtil slået sine folder i Carlsberg, men vel at mærke virksomheden og ikke fonden.

51-årige Peter Giacomello kommer fra en stilling som sponsorship- and reputation director og var inden sin ansættelse i Carlsberg souschef og stedfortrædende for direktøren i spillestedet Vega.  

Han fortæller, at ansættelsen i Tuborgfondet er en drøm, der går i opfyldelse.

"Tuborgfondet har været et af mine personlige fyrtårne i forhold til, hvordan vi kan gøre en forskel i samfundet, når gode kræfter, spændende idéer og fondsmidler finder sammen," siger Peter Giacomello i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet og til at bygge videre på det, fondet har udviklet sammen med dygtige kolleger i sekretariatet og samarbejdspartnere."

300 ansøgere til stillingen
Tuborgfondet har modtaget 300 ansøgninger til stillingen som chef for sekretariatet, der er blevet ledig, efter at Anne-Marie Skov før årsskiftet meddelte, at hun træder tilbage for i stedet at blive formand for bestyrelsen.

Anne-Marie Skov peger på, at den nye sekretariatschef har erfaring fra både erhvervsliv og kulturelle organisationer. Og det har vægtet tungt i valget.

"Peter Giacomello har således over årene opbygget et meget stort netværk i både erhvervsliv og civilsamfundsorganisationer, og det passer perfekt til vores strategi," siger Anne-Marie Skov.

Hun varetager den daglige ledelse i fonden, indtil Peter Giacomello tager over 1. april.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Giacomello

Sekretariatschef, Tuborgfondet

0:000:00