Professor: Vi overvurderer effekten af civilsamfundets kommunale samarbejde

Manglende indflydelse og manglende effekt
Bjarne Ibsen mener, at forudsætningen for et godt samarbejde mellem kommuner og civilsamfund er, at begge parter synes, at arbejdet er meningsfuldt.  

Og med den præmis er vi tilbage ved professorens metafor om kroppen. For hvorfor ser foreningskroppen lidt misfornøjet ud i forhold til kommunekroppen? Ifølge professoren skyldes det, at de frivillige foreninger mangler indflydelse på samarbejdet.

“Der har været en interesse i samarbejdet først og fremmest fra kommunernes side. I mindre grad og mindre entusiastisk fra foreningerne. Man vil gerne have de frivillige med, men man vil ikke give dem indflydelse.”

“Hos kommunerne er tankegangen ofte, at samarbejdet skal bidrage til at udvikle kommunens institutioner. Men det er jo ikke sikkert, at foreningerne synes, at det er deres opgave,” forklarer han og uddyber med et eksempel:

“Idrætsforeningerne synes ofte, at det er helt fint at komme ud på skolerne og bidrage med noget idrætsundervisning, men det er ikke, fordi foreningen mener, at det er dens opgave at stå for idrætsundervisningen i skolen.”

Det betyder ikke, at foreningerne og de frivillige ikke også får noget ud af samarbejdet, forklarer Bjarne Ibsen. Men hvis samarbejdet for alvor skal være frugtbart, så skal det gentænkes.

“Samarbejde mellem foreninger og kommuner er ikke noget nyt. Det har man gjort i mange år, men det nye her er, at man så bevidst har valgt at satse på det. Der har været en vision om at gøre tingene anderledes, i den tro at tingene bliver bedre og problemerne bliver løst, måske endda samtidig med at man sparer penge. Det har dog været meget svært at se i vores forskning. Vi ved simpelthen ikke nok om det.”

Giv plads til den ærlige kritik
Bjarne Ibsens forskning er blandt meget andet baseret på en række spørgeskemaundersøgelser, som han har foretaget i civilsamfundet. Her er konklusionen klar.

“Når foreningerne svarer på vores spørgeskemaer, så mener de ikke, at det er deres job at være et frivilligt hjul på de kommunale tilbud. Foreningernes holdning til, hvorvidt de skal bidrage til kommunernes arbejde med at løse sociale problemer er faktisk uændret fra 2004 til 2018, selv om samarbejdet er vokset." 

Derfor mener SDU-professoren, at man bør stoppe op og vurdere, hvorvidt det enkelte samarbejde rent faktisk har den ønskede effekt.

“I nogle tilfælde er det faktisk dyrere at samarbejde med civilsamfundet, fordi man betaler foreninger for at møde op. Eksempelvis i skolerne, hvor frivillige møder op, selv om der er en lærer til stede. Så man sparer ikke nødvendigvis noget på den front.”

“Samarbejdet er noget, som, man synes, er værdifuldt. Det føjer lidt ekstra til, men det kan i mange tilfælde undværes. Det er de færreste steder, hvor institutionerne måtte lukke ned, hvis de frivillige og foreningerne forsvandt,” forklarer professoren og uddyber:

“Min pointe er, at målt på det kvantitative skal man passe på med at tro, at samarbejdet pludselig udgør en stor del. Vi er ikke på vej mod den frivillige kommune. Det er vi slet ikke.”

Derfor kan der vel stadig godt være en kvalitativ effekt af samarbejdet?

“Målt på det kvalitative kan vi også godt diskutere effekten. Der er rigtig mange steder, hvor de frivillige bidrager til at medvirke på de forskellige opgaver, og det er helt fint, men den store idé i det her skulle jo være, at frivillige og foreninger og lokalsamfund var involverede i selve udviklingen. At de var med til at tage initiativ og skabe noget i fællesskab og have indflydelse. Det er efter alt at dømme ikke tilfældet.”

Se tilbage for at gå fremad
Bevægelsen mod et øget samarbejde har skabt et skred i de traditionelle roller mellem kommuner og foreninger, mener Bjarne Ibsen.

Før i tiden arbejdede de to parter i højere grad parallelt, forstået på den måde, at kommunerne understøttede og rammesatte det frivillige arbejde, men uden at blande sig i den konkrete udvikling og afvikling. Sådan er det ikke længere.

“Nu er det i meget høj grad sådan, at kommunerne og de kommunale institutioner gerne vil have foreninger og frivillige med til at bidrage og kvalificere nogle af de opgaver, som kommunen har ansvar for. Det er en helt anden form for samarbejde,” forklarer Bjarne Ibsen og uddyber: 

”Det traditionelle samarbejde er noget, hvor man arbejder ved siden af hinanden. Man lader sig inspirere af hinanden, men man arbejder ikke sammen. I de senere år har der været en bevægelse mod mere integrerede samarbejdsforhold, hvor man får forskellige roller. Og når man får forskellige roller, så forudsætter det også, at parterne er glade for deres roller.”

Er din opfattelse at der blandt foreningerne er en grundlæggende utilfredshed forbundet med samarbejdet med kommunerne?

“Nej, ikke nødvendigvis. Foreningerne og de frivillige vil meget gerne arbejde på det konkrete samarbejde, og på mange måder er samarbejdet mellem kommunerne og civilsamfundet rigtig fint. Det er der ikke nogen grund til at være kritisk overfor.”

“Jeg rejser bare et spørgsmål om, hvorvidt man ønsker at ændre den traditionelle relation, der tidligere har været dominerende i forholdet mellem foreninger, frivillighed og det offentlige.”

Hvad er argumentet for at vende sig væk fra det integrerede samarbejde og i stedet gå tilbage til de mere traditionelle roller?

“Jeg tror ikke, at man skal undervurdere, hvor vigtigt det er, at kommunerne husker deres traditionelle rolle, hvor de skaber nogle gode rammer for foreningerne og de frivillige, så de for alvor kan gøre det, de brænder for. Dét er det primære for foreningerne, for de mener ikke, at det er deres job at være et frivilligt hjul på de kommunale tilbud.”

Positiv energi og gode intentioner er ikke nok
Bjarne Ibsen forholder sig kritisk til idéen om, at vi er på vej mod en frivillig kommune, men han er i bund og grund sympatisk over for bevægelsens essens.

Det handler om at involvere og engagere borgerne i den offentlige sektor, og det er der med rette sympati for, forklarer professoren. 

Han mener dog, at man i fremtiden skal dæmpe den højstemte retorik en smule, og i stedet begynde at forholde sig konkret til, at der både er værdi og begrænsninger i samarbejdet.

“Idéen har sat sit præg på det kommunale arbejde, men nu har den måske haft sin tid. Der er en masse positiv energi i bevægelsen, men i længden vil det alene ikke være nok, hvis ikke det fungerer og løser nogle opgaver,” slutter Bjarne Ibsen.