Nogle af dem uden stemmeret har fået en stemme og lyst til at bruge den

af Niels Bak Henriksen

Hvordan påvirker man demokratiske beslutninger, når man ikke har demokratiske rettigheder?

Det er situationen for mange unge med flygtningebaggrund.

De er ofte i en udsat situation, hvor de er dybt afhængige af politiske beslutninger, men så længe de ikke er danske statsborgere, kan de hverken stemme eller stille op til valg, og de kan heller ikke benytte sig af formelle demokratiske redskaber som at opstille eller skrive under på borgerforslag. Og de står måske lidt usikre over for klassiske metoder som debatindlæg, dansk debatkultur og foreningsliv.

Det er det centrale problem, som DFUNK - Dansk Flygtningehjælp Ungdom adresserer med projektet Udtalt, som de nu har fået evalueret af den socialøkonomisk konsulentvirksomhed DeltagerDanmark. Evalueringen blev lanceret ved et event for en række aktører i civilsamfundet i ugen før påske.

"Deltagernes demokratiske selvtillid er markant styrket," opsummerede konsulent i DeltagerDanmark, Lise Lerche hovedkonklusionen.

Dokumenteret øget selvtillid

Den større demokratiske selvtillid ses blandt andet ved, at en markant øget andel af deltagerne i interviews efter forløbet giver udtryk for, at de har holdninger til, hvordan man løser samfundets udfordringer, at deres forståelse af og interesse for politiske sager er øget, og at de selv mener, de har noget at bidrage med i politiske diskussioner.

”Jeg håbede at lære nye metoder til at debattere og være med i den offentlige debat (…)Før syntes jeg tit, jeg sad med følelser og vidste ikke, hvordan de skulle komme ud,” siger en af deltagerne i rapporten.

Det er det, Lise Lerche kalder indre demokratisk selvtillid.

Men effekten ses også i det, rapporten kalder ydre demokratisk selvtillid – tilliden hos de unge til, at de faktisk har indflydelse på udviklingen. Hele 70 procent erklærer sig meget enige i, at de er med til at gøre en forskel gennem frivilligt arbejde – en stigning fra 49 procent før de deltog i forløbet.

Samtidig fortæller de unge, at de efter forløbet i høj grad føler sig klædt på til aktiviteter som at arrangere events eller demonstrationer, fortælle deres historie foran et publikum eller få andre til at deltage i aktiviteterne.

”Alt i alt handler det her om, at de har fået nye kompetencer til at handle på hjertesager. Og kompetencer skal forstås bredt fra, hvordan man teknisk laver en podcast, til, hvordan man tager beslutninger sammen med andre,” sagde Lise Lerche.

Også andelen af deltagere, som erklærede sig helt enige i, at de har indflydelse på samfundsudviklingen, er fordoblet, fra 17 til 30 procent. Den stadig relativt lave andel ’dokumenterer behovet for et projekt som Udtalt,’ hedder det i rapporten.

Politisk paradigmeskifte gav behov for uddannelse

Udtalt består af tre aktiviteter: En meningsdannerskole, som nu er i gang med sit tredje hold, seks lokale grupper, som samler unge med og uden flygtningebaggrund om politisk aktivisme, og endelig et fortællernetværk, hvor unge med flygtningebaggrund kommer ud på fx skoler og fortæller deres personlige historie. Fortællernetværket har eksisteret i en årrække, mens de to første aktiviteter er nye, og derfor er det dem, som Deltager Danmark har evalueret.

Programmet blev ifølge partnerskabs- og videnschef i DFUNK Sarah Hviid Miller født ud af to faktorer. Den ene var, at DFUNK i 2020 vedtog en ny strategi, der satte fokus på at lade medlemmerne komme til orde.

Den nye strategi kom lige efter paradigmeskiftet i udlændingepolitikken, som skiftede fokus fra integration af flygtninge til hjemsendelse så snart som muligt. Noget, som i meget høj grad præger unges hverdag og muligheder.

Deraf opstod behov for en uddannelse, som er inspireret af de udmærkede debat- og kritikerskoler, der efterhånden er dukket nogle stykker op af, men målrettet unge med flygtningebaggrund.

”De gængse uddannelser tager ikke nødvendigvis højde for identitetsspørgsmål eller behov for alternative udtryksformer,” sagde Sarah Hviid Miller i debatten på lanceringen.

Uddannelse i at beskytte sig selv

Fordi det for de unge i så høj grad handler om dem selv og deres hjerteblod er forløbet også kommet til at handle om både at give de unge nogle helt konkrete redskaber og om at give dem selvsikkerheden til at turde.

”Det er sårbart. Det kan være frygtsomt at stille sig frem på en scene og dele noget, der kan være personligt. At have den oplevelse og mærke, at man bemestrer noget, man ikke troede, man kunne, er et kæmpe boost for den demokratiske selvtillid,” sagde Lise Lerche.

Sårbarheden gør også, at det også har været vigtigt at klæde de unge på til den ofte hårde tone, der kan være på sociale medier, ikke mindst i udlændingedebatten. Projektet har haft en psykoterapeut til at tale med deltagerne om at sige til og fra for eksempel i forhold til i hvor høj grad, de vil bruge sig selv. Desuden har de haft et forløb om at håndtere journalister og i digitalt selvforsvar, hvor de lærer at komme med et fedt modsvar, der styrker argumentet, i stedet for et personligt. Men også hvor og hvordan de skal politianmelde noget, hvis det bliver for groft.

Og så følger projektet op på deltagerne også mellem undervisningsweekenderne og efter, holdet er afsluttet.

”Der er hele tiden kontakt. Det er trygt,” sagde en af deltagerne, Zuhal Khosrawi, på lanceringen.

Fingrene i den politiske bolledej

Til gengæld tyder meget på, at de er flyvefærdige.

Det er ikke svært at finde eksempler på, at de tidligere årgange allerede er begyndt at fylde noget i det ytrings- og deltagelseslandskabet: Internt er de efterhånden talrigt repræsenteret i DFUNK’s egen bestyrelse, mens andre har stillet op til kommunalvalget, en sidder i ungerådet på DR, en er ansat i CPH:DOX’ ungdomsredaktion og en anden på Verdens Bedste Nyheder.

Og så kastede en af de tidligere deltagere sig også over at få ændret den regel, der betyder, at lærlingeforløb ikke tæller med som arbejde, når der skal søges permanent opholdstilladelse. Efter en tur i medierne lykkedes det at få en møde med daværende integrationsminister Mathias Tesfaye, uden at sagen i første omgang kom videre.

Men siden har Rosa Lund (EL) stillet spørgsmål om det til den nuværende integrationsminister, Kaare Dybvad Bek (S), der i sit svar ikke var helt afvisende – uden dog at ville sætte en ændring på dagsordenen lige nu.

En lovændring der vil lade alle uddannelsesforløb tælle med i arbejdskravet er også fremsat af De Radikale og skal til førstebehandling i maj.

Og selv om regelændringen ikke er i mål endnu – og måske heller ikke kommer det – så gør kontakten og dialogen en verden til forskel.

Eller som en af deltagerne siger i evalueringen om sin deltagelse på Folkemødet: ”… se politikerne in real life betyder bare så meget og fortælle dem om noget, man er uenige om. Jeg har talt med Nye Borgelige og været i DF’s telt. De har ikke spist mig, og jeg har ikke spist dem, så vi kan sagtens kommunikere”.

Sarah Hviid Miller understreger, at der ikke er nogle konkrete politiske mål med projektet. Målet er deltagelsen.

”Andelen af de unge, der er frivillige i en forening er fordoblet. Det er vi rigtig glade for,” sagde hun, og pegede på, at dansk foreningsliv er fuldt af både skrevne og uskrevne regler, som det kan være vanskeligt at navigere i. Derfor har organisation også været en del af uddannelsen.

Meningsdannerskolen fortsætter – men de lokale grupper lukker

Mens evalueringen uden omsvøb skriver, at meningsdanneruddannelsen har haft ’exceptionel succes med at skabe demokratisk selvtillid og øge mulighederne for demokratisk indflydelse’ for deltagerne, har de lokale aktivistgrupper fungeret mindre godt. Det har været vanskeligt at rekruttere og fastholde deltagerne, og nedlukningerne på grund af COVID har gjort den udfordring værre. Flere af grupperne har manglet fokus, og det har givet for lidt fremdrift i arbejdet.

”Unge kommer for en sag. Ikke for demokratiet i sig selv. I hvert fald hvis vi vil have mange med,” sagde Lise Lerche fra DeltagerDanmark i sin udlægning.

Så mens det oprindelige projekt, støttet af Nordeafonden, nu er afsluttet, søger DFUNK finansiering til en ny periode, udelukkende med fokus på meningsdannerskolen.

”Det er et ressourcespørgsmål at fokusere på det, der virker bedst,” lyder begrundelsen fra Sarah Hviid Miller.

Til gengæld får projektet mere fokus på at komme ud lokalt og i endnu højere grad at udvikle alternative kommunikationsformer. For selv om det er mange ressourcer at bruge på så relativt lille en målgruppe – der er plads til 20 på hver årgang – har det givet et stort impact, også som rollemodeller i målgruppen.

Eller som en af deltagerne formulerer det i rapporten: ”Før talte politikerne om os, og nu kan de tale med os. Vi kan sige vores holdning højt, ligesom de gør”.