Debat

Forsker: Danmark kan ikke være tjent med så sparsom repræsentation i det sydlige Afrika

I 2024 lukker den danske ambassade i Tanzania og bliver erstattet med et såkaldt partnerskab. Men vi bør overveje, om vi ikke fortsat har vægtige interesser i det sydlige Afrika, og om repræsentation og udviklingsbistand nødvendigvis må følges ad, skriver Rasmus Hundsbæk Pedersen.

<div>Tanzania har kurs mod høj vækst under den reformorienterede præsident Samia Suluhu Hassan og kunne potentielt blive en værdifuld samarbejdspartner for Danmark, skriver Rasmus Hundsbæk Pedersen. Her ses Samia Suluhu Hassan med Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa.</div>
Tanzania har kurs mod høj vækst under den reformorienterede præsident Samia Suluhu Hassan og kunne potentielt blive en værdifuld samarbejdspartner for Danmark, skriver Rasmus Hundsbæk Pedersen. Her ses Samia Suluhu Hassan med Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa.
Foto: Alet Pretorius/Reuters/Ritzau Scanpix
Rasmus Hundsbæk Pedersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Skal dansk udenrigspolitik være styret af værdier som demokrati, ligestilling og menneskerettigheder eller af danske interesser? Der er fornyet debat om sigtelinjerne i vores udenrigspolitik, senest sparket i gang af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) melding om behovet for en mindre moraliserende tilgang til verden.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fulgte op under et besøg i Egypten i marts, hvor hun konstaterede, at Europa må stramme sig an for at bevare indflydelse i Afrika. I realiteten spiller både værdier og interesser som oftest ind i Danmarks omgang med andre lande. Det handler om vægtningen mellem de to.

Vi vil være uden ambassader mellem Pretoria og Nairobi, en distance på 3745 kilometer og 10-15 lande afhængig af opgørelsesmetode

Rasmus Hundsbæk Pedersen
Seniorforsker, Diis

Set fra et udviklingsperspektiv er skiftet til en mere interessebaseret tilgang allerede sket. Det måske klareste eksempel var beslutningen om at erstatte den klassiske udviklingsbistand med et såkaldt partnerskab og lukke ambassaden i Dar es Salaam i 2024.

Tanzania er det land, der gennem tiden har modtaget mest dansk udviklingsbistand. Det var det sidste klassiske samarbejdsland, hvor bekæmpelse af fattigdom og fremme af god regeringsførelse var de måske væsentligste motiver for vores tilstedeværelse.

Officielt blev lukningen begrundet i ønsket om at omprioritere midler til klima og bekæmpelse af migration med deraf behov for styrket repræsentation i Sahel og Afrikas Horn "hvor vi har mest på spil", som det blev formuleret i de Udenrigspolitiske Prioriteter for 2022. Selvom indsatserne indenfor klima og migration forhåbentlig også kommer modtagerlande og befolkninger til gode, er klima og migrationsbekæmpelse indsatser med en høj grad af dansk egeninteresse.

Danske interesser og repræsentation

Lukningen af ambassaden i Tanzania har imidlertid også den konsekvens, at Danmarks fremover ikke vil være til stede i det meste af det Sydlige Afrika. Vi vil være uden ambassader mellem Pretoria i Sydafrika og Nairobi i Kenya, en distance på 3745 kilometer og 10-15 lande afhængig af opgørelsesmetode. Lukningen af ambassaden i Tanzania rejser to spørgsmål. For det første, om ikke Danmark har – eller kunne få – interesser i det sydlige Afrika?

Med danske interesser i det sydlige Afrika tænker jeg ikke blot på muligheden for at skabe alliancer i FN-regi, som historisk har været en central bevæggrund for vores generøse udviklingsbistand.

Læs også

Vores interesser kunne også handle om at være til stede i den fornyede geopolitiske konkurrence, hvor Kina og Ruslands indflydelse har været stigende de senere år, om adgang til regionens rige forekomster af mineraler og sjældne jordarter, som vi har behov for til den grønne omstilling og på en smule længere sigt om udsigt til øget samhandel og investeringer i takt med at økonomierne vokser.

For det andet, rejser det spørgsmålet, om den tætte sammenkobling af udviklingsbistand og dansk repræsentation er hensigtsmæssig. Udviklingsbistanden har historisk været med til at finansiere de danske ambassader i en række lande. Men skal vores behov for at flytte bistandsmidler til andre formål og regioner nødvendigvis føre til lukning af ambassader? Eller kan der være tilfælde, hvor vi af egen interesse vælger at bruge de penge, der skal til for at opretholde en ambassade? Det mener jeg, der kan.

Farvel til en strategisk placering

Med lukningen af ambassaden i Tanzania bliver det sværere at opbygge og vedligeholde relationer i denne del af verden. Man kan muligvis argumentere for, at regionen kan dækkes fra ambassaderne i netop Sydafrika og Kenya. Flyvemaskinen er opfundet, og der kan sendes folk ud efter behov.

Men enhver, der har rejst i den del af verden, ved, at Sydafrika er noget ganske andet end lavindkomstlandene i det sydlige Afrika, ligesom Kenya, selvom det er et centralt land i Østafrika, opleves som langt væk fra den sydligere del af kontinentet. Der er en verden til forskel.

Sydafrika er noget ganske andet end lavindkomstlandene i det sydlige Afrika, ligesom Kenya opleves som langt væk fra den sydligere del af kontinentet

Rasmus Hundsbæk Pedersen
Seniorforsker, Diis

Ambassaden i Dar es Salaam var strategisk godt placeret, fordi Tanzania er en del af såvel det Østafrikanske Fællesskab (EAC) som Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab (SADC).

Med en række spektakulære infrastrukturprojekter, blandt andet anlæggelsen af en ny jernbane til Rwanda, Burundi og Congo, rehabiliteringen af jernbanen til Zambia, en olierørledning til Uganda, og flere store havneudvidelser, vil Tanzanias betydning kun øges i de kommende år, som også den østafrikanske kommentator Charles Onyango-Obbo konstaterede i The East African for nylig.

Læg dertil potentialet for fremtidig handel og investeringer som følge af en hastigt voksende befolkning og en økonomi med kurs mod høj vækst under den mere reformorienterede præsident Samia Suluhu Hassan.

På grund af vores mangeårige tilstedeværelse nyder Danmark stor goodwill i Tanzania, som vi også ville kunne trække på i fremtiden. Men selvom der er gode argumenter for at opretholde ambassaden i Dar es Salaam, er det ikke mit primære ærinde her.

Mit ærinde er at spørge: Kan det virkelig passe, at Danmark ikke har interesser i det sydlige Afrika, der kræver, at vi er til stede? Hvordan sikrer vi, at vi fortsat har indsigt i og forståelse for, hvad der sker i denne del af verden den dag, vi for alvor måtte få sådanne interesser? Hvis ikke Danmark skal være repræsenteret i Tanzania, hvor så?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Hundsbæk Pedersen

Seniorforsker, Diis
PhD i Internationale Udviklingsstudier

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00