Bertel Haarder: Medierne udbasunerer ukritisk klagesangen om den offentlige sektor

Hvorfor hører man kun sjældent journalister i DR stille kritiske spørgsmål til ressourceforbruget i det offentlige? Hvorfor viderebringes modsat alle tænkelige ønsker om forbedringer?  

Gang på gang bliver ministre og ordførere afkrævet svar på, hvorfor de ikke blot bevilger flere penge til højere løn og flere ansatte. Ofte ledsaget af en – misforstået - henvisning til, at der er kommet flere penge i statskassen. Men hvad hjælper flere penge, når der overalt mangler personale, ikke blot i den offentlige sektor, men i høj grad også i den private sektor, som betaler velfærden over skatterne?

Hvorfor bliver organisationer og partier taget seriøst, når de kræver flere penge til alle mulige formål uden at have andet end floskler til forklaring på, hvor pengene skal komme fra? Hvorfor fremstår man som ”god”, hvis man gennem øgede udgifter vil tage flere penge fra børnefamilier, midaldrende og ældre, mens man er ”ond”, hvis man vil værne dem mod det?

Hvorfor er der ikke mere fokus på dem, der i højere grad kunne klare sig selv og betale selv? Og på dem, som kunne arbejde og bidrage til fællesskabet, men ikke gør det? Dem på Arne-pension, der jo som bekendt ikke tilhører gruppen af nedslidte. Og dem, der bliver afskediget på grund af alder, selv om de gerne vil fortsætte, eventuelt på deltid. Og dem på offentlig forsørgelse, der ikke opfylder deres arbejdspligt.

Der var en enlig svale, Joakim B. Olsen (LA), der med fare for liv og lemmer turde stille spørgsmål til elendigheds-myten. Han bestred en folketingskollegas eksempel på fattigdom – ”fattig-Carina”. Han fik ret, og ”Dovne Robert” meldte sig frivilligt som eksempel på én, der ikke vil bidrage til fællesskabet. Han er ikke alene.

Alle ønsker om flere penge bliver udbasuneret og viderebragt af medierne, eksempelvis mastodonten Danmarks Radio. Hvorimod ingen har interesse i at pege på områder, hvor man kunne øge produktiviteten, såsom i den private sektor, og klare sig med færre penge.

Derfor virker den såkaldte nyhedsformidling som en ”donkraft”, hvor merbehov hele tiden udløser øgede udgifter, hvorimod mindrebehov forbigås.

Personaleorganisationerne har enorme ressourcer, som er begunstiget af skattefradrag, til at finansiere deres organiserede hornorkestre, som dominerer sendefladerne. Det benytter de sig af, hvilket er forståeligt nok.

Hvad jeg ikke forstår, er, at medierne, inklusiv Danmarks Radio, ved enhver lejlighed hopper på limpinden og udbasunerer klagesangene frem for at opsøge modgående, kritiske betragtninger og gode eksempler på, hvordan problemerne kunne løses og/eller begrænses ved at lære af bedste praksis.

Er der dog ikke nogen, der i vor tid vil tage handsken op?

Bertel Haarder
Bestyrelsesformand, Det Kgl. Teater, fhv. minister (V)

Man kunne tro, at det er godt for den offentlige sektor. Men det bidrager tværtimod til en skadelig offertænkning, der ikke blot skaber passivitet og mindre arbejdsglæde, men også personaleflugt.

Trods god hjælp fra medierne har Dansk Sygeplejeråd ikke haft held med sine kampagner for højere løn, men det er virkelig lykkedes at skræmme unge bort fra uddannelserne til skade for samfundet.

De politikere, der generelt er ligeglade med skattetrykket og personalemanglen, er ofte de samme, som taler meget højt om klimaet og regeringens klimasvigt. Hvorfor ikke konfrontere dem med spørgsmålet, om ikke andre udgifter bør holdes tilbage til fordel for klimaindsatser, herunder bedre fradrag for investeringer i innovation og støtte til iværksættere, der bidrager til innovationen?

Netop i disse dage kan vi fejre 50-års jubilæum for professor Jørgen Dichs bestseller ”Den herskende klasse”. Han var tidligere socialist og ekspert i Karl Marx' værdilære og klassekampteorier, som han vendte om og anvendte på den offentlige sektors nye magthavere, som han beskyldte for at fremme egne interesser gennem forfaldsmyter og falsk bevidsthed.

Efter hans mening varetager den nye herskende klasse - som den kapitalistiske i sin tid - sine egne interesser på det arbejdende folks bekostning. Jævnfør de betydelige dele af den offentlige sektor, der reelt flytter penge fra lavere indkomster til højere. Det skal bemærkes, at det offentlige personaleforbrug på Jørgen Dichs tid var halvt så stort som i dag.

Hvordan er det gået til? Hvad er det for drivkræfter, der er så uimodståelige, at helt elementære kritiske spørgsmål ikke nyder fremme i medierne?