Tidligere kommunaldirektør: Frisættelse er et udefineret politisk mål. For hvem vil ikke være fri?

Da Regeringsgrundlaget blev præsenteret, blev der samtidig skudt en debat i gang om frisættelse.

Af regeringsgrundlaget fremgår, at Regeringen vil gennemføre den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie og grundlæggende forandre den måde, velfærden i dag styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på".

Forventningerne var store, og måske skuffelsen lige så stor, da den historiske frisættelse i første omgang blev placeret i et udvalg med fokus på ældreområdet alene. Men det har ikke hæmmet debatten om den nødvendige frisættelse, som der er behov for og efterspørgsel på i den offentlige sektor.

Netop derfor er det interessant at dykke ned i, hvad vi egentlige taler om når vi bruger begrebet frisættelse. For hvem vil egentlig ikke gerne være fri og frisat?

Betydningen af frisættelse

Instinktivt taler frisættelse af den offentlige sektor ind det væld af regler og bureaukrati, som vores fælles velfærdsstat er snøret ind i. Jeg tror ikke, at man kan finde mange, der ikke er af den overbevisning, at det har taget overhånd.

Derfor tror vi, at vi alle mener det samme, når vi taler om frisættelse. Men lad mig give et par bud på de forskellige vinkler, der gør det til et udefineret politisk mål, vi arbejder med.

Kommunalpolitikeren taler oftest om frisættelse i en kontekst, der handler om, at der skal udstikkes færre love og bekendtgørelser, der lægger snærende rammer ned over kommunerne og kommunalbestyrelserne.

Christine Brochdorf
Fhv. kommunaldirektør

For den offentlige ansatte vil frisættelse typisk betyde færre regler, mindre dokumentation og færre bindinger på den faglige tilgang til opgaveløsningen.

De offentlige ansatte og deres faglige organisationer har rigt mål af eksempler og fortællinger om, hvordan hverdagen og fagligheden gror til i lovgivninger, bekendtgørelser, politiker, strategier, målsætninger, anbefalinger og hensigtserklæringer. De drømmer om en frisat arbejdsplads, hvor den faglighed, de har brugt år og tid på at uddanne sig inden for, bliver den dominerende i deres arbejde.

For politikeren i kommunalbestyrelsen vil frisættelse typisk have en lidt anden klang. Her vil der oftest være opbakning til den kommunalt offentlig ansattes ønske om frisættelse for love og regler. Men omvendt vil der politisk være en interesse i at sætte en retning for det faglige arbejde, og det sker gennem politikker, strategier og politiske hensigtserklæringer.  

For nok erkendes behovet for frisættelse hos den enkelte medarbejder og institution. Men den enkelte lokalpolitiker, det enkelte fagudvalg og den enkelte kommunalbestyrelse har jo også behov for at lægge en politisk linje og retning for det arbejde, der udføres.

Kommunalpolitikeren taler derfor oftest om frisættelse i en kontekst, der handler om, at der skal udstikkes færre love og bekendtgørelser, der lægger snærende rammer ned over kommunerne og kommunalbestyrelserne.

Folketingets frisættelsesbegreb

Folketingets medlemmer derimod har typisk en helt anden oplevelse af frisættelsesbegrebet. De vil i deres mandatperiode gerne skabe forbedringer og politiske fremskridt og laver derfor lovgivning, der tilgodeser dette. Lovgivningsteksten er ofte overordnet og har et præg af at kunne indholdsudfyldes på den enkelte skole eller institution.

Det, som folketingspolitikerne sjældent oplever, er den mængde af dokumentation, der derefter kræves af departementer, styrelser, revisionsfirmaer og andre, der skal understøtte eller dokumentere effekten af lovgivningen. Det er gennem denne dokumentation og effektmåling at de kan give en konkret tilbagemelding til folketingets udvalg om, hvorvidt lovgivningen har en effekt.