Kronik: Modeindustrien kører på klima-frihjul

Af Laura Terkildsen
Foredragsholder og garderobekonsulent

Danskerne er blandt de folkefærd, som køber allermest tøj. Tre gange mere end gennemsnittet i verden, og dermed bidrager vi til at ødelægge biodiversiteten og forurene kloden.

Alligevel er tøj ikke en del af valgkampen, selvom næsten halvdelen af vælgerne mener, at miljø og klima er blandt de tre vigtigste valgtemaer. Men det kan nås endnu.

18. maj bragte Mandag Morgen artiklen 'Modens klimatopmøde anklages for greenwashing' om det nyligt afholdte Copenhagen Fashion Summit, der sætter mode og bæredygtighed på dagsordenen.

Jeg er enig med de kritikere, der beskylder topmødet for at putte grønne etiketter på nye klæder. Det er skønt, at dele af modeindustrien har fået øje på, at de er blandt de absolut mest forurenende og CO2-udslippende industrier på kloden. Det ændrer bare ikke ved branchens grundlæggende problemer.

Vi kan ikke forbruge os til god samvittighed
For det første lever industrien af nye kollektioner, som skal give lyst til at skifte garderoben ud. Tøjet på hylderne i år bliver måske mere økologisk end det, der lå i skabet sidste sæson – men vi bliver stadig nudget til at købe nyt. Og selv økologisk fairtrade-tøj belaster kloden i høj grad.

Idéerne til at mindske fly-, kød- og bilindustriens negative klimabidrag står i kø, men modeindustrien kører i høj grad på frihjul.

Laura Terkildsen
Foredragsholder og garderobekonsulent

For det andet: Ved at undlade et grundlæggende opgør med forbrugerismen ledes vi til at tro, at vi kan forbruge os til god miljøsamvittighed eller en ny identitet. Det belaster både vores økologiske og økonomiske budget og vores fysiske og psykiske velvære.

Mode og tøj er et forskningsområde, som er lige så reelt og seriøst som forskning i sundhed, motion og fødevarer, men branchen tager det ikke selv seriøst nok. For klimaets og vores eget velværes skyld bør vi bruge den nyeste viden til at bidrage til et forvandlet shoppemønster og et opgør med det galopperende forbrug, som går ud over os alle.

Derfor er det ærgerligt, at mode og tøj ikke er en del af valgkampen. Ikke fordi kandidaterne kunne være bedre klædt, men fordi de burde tale om en af de lavthængende frugter på klimaområdet: vores overforbrug af tøj. Her kan forbrugernes behov nemlig meget let komme til at passe sammen med ønsket om lavere CO2-udledning – og det kan ovenikøbet ske uden at ødelægge samfundsøkonomien. En win-win-situation kunne man kalde det.

Bæredygtighed kan ikke købes – den bor i skabet
Nu er alting jo ikke politikernes ansvar, så lad os starte selv. Forbrugerne skal først og fremmest gribe i egen barm, og i tilfældet tøj kræver det faktisk ikke de store ofre. Tværtimod kan det spare både tid og besvær, hvis vi lærer os selv at holde igen på tøj-indkøbet.

Tempoet i moden er i dag skruet i vejret med op til otte kollektioner om året, selvom forskning viser, at den reelt kun skifter hvert femte-syvende år. Vi har vænnet os til at købe nyt for at fejre, ”bare fordi” eller som "trøstespisning" for at dulme.

Det kan vi, fordi det meste tøj i dag er alt for billigt i forhold til, hvad det koster at fremstille. Men jo flere hurtige køb, desto større klimabelastning og desto større ødelæggelse af biodiversiteten.

Tøjsalg mellem private boomer også. Det samme gør køb i genbrugsbutikkerne. Men selvom tøjet dermed får et længere liv, vedligeholder det også forbrugerismens eksistensgrundlag – den vanedannende tilfredsstillelse det er at få nyt – og opretholder købemanien.

På genbrugsområdet er der i øvrigt stadig en bid vej at gå. Kun en meget lille del af vores tøjindkøb bliver genanvendt. Resten ryger på forbrændingen. Endelig giver onlinehandel også markant flere fejlkøb, fordi den personlige vejledning forsvinder, når man ikke køber tøj i butikker med uddannet personale.

Klimavenligt tøj er dyrt og for mange ikke et muligt valg. Dertil kommer et komplekst billede, når det gælder, hvad der reelt er bæredygtigt. Selv det bedre valg, en T-shirt af økologisk bomuld, har mange produktionsled bag sig − dyrkning, forarbejdning, farvning, transport, brug, vedligeholdelse og endelig bortskaffelse.

Men der findes en enkel og med garanti bæredygtig strategi, når det kommer til forbrug af tøj, og som mange af eksperterne glemmer: det er at bruge det, man allerede har på nye måder. Langt de fleste mennesker har masser af næsten ubrugt tøj i skabet, som med lidt vejledning kan omdannes til en helt ny garderobe.

Den britiske miljøorganisation WRAP dokumenterede i 2016, at omkring en tredjedel af vores tøj ikke har været ude af skabet i et år, og baseret på mine egne erfaringer som garderobestylist er der ingen grund til at tro, at tallet skulle være lavere i Danmark. 

Tøjindustrien skader biodiversiteten
Det er blevet mainstream for de fleste kandidater til Europa-Parlament og Folketinget at tale om initiativer, der skal modvirke klimaforandringerne. Idéerne til at mindske fly-, kød- og bilindustriens negative klimabidrag står i kø, men modeindustrien kører i høj grad på frihjul.

Det til trods for, at industrien spiller en ikke uvæsentlig rolle for klodens miljø og klima. For den mængde CO2, som hver dansker hvert år udleder via sit tøjforbrug, kunne vi for eksempel hver især køre alene i bil til modeugen i Paris og hjem igen – to gange årligt.

Danskerne køber i gennemsnit 16 kilo tøj om året. Det placerer os i den høje ende af tøjkøbsskalaen – verdensgennemsnittet ligger på fem kilo – men vi er langtfra alene. Ifølge rapporten Pulse of the Fashion Industry, som er udarbejdet af Global Fashion Agenda og Boston Consulting Group, vil forbruget af tøj og sko frem mod 2030 stige med 63 procent sammenlignet med 2015.

Det er godt nyt for den økonomiske vækst, men skidt nyt for jorden. Den seneste FN-rapport om biodiversitet skar for nylig ud i pap, at vi er i fuld gang med en massiv udryddelse af klodens arter.

Her er produktion af tøj en af de helt store syndere. Den traditionelle og intensive bomuldsdyrkning står for brugen af omkring 25 procent af alle insektbekæmpelsesmidler, der sælges på verdensplan. Alene af den grund burde de danske kandidater til begge valg beskæftige sig med tøj.

Nej, vi har ikke bomuldsproduktion i Danmark, og ja, det er komplekst at lovgive om kemikalier og sprøjtegifte. Men der er masser af andre muligheder: kampagner, der gør os opmærksomme på, hvad vores tøj koster kloden, støtte til grønne tøjiværksættere med fokus på at genbrug, reparation og upcycling, økonomiske incitamenter og politiske målsætninger – positive eller negative – der skubber til grøn omstilling af modeindustrien, sådan som man har gjort det på for eksempel bilområdet, eller hvad med at få brandet et troværdigt og gennemskueligt øko-mærke, sådan som det findes på fødevareområdet?

Ingen grund til at frygte for samfundsøkonomien
Mulighederne er mange, og der er ingen grund til at frygte for samfundsøkonomien i den forbindelse.

Vil det give udfordringer for tøjindustrien? Utvivlsomt. Men ligesom bilindustrien skal omstille sig til elbiler, skal tøjindustrien det også.

Det er sandt, at det vil kræve, at modeindustrien ændrer sit fokus fra produktion af nye kollektioner til et fokus på at udbyde ydelser som reparation, forandring og uvildig rådgivning om langtidsholdbare valg og helhedstænkning i garderobeopbygningen. Det er også sandt, at det vil betyde, at nogle mennesker risikerer at miste deres arbejde.

Til gengæld er der rig mulighed for at skabe en lang række jobs, som ovenikøbet har den fordel, at de ikke er med til at underminere vores helbred og miljø.