Debat

Velkomstalliancen: Velkomsten er en lille handling, men gør en stor forskel

KRONIK: Velkomsten er den mindste handling, vi alle kan gøre, og er samtidig det, der gør den største forskel for, om mødet med et nyt land bliver en succes eller en fiasko, skriver Velkomstalliancen.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Velkomstalliancen
Etableret af DGI, Mærsk, ISS, QVARTZ, International House Copenhagen, Ungdommens Røde Kors, Movia og Nextstep by Bindslev

Et håndtryk, en kop kaffe og tre nysgerrige spørgsmål. Starten på et nyt arbejdsliv, et nyt venskab eller et nyt naboskab i et nyt land er ikke svær. Og det kan kun betale sig, at flere giver velkomster til nye borgere.

Man forlader sjældent et arbejde, bliver uvenner eller flytter fra sin bolig, når man har oplevet at blive budt velkommen på en god måde. Velkomsten er den mindste handling, vi alle kan gøre, og er samtidig det, der gør den største forskel for, om mødet med et nyt land – et nyt hjem – bliver en succes eller en fiasko på den lange bane.

H.M. Dronningen og statsminister Lars Løkke Rasmussen gav i deres nytårstaler os alle en fin opfordring og en invitation: I Danmark skal vi byde nye borgere godt velkommen med udgangspunkt i vores danske værdier. ”Mange mennesker er kommet til Danmark for at arbejde her, dem har vi tidligere haft brug for, og det har vi stadig,” sagde dronningen.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Statsministeren fortalte levende om sin velkomst til to unge kvinder fra Bangladesh. Velkomstalliancen, skabt af virksomheder, organisationer og foreninger, har taget opfodringen op og vil skabe en bevægelse af gode velkomster i hele Danmark. Vi skal møde nye mennesker med de danske grundværdier om, at tryghed er noget, man giver, tillid er noget, vi skaber, og samarbejde starter, når man lærer sprog og kulturer.

Det skal sikre, at vi kan tilbyde gode forhold for medarbejdere fra andre lande og deres familier, både på arbejdspladsen, i nabolaget, i skolen og i foreningen. Og det betaler sig. Ifølge Tænketanken DEA vil det bidrage med 250 millioner kroner årligt, hvis vi kan fastholde højtuddannet udenlandsk arbejdskraft med familie blot ét år mere, end vi gør i dag.

Et håndtryk, en kop kaffe, og tre nysgerrige spørgsmål giver viljen til hurtigt at lære sprog og kultur

God velkomst er et centralt omdrejningspunkt
Om man flytter fra Kolding til København, fra Madrid til Middelfart eller fra Damaskus til Dragør er velkomsten altid det første skridt mod en stærk relation og et godt samarbejde. Derfor er den gode velkomst et centralt omdrejningspunkt. Den er nem at give, koster ingenting og efterlader et varigt indtryk.

Et håndtryk, en kop kaffe og tre nysgerrige spørgsmål giver viljen til hurtigt at lære sprog og kultur. Den slags skabes ikke af staten, regionen, kommunen eller arbejdspladsen alene. Den første og bedste relation skabes af, at vi alle sammen med små handlinger i hverdagen skaber nye holdninger og fællesskaber.

Velkomstalliancen har mødt Julia Anna fra Østrig, der kom til Danmark for at arbejde som konsulent for Maersk Management Consulting. Julia Anna valgte Danmark på grund af det høje antal af danskere, der taler engelsk. Men på trods af det har det været svært for Julia Anna at finde nye danske venner.

Julia Annas gode råd til dig, der er ny i Danmark, er, at du aktivt skal melde dig til sociale aktiviteter. Og hun opfordrer danskere til ikke at være bange for at invitere en med, om det så er til frokost i kantinen eller en fest fredag aften.

Velkomstalliancen har også mødt Ghazi Al-Naji, der som et-årig kom til Danmark med sin familie for at leve og arbejde i landet. Han fortæller, at man sagtens kan mødes og være sammen, selvom man ikke taler det samme sprog – man kan for eksempel lege og dyrke sport sammen. Og så lærer man samtidig sproget.

Hans gode råd til nye borgere er: ”Ræk hånden ud, for det er ikke alle danskere, der er så gode til at tage det første skridt”. Til danskerne siger han, at det er rart, når vi ikke hæfter os ved, at han kommer fra et andet land – men blot møder ham som et menneske.

Danmark ligger i bunden
Danskere har alle dage rejst ud og er taget hjem rigere og med mod på at skabe nye familier og forretning. Som nation har vi søgt ud i verden med kunst, film, tv, filosofi, øl, skibe, vindmøller, service og mad, som er blevet budt velkommen overalt. Vi har også rakt ud i verden:

Hver dag viser vi verden, at vi er et samfund, hvor man kan være tryg, bo og arbejde, hygge sig og leve et godt liv. Samtidig har Danmark også taget verden ind i vores land og vores liv. Vi spiser mad fra alle verdenshjørner og opdager verden gennem film, litteratur og kunst.

Desværre er det ikke alle, der møder den hyggelige, nysgerrige og nærværende side af danskerne. Hvert år laver InterNations en undersøgelse blandt mennesker, der lever og arbejder i andre lande end deres fædreland, også kaldet expats, der klart viser, at Danmark ligger i bund på ”feeling welcome”, ”friendliness” og ”finding friends”.

Danmark ligger faktisk som nummer 65 ud af 65 målte lande på oplevelsen af, hvor let det er at falde til – og dermed føle sig velkommen. Det er i bunden sammen med lande som Østrig, Kuwait og Kina. Vores nordiske naboer klarer sig en smule bedre: Norge ligger nummer 50, Sverige nummer 49 og England nummer 44.

Dette kan have en negativ påvirkning for Danmark. Mennesker, der kunne bidrage, ender med at flytte væk eller lukker sig ude af fællesskabet, og deres fortællinger om Danmark ude i verden gør det sværere for virksomheder og danskere at være en del af resten af verden.

Velkomstalliancen kan se et Danmark, hvor vi inden for de næste fem år går fra nummer 65 til toppen af lande, der byder nye borgere velkommen. Det skal ske ved at starte en bevægelse af velkomster på arbejdet, i nabolaget, i byen, i skolen og i foreningen.

Vi vil forene, forstærke og udbrede de gode velkomster, der allerede findes, for vi tror på, at hver af os som borgere, kolleger, ledere, klassekammerater, holdkammerater og naboer kan byde velkommen – hvad end det er at give en kop kaffe, en middag eller vise vej. Hvis man får konkrete velkomster og ”vejhjælp” fra andre end kommunen og staten inden for de første seks dage, seks uger og seks måneder, stiger evnen til at lære dansk sprog og kultur.

Apolitisk alliance med ønsket om at byde velkommen
Velkomstalliancen vil med mange velkomster på kort tid skabe åbne boligområder, integrerede arbejdspladser, bedre studiemiljøer og idrætsforeninger fyldt med liv og mennesker, der kan og vil bidrage, fordi de er trygge, føler sig velkomne og vil gøre vores velfærdssamfund endnu bedre.

Velkomstalliancen vil med velkomster i hele landet møde nye borgere med åbent sind og i øjenhøjde og med en forudsætning om, at man som ny borger tager imod invitationer, lærer sprog og dansk kultur og hurtigt kommer til at bidrage til festen, familien og forretningen Danmark.

Velkomstalliancen starter Grundlovsdag. Fordi Grundlovsdag markerer, at vi alle er lige for loven, uanset køn, race eller religion. Grundloven har givet os et samfund, hvor vi kan bevæge os frit, kan tale og tænke frit og kan tage godt imod nye borgere.

Vi er en apolitisk aktionsfokuseret alliance, der alene vil sikre, at de nye borgere, der bor, lever og kan være i landet, hurtigt bydes velkommen. Vi tror på, at vi som borgere, virksomheder og organisationer sammen kan skabe mange velkomster, der medfører, at nye borgere hurtigere kommer ind i vores mange fællesskaber. Ind i Danmark.

Vi vil gøre det enkelt for alle at bidrage til at gøre Danmark stærkere. Med vores charter kan alle deltage. Det svære er at gøre det selv og ikke bruge al tid på at tale om, hvad andre skal gøre.

BYD VELKOMMEN MED 5 LETTE LØFTER

  1. Byd velkommen, hvor du er – lige nu
  2. Gør velkomsten hyggelig og personlig
  3. Snak, forklar, gestikuler – det er let at tale flere sprog
  4. Gør det let med et håndtryk, en kop kaffe og tre spørgsmål
  5. Gør velkomsten større – inviter venner, naboer og kollegaer med.

Velkomstalliancen vil åbne Danmark for nye borgere og åbne verden for alt det smukke i vores Danmark. Du er hermed budt velkommen i Velkomstalliancen.

Dokumentation

Velkomstalliancen er etableret af DGI, Mærsk, ISS, QVARTZ, International House Copenhagen, Ungdommens Røde Kors, Movia og Nextstep by Bindslev.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00