Ekspert: Juridisk aftale urealistisk fra starten
Marie Dissing Sandahl
Klimaminister Connie Hedegaard (K) konkluderede på et pressemøde tirsdag, at der var bred enighed efter præ-COP'en om, at en politisk aftale i stedet for en juridisk var vejen frem. Og det er en god udmelding, for det har hele tiden været det eneste realistiske at gå efter, vurderer Ellen Margrethe Basse, leder af Klimasekretariatet på Aarhus Universitet.
"Når jeg kigger på de tilgængelige papirer og dagsordener og de emner, der har været på bordet siden Bali, så viser det, at der er mange tunge spørgsmål, og de foreløbige forhandlinger har vist, at der er både grundlæggende spørgsmål og mange detaljer, som man ikke har kunnet opnå enighed om," siger hun.
Som eksempel nævner hun definitionen af u- og i-lande fra Klimakonventionen fra 1992, hvor et land som Ukraine er et i-land, mens nutidens fremstormende økonomier som Kina og Brasilien stadig er på listen over u-lande. Kina siger for eksempel ja til forpligtelser, men ikke af i-landskaliber, forklarer hun. Derfor vil det være alt for omfattende at tage de store generelle diskussioner op, lyder vurderingen.
"Så det eneste realistiske er at blive enige om de store linier," siger hun og fortsætter:
Hvis juridisk aftale betyder, at den skulle indeholde de tekniske detaljer for CO2-optaget i skove og den slags, så er det urealistisk, ja. Men hvis man taler om en aftale, der skaber klarhed over mål, midler, pengestrøm og hvilke institutioner der skal inddrages, så er forskellen minimal mellem en juridisk og politisk aftale.
John Nordbo
Klimachef, WWF
"Men dermed ikke sagt, at COP15 er det eneste, der er relevant. Vi ser for eksempel Japans nye regering vedtage ambitiøse reduktionsmål. Kina har vedtaget omfattende klimaplaner og investeringer. USA investerer i grøn vækstpakke. England og Skotland har vedtaget ambitiøse klimalove - blot for at give eksempler" siger hun.
Forskellen på vil og skal
John Nordbo, klimachef i WWF, er ikke enig i udlægningen. Han mener, det danske formandskab har sænket ambitionsniveauet unødigt, og at de dermed "giver fanden en lillefinger", fordi lande som for eksempel Canada, ifølge John Nordbo, vil få mulighed og redskaber til at bakke endnu mere ud af en ambitiøs aftale.
Og en juridisk aftale er slet ikke så urealistisk, mener han. Spørgsmålet er ifølge John Nordbo, hvad man mener med "juridisk aftale".
"Hvis det betyder, at den skulle indeholde de tekniske detaljer for CO2-optaget i skove og den slags, så er det urealistisk, ja. Men hvis man taler om en aftale, der skaber klarhed over mål, midler, pengestrøm og hvilke institutioner, der skal inddrages, så er forskellen minimal mellem en juridisk og politisk aftale," siger han og fortsætter:
"Det er at ændre en hensigtserklæring og et "vi vil" i teksten til et "vi skal". Ellers kan teksten være den samme."
