VELUX FONDEN: Personlige erfaringer skal spille større rolle i uddelinger

Et liv på kanten kan se meget forskelligt ud. Nogle forsvinder ind i misbrug, andre er ensomme og atter andre hører måske stemmer eller har angst. Fælles er dog, at der ofte går alt for lang tid, før den rette hjælp kommer fra civilsamfundet og det offentlige. Imens får personen i mistrivsel det dårligere og dårligere. 

At vi som samfund er for langsomme til at hjælpe, er ikke en stor og dyb hemmelighed. Men det var godt at blive mindet om, siger Vibeke Lybecker, der er programchef i VELUX FONDEN og som har ansvar for at finde projekter, der skal have støtte, inden for sociale indsatser i Danmark.  

Det gør en forskel, at du sidder overfor mennesker, der selv har oplevet at være i alvorlig psykisk mistrivsel. De var super præcise på, hvad der er vigtigt og ikke så vigtigt 

Vibeke Lybecker
Programchef i VELUX FONDEN

Hun har her i foråret mødtes med en nyskabelse indenfor hendes felt: Et panel bestående af 11 personer fra alle egne af Danmark, der hver især har personlige erfaringer med at være i alvorlig psykisk mistrivsel. Panelet skal hjælpe VELUX FONDEN med at udvælge de projekter, der forventes at gøre størst mulig gavn for målgruppen. 

 “Det handler om at give målgruppen en stemme. De har erfaringer med den problematik, vi gerne vil ændre. Vi er nysgerrige på, hvad der hjalp dem videre, og ikke mindst hvad der mangler af trædesten mellem civilsamfundet og offentlige tilbud,” forklarer Vibeke Lybecker. 

Det ligger ikke VELUX FONDEN fjernt at slå lyttelapperne ud, understreger Vibeke Lybecker. Faktisk gør fonden i forvejen meget for at indsamle informationer fra eksperter, fagpersoner og andre, der har specialiseret viden inden for de indsatsområder, fonden strategisk arbejder med at forbedre. Derfor er det også helt naturligt, at man nu kalder på input fra den gruppe, der har fået titlen erfaringseksperter. 

Panel sikrer nyt blik

Tidsfristen er netop udløbet på et stort “temakald” på det sociale område, hvor VELUX FONDEN har inviteret blandt andet repræsentanter fra civilsamfundet til at søge penge til projekter. Det er en ekstern konsulent, med erfaring fra brugerinvolverende processer, der har været med til at udvælge panelet, og det første møde med erfaringseksperterne fandt sted inden VELUX FONDEN overhovedet begyndte at læse de 24 ansøgninger, der er kommet ind. Mødet gjorde indtryk på Vibeke Lybecker og hendes kolleger: 

“Det gør en forskel, at du sidder overfor mennesker, der selv har oplevet at være i alvorlig psykisk mistrivsel. De var super præcise på, hvad der er vigtigt og ikke så vigtigt. Vi fik meget ud af at møde med dem, og jeg forventer, at de fremadrettet forskubber tyngdepunkter, vi ellers lægger vægt på.”  

Indtil videre har de 11 personer lært os, at det handler om at hjælpen skal hurtigere frem.

Vibeke Lybecker
Programchef i VELUX FONDEN

Næste møde finder sted i juni måned og der vil VELUX FONDENs programmedarbejdere have læst ansøgningerne og lavet den første grovsortering. Herefter er det panelets opgave at afveje relevansen i de tilbageværende projekter og pege på mulige faldgruber. Panelets ideer og input kommer til at indgå på lige fod med fagpersoners vurderinger, når VELUX FONDENs bestyrelse i sidste ende udvælger de projekter, der skal have støtte. 

Ingen one-size-fits-all

Netop fordi erfaringseksperterne kommer med forskellige baggrund og problemstillinger, vil VELUX FONDEN ikke kræve, at de skal tale med én stemme. For der findes ikke one-size-fits-all-løsninger på alvorlig psykisk mistrivsel, og det er blevet understreget over for panelet, at alle erfaringer og perspektiver er relevante og velkomne.  

“Vores ønsker er først og fremmest at blive klogere og de skal ikke forhandle sig frem til en fælles mening. Vi vil lægge deres vurderinger frem balanceret, så bestyrelsen ved, at nogen siger, at der er behov for det her, andre siger noget andet,” siger Vibeke Lybecker og uddyber:

“Indtil videre har de 11 personer lært os, at det handler om at hjælpen skal hurtigere frem. Derudover betoner de meget, hvor vigtigt det er at møde nogle, der forstår dem. De var tydelige i, at det ikke giver mening at ”lege” fællesskaber – men at hjælpen og indsatsen skal føles ægte og forbundet til det almindelige levede liv.”