Debat

Pernille Boye Koch: Ondt i aktindsigten?

KLUMME: Kulturen i den enkelte forvaltning spiller afgørende rolle for fortolkningen af offentlighedslovens regler. Og faktisk tyder meget på, at åbenhedskulturen ikke står så stærkt i centraladministrationen, som man måske skulle tro, skriver Pernille Boye Koch, lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet.

Måske er der grund til at repetere for både kommende og nuværende embedsmænd, at vores offentlighedslovgivning fortsat er bygget op om det princip, at besværet ved at besvare anmodninger om aktindsigt er noget, man må tage med i købet, hvis man vil have en åben og demokratisk retsstat, skriver Pernille Boye Koch.
Måske er der grund til at repetere for både kommende og nuværende embedsmænd, at vores offentlighedslovgivning fortsat er bygget op om det princip, at besværet ved at besvare anmodninger om aktindsigt er noget, man må tage med i købet, hvis man vil have en åben og demokratisk retsstat, skriver Pernille Boye Koch.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Pernille Boye Koch
Lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet

I sidste uge gav jeg mine studerende en lille spotopgave, da jeg forelæste over offentlighedslovens regler om åbenhed og aktindsigt i forvaltningen.

”Hvornår kan man give afslag på aktindsigt med henvisning til, at det vil medføre et uforholdsmæssigt stort ressourceforbrug for forvaltningen?”, lød det relativt simple spørgsmål.

Og de gik lige i fælden. Der var nemlig en studerende, der med fasthed i stemmen svarede: Hvis det tager over 25 timer.

Når jeg forelæser for de studerende om offentlighedsloven, slår det mig ofte, at mange intuitivt tænker det offentlige som en slags privat virksomhed omgærdet af fortrolighed, og derfor typisk bliver overraskede over at erfare, at hovedreglen er åbenhed for enhver.

Pernille Boye Koch
Lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet

Det var faktisk lige netop det svar, jeg havde håbet på.

Kulturen er afgørende
Min pointe med det drilske spørgsmål var nemlig at gøre det tydeligt, at ”tommelfingerreglen” om 25 timer ikke er noget, der står i selve lovteksten. 25-timersgrænsen fremgår af offentlighedslovens bemærkninger og er refereret i de studerendes pensum, og den er så tilpas konkret, at det er noget man husker.

De foreløbige erfaringer med denne del af den nye offentlighedslov tyder på, at der er en tendens til at nedprioritere aktindsigtssagerne og ikke give mere indsigt end strengt nødvendigt.

Pernille Boye Koch
Lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet

Men bestemmelsen om uforholdsmæssigt ressourceforbrug kan ifølge de samme lovbemærkninger slet ikke bruges, hvis den der søger om aktindsigt er journalist eller på anden måde har en særlig interesse i sagen, for eksempel er en interesseorganisation eller særlig berørt person.

Og i den virkelige verden er det vel at mærke snarere reglen end undtagelsen, at anmodningen om aktindsigt for eksempel kommer fra en journalist. Her kan man slet ikke afvise på grund af stort ressourceforbrug, men man må acceptere at bruge tid på at finde de efterspurgte informationer, uanset hvor bøvlet og ressourcekrævende det måtte være.

Hvorfor er det vigtigt? Jo, det er vigtigt, fordi fortolkningen og brugen af offentlighedslovens regler er temmelig afhængig af, hvilken kultur der hersker i den enkelte offentlige forvaltning, og hvilke intuitive normer om åbenhed man pejler efter. Og faktisk tyder meget på, at åbenhedskulturen ikke står så stærkt i centraladministrationen, som man måske skulle tro.

Meraktindsigt og tidsfrister
Dagbladet Information har for eksempel i de seneste måneder afdækket, hvordan der kun meget sjældent gives meraktindsigt, og hvordan mange ministerier systematisk overskrider tidsfristerne. Også Folketingets Ombudsmand har undersøgt og kritiseret dette.

Netop reglerne om meraktindsigt og tidsfrister er ikke særligt håndfaste, men derimod mere skønsmæssigt prægede bestemmelser, der kan være fristende at se bort fra i en tid med knappe ressourcer. Derfor er netop disse regler måske en meget god indikator på, hvor stærk åbenhedskulturen rent faktisk er.

De foreløbige erfaringer med denne del af den nye offentlighedslov tyder på, at der er en tendens til at nedprioritere aktindsigtssagerne og ikke give mere indsigt end strengt nødvendigt.

Hovedreglen er åbenhed
Når jeg forelæser for de studerende om offentlighedsloven, slår det mig ofte, at mange intuitivt tænker det offentlige som en slags privat virksomhed omgærdet af fortrolighed, og derfor typisk bliver overraskede over at erfare, at hovedreglen er åbenhed for enhver. Her ligger typisk en faglig og pædagogisk opgave i at få formidlet, at man kun kan nægte aktindsigt, hvis særlige hensyn gør sig gældende.

Det kommer også bag på en del, at hensynet til forvaltningens ressourceforbrug kun må føre til afslag på aktindsigt i ganske særlige situationer. At vores offentlighedslovgivning fortsat er bygget op om det princip, at besværet ved at besvare anmodninger om aktindsigt er noget, man må tage med i købet, hvis man vil have en åben og demokratisk retsstat. Måske er der i virkeligheden grund til at repetere dette for både kommende og nuværende embedsmænd.

Dokumentation

Blå bog: Pernille Boye Koch
Født i 1970

Uddannelse
Cand.jur., Københavns Universitet (1997)
Ph.d., Københavns Universitet (2002)

Karriere
Lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet (2014-)
Lektor i forfatningsret ved Syddansk Universitet (2004-2009) og (2011-2014)
Juridisk Konsulent, Folketingets administration (2010)
Fuldmægtig, Miljøministeriet (1997-1998)

Andet
Udkom i 2014 med bogen ”Ansvaret der forsvandt” sammen med professor Tim Knudsen.
Fhv. stedfortræder, Folketinget, Radikale Venstre


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Boye Koch

Forskningschef, Institut for Menneskerettigheder
cand.jur. (Københavns. Uni. 1997), ph.d (Københavns Uni. 2003)

0:000:00