Alternativist: Enhedslisten accepterer de forkerte præmisser i klimapolitikken

DEBAT: Det er det forkerte sted at starte, når Enhedslisten siger, at klimapolitikken skal være socialt retfærdig. Det er ærgerligt at se, at individualiseringen af klimapolitikken er nået helt ud til den ydre venstrefløj, skriver Theresa Scavenius. 

Af Theresa Scavenius (ALT)
Klimapolitisk forsker og folketingskandidat

Enhedslisten fremlagde for en måned siden et bud på en sammenhængende klimaplan, hvilket de skal have ros for.

Det tegner godt for mulighederne for seriøse klimapolitiske forhandlinger på den anden side af valget. Der er mange gode forslag i udspillet, for eksempel elektrificering af alle færger, og derudover er der en række tiltag, som andre partier også kæmper for, nemlig billigere busser og toge og mere sol og vind.

Der er dog også en række områder, som er bemærkelsesværdigt fraværende i udspillet. Det gælder byggesektoren. Det gælder skibsfart. Det gælder tekstilindustrien. Det gælder sektorintegration, teknologisk udvikling, reformering af energimarkedet. Det gælder i særdeleshed den internationale dimension. Men lad nu det ligge.

Fokus på afgifter
Langt mere frustrerende er det, at Enhedslisten accepterer præmissen om, at klimapolitik er dyrt for samfundet. I deres 20-30 sider lange udspil nævner de ordet ”afgifter” 114 gange. Til sammenligning er ”investeringer” nævnt et par enkelte gange.

Man får derfor det indtryk, at klimapolitik er noget, som kommer til at koste de danske borgere en forfærdelig masse penge.

Og som følge af det er kernen i Enhedslistens udspil, at klimapolitikken skal være socialt retfærdig.

Konkret foreslår de, at indtægterne for de klimapolitiske afgifter skal gives gennem en grøn check til samfundets borgere, således at de fattigste grupper bliver tilgodeset.

Det lyder jo godt. Problemet er bare, at præmissen for positionen er forkert. Som så mange andre overser Enhedslisten, at det er de nuværende politikker, som er dyre.

Det er dyrt at have et klimaforurenende landbrug på støtten. Det er dyrt at give fordelagtige ordninger til olieindustrien og cementindustrien. Det koster dyrt at vente med at mindske klimaforandringer.

Alle ved, at det er billigere at renovere hustaget end at vente på, at der er gået råd i hele huset. På samme måde er det langt billigere at undgå klimaforandringer end at vente på at rydde op efter alle de skader og forandringer, som klimaforandringerne vil medføre.

Dertil kommer, at klimapolitikken har mange andre positive effekter – blandt andet på folkesundheden på grund af mindre luftforurening. Alene i Danmark koster luftforurening samfundet 28 milliarder kroner om året.

Og endelig beregner en ny europæisk rapport, at klimapolitiske tiltag, som lever op til Parisaftalens målsætninger, vil skabe vækst i Europa. Så samfundsøkonomisk er det en god forretning at lave klimapolitik.

Social retfærdighed
Samlet set er det med andre ord et helt forkert sted at starte, når man siger, at klimapolitikken skal være socialt retfærdig. Så længe fokus er på afgiftsforhøjelser, så ja, så kan det ud fra en snæver privatøkonomisk betragtning se dyrt ud. Flyrejsen kommer til at koste mere. Bøffen bliver dyrere.

Men de vigtigste spørgsmål er, om borgeren overhovedet har et arbejde. Lever i et område, hvor der ikke er jævnlige oversvømmelser. Og endda hvorvidt borgeren overhovedet lever, og ikke er en af dem, som døde for tidligt af forureningsrelaterede sygdomme.

Hverken i et samfundsøkonomisk perspektiv eller i et privat-moralsk perspektiv scorer flypriserne højest. Det er ikke en menneskeret at flyve stort set gratis rundt i verden.

Så i stedet for at nævne ”afgifter” 114 gange i udspillet, burde Enhedslisten have fokuseret på de positive samfundsøkonomiske gevinster ved investeringer i grøn energi, elektrificering af transportsektoren, omlægning af landbruget og så videre.

Og i stedet for at give borgerne pengene tilbage, så de har råd til at bruge mere sort energi, bør man bruge pengene på grønne investeringer og grøn omstilling af alle relevante sektorer. Til glæde for alle. Det er socialt retfærdigt.

Men det virker stadigvæk, som om klimapolitik er et slags diskussionsoplæg, der er lidt et luksusgode. Det virker stadig, som om mange ikke har forstået, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt det koster nogle investeringer på den korte bane, men derimod om, at hvis vi ikke gør noget nu, bliver det dels meget dyrt, dels vil der være mange menneskelige omkostninger.

I det perspektiv blegner frygten for, at flyrejserne bliver dyrere.

Kernen i problemstillingen
Vi er nødt til at se kernen i problemstillingen klart, hvis vi skal videre. Og den er, at vi har nogle politikere, som systematisk har underinvesteret i den grønne omstilling og stadig poster penge i de sorte industrier.

For eksempel ved at fremme antallet af passagerer i de danske lufthavne i stedet for at prioritere eldreven togdrift. Ved at hive mere olie op af Nordsøen i stedet for at sætte de vindmøller op, der er behov for. At holde hånden over landbruget, som står for 22 procent af vores CO2-udslip.

Så det er ærgerligt at se, at individualiseringen af klimapolitikken er nået helt ud til den ydre venstrefløj. Klimapolitik diskuteres stadig, som om det er et privatøkonomisk anliggende, hvor den relevante målestok for klimaforandringer er at fordele alle samfundets sektorers CO2-udedning ud på borgerniveau. Det giver en skævhed i debatten, fordi individet holdes ansvarlig for alle de moralske og økonomiske fadæser, som politikerne foretager sig i øjeblikket.

Når vi snakker forbud imod børneslaveri, er udgangspunktet jo heller ikke at diskutere op og ned ad stolper, hvorvidt vi kommer til at betale mere for chokolade og ægte tæpper. 

Så lad os få den samme realpolitiske diskussion af klimapolitikken, hvor vi fokuserer på de relevante spørgsmål.

Forrige artikel Lolland: Beløn kommuner for omstilling til grøn energi  Lolland: Beløn kommuner for omstilling til grøn energi Næste artikel Alternativet om radikalt nej til grønt superministerium: Finansministeriets magt skal svækkes Alternativet om radikalt nej til grønt superministerium: Finansministeriets magt skal svækkes
  • Anmeld

    Allan Christensen · Kemiingeniør

    Pesticider, økologi, traditionel udviklet ny teknologi, social retfærdighed og disrespekt over for alle der har ydet en indsats for at begrænse produktionen og dennes forventede ødelæggende konsekvenser.

    Det er en ulykke af dimensioner om pesticider, syntetiske kemikalier og anden traditionel udviklet ny teknologi mod forventning ikke har bidraget til et økologisk mindre uansvarligt landbrug - og til at vi på så kort tid har kunnet få så megen velfærd, pædagogik, social retfærdighed og grøn omstilling med så uventet få ødelæggende konsekvenser for klimaet, naturen, biodiversiteten, folkesundheden, dyrevelfærden, denne verdens fattigste mennesker samt ikke mindst vore efterkommere og den fremtid vi stiller dem i udsigt.