Pernille Skipper
 svarer 
Astrid Krag

Pernille Skipper (EL) spørger social- og ældreministeren, Astrid Krag, hvordan vil ministeren garantere, at de forslåede ændringer af lov om Den Sociale Investeringsfond ikke muliggør såkaldt cherrypicking

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 157, Spørgsmål 6
Hvordan vil ministeren garantere, at de forslåede ændringer af lov om Den Sociale Investeringsfond ikke muliggør såkaldt cherrypicking, hvor private investorer får mulighed for at udvælge de projekter, de mener giver det størst mulige afkast?

Svar fra tirsdag den 13. april 2021
”Hvordan vil ministeren garantere, at de forslåede ændringer af lov om Den Sociale Investeringsfond ikke muliggør såkaldt cherrypicking, hvor private investorer får mulighed for at udvælge de projekter, de mener giver det størst mulige afkast?” Svar:

Det er ministeriets opfattelse, at private investorer allerede i dag har mulighed for at investere både i fondens samlede portefølje og i enkelte af fondens udviklings- og investeringsprojekter, og at der dermed ikke er tale om en ændring af gældende ret, jf. også notat oversendt til socialordførerne d. 5. oktober 2020 om det daværende Social- og Indenrigsministeriums lovfortolkning (vedlagt som bilag 1).

Med de politisk fastlagte temaer for fondens arbejde, der årligt aftales i aftalekredsen bag fonden i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, sikres det, at det er folkevalgte politikere, som foretager den overordnede prioritering af fondens investeringer. Her er det fondens ansvar så vidt muligt at finde investorer til alle de politisk besluttede temaer. Samtidig kan fonden afvise yderligere investeringer i allerede inddækkede investeringsområder, hvis ikke alle de politisk besluttede temaer er dækket ind, og således kan fonden bidrage aktivt til at imødegå ”cherrypicking”.

Med de foreslåede ændringer lægges der i denne sammenhæng også op til, at der tre år efter ændringerne er trådt i kraft, skal foretages en evaluering af, om bestemmelsen om private investorers muligheder for at investere både i fondens samlede portefølje og i dele af porteføljen virker i overensstemmelse med de politiske intentioner.

Det vil også til hver en tid stå den politiske aftalekreds bag fonden frit at stramme bindingerne på fondens investeringer, hvis det viser sig, at private investorer foretager ”cherrypicking” i strid med de politiske intentioner. I den forbindelse kan Folketinget løbende følge med i fondens aktiviteter i den årlige redegørelse, fonden afgiver til ministeren, og som oversendes til Folketinget.
0:000:00