Rigspolitiet skrinlægger en stribe it-systemer: ”Der er flere opgaver, end vi har hænder til at løse”

Mængden af it-projekter hos Rigspolitiet har vokset sig så stor, at medarbejderne ikke kan magte opgaverne. Derfor vælger organisationen nu at droppe udviklingen af flere systemer, mens andre projekter sættes på pause. It-direktør kalder det en "nødvendig øvelse, der gør ondt”. 

"It-medarbejdere har bogstaveligt talt følt, at de blev hevet i fra rigtig mange sider og bliver bedt om at løse for mange opgaver. Derfor er jeg også sikker på, at medarbejderne vil hilse vores beslutning velkommen, fordi vi nu får en projektportefølje, som vi magter." 
"It-medarbejdere har bogstaveligt talt følt, at de blev hevet i fra rigtig mange sider og bliver bedt om at løse for mange opgaver. Derfor er jeg også sikker på, at medarbejderne vil hilse vores beslutning velkommen, fordi vi nu får en projektportefølje, som vi magter." Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

13 af Rigspolitiets igangværende it-projekter droppes helt, mens 20 sættes på pause. Desuden lægger organisationen op til, at et antal it-projekter skal ”redefineres”.

Det skyldes et ”tydeligt mismatch” mellem antallet af it-projekter og antallet af specialiserede medarbejdere til at løfte opgaverne.

Sådan lyder det fra Rigspolitiets it-direktør, Stig Lundbech, i et interview med Altinget.

”Vi må konstatere, at vi har flere projekter, end vi har ressourcer til at magte. Der er ganske enkelt flere opgaver, end vi har hænder til at løse,” siger Stig Lundbech.

Samlet set vil Rigspolitiet arbejde videre med 45 ud af de i alt 83 planlagte it-projekter.

”Vi har gennemgået hele vores portefølje med projekter og har konkluderet, at vi bliver nødt til at prioritere hårdt for at få de vigtigste og mest kritiske projekter i mål,” siger it-direktøren.

Ved begyndelsen af næste år forventer han, at Rigspolitiet vil kunne tage hul på projekter, som er bremset midlertidigt.

”Efterhånden som vi afslutter projekter, vil der blive frigjort ressourcer, og vi vil løbende vurdere, hvilket projekt i pipeline der herefter bør prioriteres. Det er en dynamisk model, hvor vi hele tiden vil vurdere, om vi som organisation har kræfter til at begynde på flere af de udskudte projekter,” Stig Lundbech.

”Gør ondt på organisationen”

Hvordan er det konkret kommet til udtryk hos it-medarbejderne, at I ikke har mulighed for at løfte alle 83 projekter? 

"It-medarbejdere har bogstaveligt talt følt, at de blev hevet i fra rigtig mange sider og bliver bedt om at løse for mange opgaver. Derfor er jeg også sikker på, at medarbejderne vil hilse vores beslutning velkommen, fordi vi nu får en projektportefølje, som vi magter." 

Hvorfor har Rigspolitiet ikke kunnet forudsige, at 83 igangværende it-projekter ville skabe uoverstigelige udfordringer? 

"Det er projekter, som er sat i gang før min tid, og derfor er mit fokus også på, hvordan vi i fremtiden kan blive bedre til at eksekvere på vores it-projekter. Nu har jeg sat de her initiativer i gang, som skal sikre, at vi kan rykke på det mest kritiske systemer. Jeg er ikke gået ind i en analyse af, hvorfor vi er endt med 83 projekter."

Det er knap halvdelen af projekterne, der bremses. Er det ikke et udtryk for en eklatant fejlvurdering af, hvor meget I som organisation har kunnet magte? 

"Jeg ved ikke, hvad der er årsagen til det. Og det er klart, at vi nu tager hul på en nødvendig øvelse, der gør ondt på organisationen, fordi der er samarbejdspartnere og borgere, der har ventet på nogle løsninger, som vi nu nedprioriterer."

"Det er en hård prioritering, men jeg er sikker på, at det er en nødvendig prioritering. Men jeg har ikke kendskab til, hvorfor man er endt her."

Hvordan har I konkret prioriteret, hvilke projekter der skal sættes på pause eller stoppes? 

"Vi har opstillet nogle prioriteringskriterier for, hvilke projekter der er mest væsentlige både hvad angår økonomi og jura. Der har været et stort stykke arbejde med at vurdere, hvilke systemer der må betragtes som værende de mest kritiske."

"Vi har eksempelvis også fokuseret på at få færdiggjort projekter, som er relativt tæt på målstregen for at undgå et økonomisk spild."

Læs også

Et langt, sejt træk

Flere af de projekter, som I har prioriteret, har også tidligere været ramt af forsinkelser og fordyrelser. Er du overbevist om, at jeres tiltag betyder, at vi ikke vil se flere forsinkelser? 

"Vores fokus er nu på at blive bedre til at eksekvere. Men der kan være forskellige årsager til forsinkelser, som kan bunde i for få ressourcer, udfordringer med teknik eller problemer hos leverandøren."

"Lige meget hvor dygtige vi bliver, kan jeg derfor ikke garantere, at der ikke vil opstå flere forsinkelser i fremtiden. Der er nemlig ofte rigtig mange faktorer på spil." 

Kunne man have håndteret jeres udfordringer med it-systemer ved at tilføre flere penge i stedet for at skære ned på antallet af opgaver? 

"Jeg har ikke fokuseret på økonomien. Det vigtigste for mig har været at sikre opbakning til at sætte de her initiativer i gang. Men det er et langt, sejt træk, som ikke kan løses ved at hyre en masse konsulenter. Det er en moderniseringsøvelse, en rekrutteringsøvelse og en prioriteringsøvelse." 

Har Rigspolitiet generelt set behov for flere penge til at løfte opgaverne med forældede it-systemer og manglende ressourcer? 

"Det har jeg slet ikke beskæftiget mig med. Lige nu er vores fokus at få vores replanlægning på plads." 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stig Lundbech

It-direktør, Rigspolitiet
BA scient.pol. (Aarhus Uni. 2000), MA (ITU 2002)

0:000:00